Helle Thorning-Schmidt blev ikke præsident for EU-kommissionen, men til gengæld fik hun landet Margrethe Vestager på, hvad de fleste i hvert fald regner med at være, en meget tung og central post som EU-kommissær. Læser man dagens aviser og de sociale medier er det dog ikke ligefrem rosende ord, der vælter ned over statsministeren.

Det burde der ellers gøre. Thorning-Schmidt har, hvis man skal tro kenderne, sikret Danmark stor indflydelse i kommissionen, og hun har skaffet sig af med en politisk modstander, som indimellem har overskygget hende. Man kan sige meget om Morten Østergaard, men det bliver alt andet lidt sværere at overbevise det store flertal af vælgere om, at det nu er ham, der styrer hende og Bjarne Corydon.

Desuden er Thorning-Schmidt sluppet af med en akilleshæl i forhold til sit eget bagland. Vestager har været en torn i øjnene på mange venstreorienterede, der mener, at lige præcis hun om nogen har trukket regeringen mod højre i den økonomiske politik.

Ingen tak fra partifællerne
Men hvor snedigt det ellers kan lyde, så var det ikke en beslutning, der var uddelt opbakning til. Som Politikens Jakob Nielsen, der har skrevet en biografi om Helle Thorning-Schmidt, skrev på Facebook:

”Man kan sige meget om Helle Thorning-Schmidt. Men hun fedter da ikke unødigt for sine partifæller”.

At Thorning-Schmidt valgte at indstille Vestager i stedet for en af sine egne, faldt i hvert fald ikke i god jord hos en række socialdemokrater, der helst havde set, at posten var gået til en socialdemokrat. Ritt Bjerregaard siger blandt andet følgende til Politiken:

 "Man kommer til at mangle en socialdemokratisk erfaring at trække på og bringe videre til partiet. Det er en viden, som man ikke kan få på samme måde nu."

Hvad det er for viden og erfaring, som Ritt Bjerregaard lige nu bidrager med, er dog en smule uvist.

Det er galt. Helt galt.
At politik er øretævernes holdeplads, og at det i nogens øjne kan være svært at gøre noget som helst rigtigt, er en del af jobbet. Eller som en skrev på Facebook:

”Hvis Helle Thorning-Schmidt havde fået EU-præsidentposten, var hun blevet anklaget for enten at flygte fra ansvaret herhjemme eller for at lyve, fordi hun hele vejen afviste et kandidatur. Nu har hun så ikke fået posten og bliver angrebet for at være svag, pinlig for Danmark, "for dårlig til selv EU" eller det, der er værre.”

Ja, der er sjældent nogen, der står klar med ros og klap på skulderen i politik. Det er, med et engelsk udtryk, et problem uanset hvad udfaldet er: “Damned if you do. Damned if you don’t.”

Oppositionen i opposition
Heller ikke fra oppositionen var der meget ros at hente til Thorning-Schmidt for at feje partipolitiske hensyn til siden, til fordel for Vestager. I den mere hysteriske afdeling finder man Pia Kjærsgaard (DF), der nærmest anklager både Thorning-Schmidt og Vestager for at planlægge faneflugt:

”Tænk, at Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager tilsyneladende har pønset på at tage hinanden i hånden og forlade dansk politik, så regeringen kunne have stået tilbage helt uden ledelse! Der kan man godt nok tale om at lade sine personlige ambitioner stå over partiet!”

Helt den samme sang lød i øvrigt fra Liberal Alliances Anders Samuelsen:

”… Ret vildt at tænke på, at regeringens øverste ledelse, nr.1 og nr. 2, statsminister og vicestatsminister, det sidste halve år har været klar til at forlade Danmark.”

Lidt ros var der dog at hente fra højrefløjen. Lars Løkke Rasmussen skrev:

”Jeg er oprigtig glad på hendes (Margrethe Vestager, red.) vegne. Hun er ubetinget den stærkeste kandidat, regeringen kan stille med. Det lover godt for dansk indflydelse i den nye kommission.”

Regeringens og Socialdemokratiets problemer er naturligvis ikke løst ved at sende Margrethe Vestager til Bruxelles, men kritikken af beslutningen kan godt virke en anelse skinger.