Først en lille personlig anekdote: Den 11. april 1992 var hele familien samlet hos min mormor og morfar. Dagens store begivenhed var den ekstraordinære kongres i Socialdemokratiet, hvor Poul Nyrup udfordrede Svend Auken om formandsposten.

For min morfar, der hele sit liv var overbevist kommunist og blandt andet var opstillet som folketingskandidat for Enhedslisten, var analysen helt klar. Hvis Nyrup vandt, ville det være slut med Socialdemokraterne. Det endelige bevis på partiets højredrejning og klasseforræderi overfor arbejderklassen.

Så skidt gik det som bekendt ikke for Socialdemokraterne og gamle Jørgen Hansen tog det også som lidt af en personlig fornærmelse, da barnebarnet (mig!) nogle år efter valgte, at melde sig under de stadigvæk blafrende socialdemokratiske faner. Partiet eksisterede stadigvæk.

Det var hverken første eller sidste gang, at en fra den yderste venstrefløj gjorde sig til dommer over hvem der er ægte socialdemokrat og hvordan man er rigtig socialdemokrat. Således kunne man i tidsskriftet International Socialisme læse følgende om ”reformismens krise”:

”… det særlige i den nuværende situation er, at Socialdemokratiet er ved skride så meget til højre, at de må opgive selve det idégrundlag, som har været det dominerende i partiet siden 1914.”

Den nuværende situation er tilbage i maj 1997, men det kunne lige så godt være skrevet i går.

I kølvandet på finanslovsdebatten er kritikken af socialdemokraternes højredrejning nemlig endnu engang blusset op. Enhedslistens politiske rådgiver Pelle Dragsted skriver på en blog på Politiken:

”At regeringstoppen så ikke længere kan genkende højre fra venstre, op fra ned og rigtigt fra forkert er dybt bekymrende for Danmark - og især for den danske venstrefløj.”

Den samme gamle sang om, at socialdemokraterne har mistet retningssansen og forladt sin rolle på venstrefløjen.

På hjemmesiden Modkraft.dk skriver en debattør, der bekender sig til den yderste venstrefløj.

”Den socialdemokratiske bevægelse er død. Stendød. I dag er kun en taburetklæbende, ministerbilselskende, nostalgisk forblændet indholdstom kasse af floskler tilbage. ”

Det er åbenbart venstrefløjens lod her i livet, at gøre sig til en slags moralsk overdommere over hvordan man skal være rigtig socialdemokrat.

Det er præcis den samme retorik som den jeg hørte hjemme hos min morfar i begyndelsen af 90’erne. Præcis den samme gentagelse af indholdsløse floskler om hvem der er det sande arbejderparti. Det samme gamle trick med, at nutidens socialdemokrater er mere højreorienterede, mere elitære, længere væk fra arbejderklassen end dem der var en gang.

Det er åbenbart venstrefløjens lod her i livet, at gøre sig til en slags moralsk overdommere over hvordan man skal være rigtig socialdemokrat. Og i venstrefløjens optik er det spøjst nok altid noget med, at socialdemokraterne skal være enige med venstrefløjen.

Mit bud er at det ikke er sidste gang vi har hørt venstrefløjen beskylde socialdemokraterne for at sælge ud af principperne, for at være højreorienterede, for at acceptere en neo-liberal dagsorden, for at føre en umenneskelig udlændingepolitik og en følgagtig EU-politik og ikke mindst, at det hele naturligvis kun skyldes den nuværende generation af magtbegærlige, griske, utroværdige og usympatiske socialdemokratiske ledere.

Jeg vil for alvor blive bekymret den dag kritikken fra den yderste venstrefløj forsvandt, for så ville Socialdemokratiet for alvor være i identitetskrise.

David Troels Garby (f. 1980) er redaktør for Netavisen Pio.