Venstres varme velkomst til Engelbrecht

Venstre, med Lars Løkke selv i spidsen, gav den nye skatteminister en varm velkomst med en række meget personlige angreb.
Knap havde den ny socialdemokratiske skatteminister Benny Engelbrecht været hos dronningen, før Venstre med Lars Løkke Rasmussen i spidsen satte et særdeles hårdt angreb ind.

Det er ikke overraskende, at oppositionen ikke er begejstret for regeringen, men det er alligevel overraskende, at Venstre på dag 1 sender deres absolutte topfolk i byen - bortset fra den anden halvdel af formandsskabet, Kristian Jensen  -med faklerne tændt. Lars Løkke Rasmussen var utilfreds med Helle Thorning-Schmidts valg, angiveligt fordi Engelbrecht, der er medlem af Folketingets Skatteudvalg, ikke har udvist interesse i skattepolitik:

"Indtil videre har han jo ikke markeret sig her på Christiansborg som en, der er nævneværdigt interesseret i skattepolitik, endsige retssikkerhed."

Altså, vi taler om den selvsamme Lars Løkke Rasmussen, der som statsminister selv udnævnte Troels Lund Poulsen, der dengang aldrig havde været medlem af Skatteudvalget, til… nå ja, skatteminister.

At det i virkeligheden ikke handler så meget om Benny Engelbrechts kvalifikationer eller interesse for skattepolitik, men om hans person afslører Søren Pind i et svar til Berlingskes Tom Jensen, som undrede sig lidt over en spydig kommentar fra Venstres finansordfører Peter Christensen:

”Du kunne måske inddrage i denne overvejelse, at nok ikke mange synes, de skylder Benny Engelbrecht ret megen respit. Ordet kalkunjæger er for fint til ham. Vi er snarere ude i noget med ådsler. Så altså... Man høster som man sår,” skrev Søren Pind.

Søren Pind, som ellers ikke holder sig tilbage for et raskt politisk slagsmål, som da truede med at hive Holger K. Nielsen i samråd for en kommentar om Cuba, eller mente at regeringen var medansvarlig for tortur i Syrien og ellers tackler igennem med knopperne forrest.

Konklusionen må være, at de hårde angred nok hverken handler om Benny Engelbrechts interesse for skattepolitik eller hans uddannelsesniveau, men om at Venstre-toppen bare lige vil sige tak for sidst. Angrebene fra Lars Løkke og Søren Pind fik Engelbrechts partifælle, folketingskandidat Peter Hummelgaard, til at skrive følgende på Twitter:

”Det er da egentlig en ros i sig selv til @BennyEngelbrech, at borgerligheden går basongas over udnævnelsen af ham.”

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce