Venstres gruppeformand erkender sexisme-episoder

Venstres Karsten Lauritzen erkender nu, at han også har overtrådt nogles grænser og har måttet sige undskyld.
"Der har da været episoder i mit liv, hvor jeg ikke har opført mig passende"

Det fortæller Venstre gruppeformand Karsten Lauritzen mandag aften i DR-programmet 'Det Politiske Talkshow'.

"Der har da været situationer i mit liv, hvor jeg ikke har opført mig passende, og der har jeg håndteret det i situationen, har måttet sige undskyld," fortæller Karsten Lauritzen og uddyber:

"Det kunne være man har lagt an på nogen, hvor det ikke var ønsket. Det kunne være for meget alkohol eller noget andet," siger han.

Politik er jo en livsstil

Lauritzens erkendelser kommer efter de seneste ugers debat om sexisme, MeToo og sexchikane, hvor der især har været fokus på politikere og ungdomspolitikere.

Den diskussion har fået Karsten Lauritzen til at reflektere over sin egen opførsel:

"Jeg har haft kærester en del af de 13-14 år, jeg har været i politik. Men jeg har også været single, og politik er jo en livsstil."

Og der spørger man sig selv, har man opført sig ordentligt?

Præcis hvor mange episoder, der er tale om, eller i hvilken sammenhæng de har fundet sted, afsløres ikke.

"Og så får man jo relationer inden for partiet, medlemmer, kolleger på Christiansborg, ansatte, andre. Og der spørger man sig selv, har man opført sig ordentligt?" siger han.

Lauritzen fortæller videre, at han i tilfælde har håndteret sagerne med en undskyldning.

Hverken ulovligt eller strafbart

Karsten Lauritzen vil ikke fortælle om konkrete episoder. Det vil han gerne holde for sig selv.

"Men det er ikke noget der hverken er ulovligt eller strafbart."

37-årige Karsten Lauritzen var formand fra Venstres Ungdom fra 2005 til 2007.

Han har siddet i Folketinget, siden han var 23 år gammel. Han blev valgt til Folketinget i 2007 og var fra 2015-2019 skatteminister under Lars Løkke Rasmussens regering.

Ved det seneste folketingsvalg fik han 18.335 personlige stemmer. Han er i dag gruppeformand i Venstre.

En stribe af sager

V-gruppeformandens erkendelse kommer i kølvandet på en efterhånden lang række sager om danske politikere, som har opført sig grænseoverskridende overfor kvinder.

Det har ført til først Morten Østergaards, så overborgmester Frank Jensens, afgang fra deres poster, og at det konservative folketingsmedlem Orla Østerby fik frataget sine ordførerskaber.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Annonce