Venstres nemme barselsløsning

Venstres folketingmedlem Jacob Jensen er imod længere øremærket barsel til fædrene. Men det er også nemt, når man bare kan holde fri på statens regning.
Jacob Jensen har bare ikke taget barsel fra Folketinget. Han har bare taget fri og den ’selvvalgte barsel’ er derfor blot udtryk for, at han ikke dukker op på arbejde.

Økonomi- og kommunalordfører Jacob Jensen (V) blev i påsken far til en datter. Derfor skal der i første omgang lyde et kæmpe tillykke med familieforøgelsen. Men når han samtidig bruger sin egen situation som et argument imod et forslag fra regeringen, så bliver det altså lige morsomt nok.

Debatten om yderligere øremærket barsel blev i sidste uge debatteret i Folketinget og efterfølgende skrev ligestillingsordfører Rasmus Horn Langhoff (S) følgende på Facebook:

… Danmark har i snart 30 år haft øremærket barsel til mænd (i dag har mænd 2 uger). I dagens ligestillingsdebat i Folketinget kom det frem, at samtlige partier i Folketinget (minus LA) går ind for øremærket barsel til mænd. Så det er ikke længere interessant at diskutere. Det vi må diskutere i fremtiden er altså, hvor meget barsel mænd skal have”.

Til det svarer Jacob Jensen: ”Jeg er pt på barsel - men det er selvvalgt. Jeg behøver ingen lov eller lovgivere til at fortælle mig, hvad der er godt for min familie. Det finder vi bedre ud af selv... Frit valg - også hvad angår barsel!

Det er nok de færreste lønmodtagere, som kan overbevise arbejdsgiveren om helt samme fordelagtige vilkår, som gælder for Jacob Jensen

Jacob Jensen har bare ikke taget barsel fra Folketinget. Han har bare taget fri og den ’selvvalgte barsel’ er derfor blot udtryk for, at han ikke dukker op på arbejde.

Dette skyldes, at Venstre er i den lidt prekære situation, at førstesuppleanten i Sjællands Storkreds, tidligere folketingsmedlem Troels Christensen, for nyligt skiftede fra Venstre til Liberal Alliance. Dermed vil Liberal Alliance få en ekstra plads i Folketinget, hvis Jacob Jensen tog barsel. Derfor har Jacob Jensen bare valgt at tage fri fra hvervet som folketingsmedlem.

Det står jo ethvert folketingsmedlem frit for at disponere deres tid som de ønsker. Men det er alligevel friskt, når man som Jacob Jensen samtidig lige bruger anledningen til at fyre sit partis paroler af om, at det ikke skal være staten, men familierne der skal bestemme fordelingen af barselsorloven.

Det er godt nok nemt at sige, når man selv er så priviligeret, at man bare kan blive hjemme fra sin arbejdsplads, når nu behovet er der. Det er nok de færreste lønmodtagere, som kan overbevise arbejdsgiveren om helt samme fordelagtige vilkår, som gælder for Jacob Jensen og medlemmerne af Folketinget.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce