Venstres vanskeligheder skåret ud i pap, personer og politik

Den tidligere Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensens erindringsbog er et fremragende røntgenbillede af partiet Venstres vanskeligheder. Og en fremragende bog, som anmelderne bredt har sagt. 

Jakob Ellemann-Jensen blev formand for Venstre lørdag den 21. september 2019 og Kristeligt Dagblads politiske redaktør Henrik Hoffmann-Hansen gjorde allerede dengang opmærksom på den nye formands problem. Han havde endnu ikke udstukket ”partiets kurs mellem liberalisme og nationalkonservatisme.” Det spørgsmål var sådan set uafklaret, da Ellemann-Jensen trådte tilbage mandag den 23. oktober 2023. 

Han var blevet valgt, endnu inden forgængeren Lars Løkke Rasmussen havde meldt sig ud af Venstre og stiftet Moderaterne. Han blev valgt uden modkandidat, men det gjorde hans næstformand ikke. Den nationalkonservative værdikriger Inger Støjberg fik 577 af det ekstraordinære landsmødes stemmer, der sendte modkandidaten Ellen Trane Nørby, liberalismen og Grundtvig til tælling med blot 206 stemmer. 

15 måneder senere var Støjberg ude. Mellem jul og nytår havde partiformanden sagt, at Venstre ultimativt var klar til at støtte en rigsretssag mod Inger Støjberg, der ulovligt havde adskilt muslimske ægtepar, og det gjorde partiet. 

Samtidig blev hun opfordret til at forlade næstformandsposten, og det gjorde hun. Ellemann kunne alligevel ikke udholde den nationalkonservative hørm, selv om Støjbergs stemmetal havde sagt, at det ikke var noget, der rev så mange V-folk i næsen.

Læs også:Hvis det her er rigtigt, så er det ikke så godt

Da Inger Støjberg forlod Venstre den 4. februar 2021 havde Lars Løkke Rasmussen allerede revet sit medlemskort itu, men det politiske Danmark havde endnu til gode at se både Løkke og Støjberg som partistifterne, der gjorde Ellemann-Jensens opgave umulig. 

Selv bruger han bogen til at sige, at han var for grøn og for liberal til at føre Venstre videre. Han nåede kun at være Venstres leder ved et folketingsvalg. Den 1. november 2022 tabte Venstre 20 mandater, så partiet gik fra 43 til 23, mens Løkke og Støjberg tilsammen samlede 24 mandater til deres nye partier.

Den pæne Ellemann fik aldrig en chance

Venstres nederlag var totalt, fløjkrige og personopgør smadrede alt, Ellemann-Jensen fik aldrig en chance. Vi får at vide, at han ventede med bogen til efter folketingsvalget i marts 2026, så hans sandheder - eller hans forståelse af Venstres vanskeligheder - ikke skulle skade efterfølgeren Troels Lund Poulsen. 

I stedet tog voksenmobningen hans politiske liv

I bogen får vi også at vide, at han tidligt mærkede modviljen fra folk, der så ham som en forklædt storbyradikaler, der ville modernisere Venstre, så det kunne rumme både land og by, eller som skrevet står:” Der måtte findes en mere rummelig balance, hvor vi i Venstre ikke længere udelukkende stod på landbrugets side.” Men han var alt for grøn til, at nogle ville betro ham denne tilpasning. 

I stedet tog voksenmobningen hans politiske liv, og han beskriver glimrende, hvor ond denne verden er, når uddrivningen lydløst indfandt sig på møderne. Det var ikke ordene, men tavsheden, der fortalte ham, at partiet ville en anden retning end ham. Og gik man rundt i den tro, at helbredet og stress-sygemeldingen lukkede ham ud, så er det lettere forkert. Mere rigtigt er det, at den politiske kultur med ondskab som overbygning kasserede ham. 

