Vermund trækker i land på ufravigelige krav - Thulesen: “Nu er skuespillet ovre”

Dansk Folkepartis formand betegner podcast-interview med Nye Borgerliges formand som “tæppefald”
Foto: Folketinget/Steen Brogaard - fotografik: Anders Bredsdorff
Pernille Vermund, formand for Nye Borgerlige og Kristian Thulesen Dahl, formand for Dansk Folkeparti
Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, har hidtil stået fast på, at partiet kun vil pege på en statsministerkandidat, hvis denne kan indfri tre ufravigelige krav: Et totalt asylstop, udvisning af alle kriminelle udlændinge efter første dom, og at alle udlændinge i Danmark skal forsørge sig selv.

Men i et podcast-interview med Ekstra Bladet trækker Vermund nu i land. Ret markant endda.

Nu er de tre hidtidige ufravigelige krav ikke længere ufravigelige

Nu er de tre hidtidige ufravigelige krav ikke længere ufravigelige. Nu hedder det i stedet:

“Men vi kan sige, at forudsætningerne for, at vi vil pege på en statsministerkandidat, er, at han vil fremme den dagsorden, som for os er det aller, allervigtigste: At få løst de her problemer.” 

Vermund sprunget ud som almindelig politiker

Kristian Thulesen Dahl betegner Vermunds nye melding som et “tæppefald”:

“Nu er skuespillet ovre, og nu er det blevet hverdag,” siger han til Politiken.

DF-formanden forklarer videre, at det er gået op for Pernille Vermund, at hun ikke kan spille efter helt andre regler end andre politikere og partier:

“Det, jeg hører, er en Pernille Vermund, der er sprunget ud som helt almindelig politiker, så hun i virkeligheden anerkender, at hun er i samme boldgade som os andre.” 

Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, er helt på linje.

Nu er det bare noget, man skal arbejde med

“Nu er det bare noget, man skal arbejde med. Og det synes jeg, er en god tilgang, og det vil jeg gerne bakke op,” siger Vanopslagh til Politiken - med henvisning til Nye Borgerligers hidtidige helt ufravigelige krav.

Vanopslagh byder Vermund “velkommen i politikerstanden”:

“Det kunne jo ødelægge det gode samarbejde, hvis Nye Borgerlige insisterede på, at de 1:1 skulle diktere alt, og ellers skulle Mette Frederiksen være statsminister igen.Så jeg hilser Nye Borgerlige velkommen i politikerstanden.

Pernille Vermund har ikke for Politiken ønsket at kommentere Thulesen Dahls og Vanopslaghs udtalelser.

Jan Kjærgaard er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Annonce