Læs også:Når den faglige kamp også er ældrepolitik og sundhedspolitik

Og ja, der var så mange, der tog ham for en skabsradikaler, at det faktisk påvirkede hans formandsarbejde, fra han kom til han gik. Allerede som ’landbrugsminister’ havde han tænkt og talt om grøn omstilling på en måde, der gjorde det indlysende, at han lignede vanskeligheder, inden han blev valgt. 

Var det dybest set troen på familienavnet, manglen på andre kandidater og hans pligtfølelse, der smadrede Venstre? Måske var der ingen, der havde opdaget, hvor man stod, fordi personstriden mellem Lars Løkke Rasmussen og næstformand Kristian Jensen havde forhindret ethvert klarsyn. Rart at komme så tæt på, som man kun kan se det fra en formandsstol.

Kolbøtten over alle kolbøtter

Bogens titel 'Udvalgte kolbøtter' er kvalitet i sig selv, når man nu ved, at bogens titel altid er det vanskeligste. Vi ved alle, at kolbøtterne stod i kø. Først tog han Inger Støjberg til næstformand, et år senere smed han hende ud på grund af alt det, som han havde vidst i forvejen. 

Kolbøtten over alle kolbøtter var dog Venstres vej ind i SVM-regeringen efter en valgkamp, hvor Ellemann forsikrede, fastslog, lovede og garanterede, at han aldrig kom til at gøre Mette Frederiksen til statsminister. 

Og så får vi at vide, at selve udsagnet var den første og største kolbøtte fra et menneske, der, som han skriver, ”havde været optaget af det modsatte, det brobyggende og forsonende.” Det er midtermanden, skabsradikaleren, der bekræfter, at det mere var ham at få resultater gennem et samarbejde end den golde retorik, som han tilførte valgkampen i 2022. 

Det er ikke sådan, at Jakob Ellemann-Jensen undervejs leverer den entydige konklusion på Venstres katastrofale nedtur i hans tid

Det er et af bogens givende kapitler, når vi kommer ind i forløbet og Mette Frederiksens modpart, medspiller og kollega. Ros på alle hylder før, under og efter Marienborgs lyksaligheder. Er det hudløs ærlighed, der gør erindringerne til en god bog? Er det vitaminerne fra de lukkede rum? 

Eksempelvis Mette Frederiksens udsagn om at hun  havde været i Folketinget i 20 år med Troels Lund Poulsen og egentlig ikke havde brudt sig om ham, men det ændrede forhandlingerne – måske for begge. Eller de skæve beskrivelser og alt det, som også betyder noget, rullekravesweateren, som Pernille Vermund frarådede ham, gummiskoene som fik de højblå partier til igen at se skyggen af en radikaler. 

Læs også:Anmeldelse: Hun havde det hele, men smed alt væk

Det er ikke sådan, at Jakob Ellemann-Jensen undervejs leverer den entydige konklusion på Venstres katastrofale nedtur i hans tid. Men det kredser omkring, at han skulle have været sig selv. Forløjetheden, som også gjorde hans opgave umulig, var, at han ikke troede på den blå blok, som han talte for. Den var umulig, eller som han skriver, ”flere af de personlige relationer gjorde det umuligt”. Gad vide om forløjetheden ikke lever i bedste velgående? 

Ellemann vedstår, at SVM-regeringen var god for Danmark. Bedre end det blå, der ikke var flertal for, og at socialdemokrater ikke er onde, i hvert fald ikke alle – hele tiden.

Det svækker ikke bogen, men måske forfatteren, at han hænger i sin militære tid, uddannelsen, ledelse. Det er ham. Så kan han også hænge formandsposten på pligten, selv om tiden ikke var inde. Han blev den forkerte formand, på den forkerte måde, på det forkerte tidspunkt.

Faderen, forbilledet og familien

Jakob var dansk politiks anden Ellemann-Jensen, og han vedstår, at han havde ambitioner om at blive dansk statsminister. Det begyndte den dag i 1998, da han så en avisplakat meddele, at Ellemann aldrig bliver statsminister. 

Det var en af konklusionerne efter Uffe Ellemann-Jensens nederlag til Poul Nyrup Rasmussen; nu havde sønnen i sit stille sind en plan om at gøre plakaten til skamme og genoplive de bedste dele af faderens politik som V-formand. I bagklogskabens lys forsøger jeg at sige, at faderen fik frihed til at forme partiet og tænke højskolevenstre, handelshøjskolevenstre og landbrugsvenstre sammen, fordi han delte regeringsmagten med De Konservative i 11 år. Han leverede. 

Jakob kunne ikke genskabe Uffes Venstre. Det var blevet en anden tid.

Det kan ikke overraske nogen, at Ellemann beskriver sine to formandsforgængere Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen som egenrådige

Blandt bogens mange kvaliteter er beskrivelsen af faderen som politiker og moderen, den gode journalist, alle tiders bedste kollega, Alice Vestergaard, som den progressive ligestillingsmarkør. Der er mange smukke og velformede ord, hæderligt, ordentligt og givende. 

Det er indlysende, at han hjemmefra fik en ballast som var mere liberal, social, frisindet og mere humanistisk end Venstre ville være med til i hans tid. Han mente, som sin far, at den grove retorik ikke hørte hjemme i udlændingepolitikken, men endte med at komme fra start med Støjberg som en næstformand, der havde bagagen fuld af antimuslimsk retorik og den ulovlige adskillelse af muslimske ægtepar.

Som læser spørger man undervejs ved mange sideskift, om det var nu, han skulle gå, eller om han overhovedet skulle være trådt til. Han ser sig selv som en bærer af pligt. Der er ting, man skal tage på sig, sådan som han gjorde det i forsvaret efter sin løjtnantsuddannelse og med sin udsendelse til Balkan, hvor han tjente så hæderværdigt, som tænkes kan. 

Læs også:Det politiske spiondrama som ikke vil forsvinde

Som læser spørger jeg også, om hans gennemlysning af Venstres problemer ikke fortæller os, at de er uoverstigelige. Hans efterfølger fik i 2026 det dårligste V-valg nogensinde, selv om Troels Lund Poulsen personligt klarede sig pænt. 

To tabte mandater i Hovedstadens Storkreds var et voldsomt signal, men den 20. juli 2026 præsterede journalist Ella Hjalmsrud Jørgensen i Altinget den fortælling, der sagde, at det stod endnu værre til andre steder. Hendes dybtgående analyse og advarslerne fra trofaste og frafaldne Venstre-folk konkluderede, at det ikke kun er København, man taber, hvis Venstre også i fremtiden står som et parti, der vægter landbrugets interesser over naturen.

Man kalder det en 'ghost writer', men her har penneføreren ikke alene en god pen, men også en politisk fornemmelse som gør, at Jakob Ellemann-Jensen hele tiden er der

Det kan ikke overraske nogen, at Ellemann beskriver sine to formandsforgængere Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen som egenrådige. Han ville gerne noget andet end topstyring og være mere åben, men spørgsmålet er, om den ledelsesform overhovedet var efterspurgt i Venstre, som nu er splittet i tre. Og lige så splittet mellem liberale og nationalkonservative, som i afhoppernes tid.

Erindringsbogen er blevet til efter at Jakob Ellemann-Jensen har fortalt sin historie til Andreas Fugl Thøgersen. Utroligt. Usædvanligt. Dygtigt. Man fornemmer Ellemann i hvert eneste ord, hver eneste sætning, hver eneste linje. 

Man kalder det en 'ghost writer', men her har penneføreren ikke alene en god pen, men også en politisk fornemmelse som gør, at Jakob Ellemann-Jensen hele tiden er der. I nogle af bogens familie-afsnit kan man tale om litterær kvalitet, der også gør det til en god bog ved siden af det røntgenfotograferede Venstres vanskeligheder.

Jakob Ellemann-Jensen: 'Udvalgte kolbøtter'. 288 sider. Forlaget 28 B. Udgivet maj 2026.