Annonce

Vestager har ikke oplevet - eller fortrængt - sexkrænkelser og brobygning aflyst

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Tidligere partileder for De Radikale, Margrethe Vestager, har ikke oplevet sexkrænkelser i partiet - eller også har hun fortrængt oplevelserne.

9. og 10. klasses elever må - igen - vinke farvel til den såkaldte brobygning, hvor de besøger udvalgte gymnasier, erhvervsskoler og andre ungdomsuddannelser.

Dermed velkommen til dagens Aktuelt.

 

“Jeg har ikke oplevet det, og hvis jeg har, har jeg fortrængt det”

EU-Kommissionens konkurrencekommissær Margrethe Vestager mindes ikke umiddelbart at have oplevet sexkrænkelser hos De Radikale - og hvis hun alligevel har, så har hun fortrængt det:

“Jeg har ikke oplevet det, og hvis jeg har, har jeg fortrængt det, men jeg har altid været rimelig langt fremme. Jeg blev minister allerede som 29-årig, jeg var formand for Radikale Venstre som 25,” siger hun til TV 2.

Margrethe Vestager har haft fremtrædende positioner hos De Radikale siden 1993, hvor hun var partiets landsformand frem til 1997. I 1998 blev hun minister første gang. Fra 2007 frem til sin afgang fra dansk politik i 2014 var hun partileder for De Radikale.  

Margrethe Vestager betegner opgøret med sexisme som en vigtig kamp.

“Det handler jo ikke om flirt. Det handler ikke om forholdene mellem kønnene. Det handler om magtmisbrug. Og det er helt afgørende at få gjort op med en kultur, hvor nogen, som har magt, tror, at den kan bruges til at krænke andre. Det er uanset, hvilken branche det foregår i. Det er nu, det sker, og det glæder mig, at det sker, fordi det er nødvendigt at tage det opgør i vores samfund,” siger hun.

Sagerne om nu tidligere partileder Morten Østergaards krænkelser af flere kvinder, herunder de nuværende folketingsmedlemmer Lotte Rod og Katrine Robsøe, koster De Radikale Dyrt.

I Megafon-måling sidste uge står De Radikale til at få 3,9 procent af stemmerne mod de 8,6 procent, de fik ved valget i 2019.

Ifølge dagens Voxmeter-måling står De Radikale til 5,1 procent af stemmerne.

Læs mere her.

 

Rekordhøjt antal coroansmittede

Der er registreret 1056 nye coronatilfælde mandag, viser tal fra Statens Serum Institut.

Det er det hidtil højeste under coronaepidemien. Med til historien hører, at det daglige smittetal sædvanligvis er en optælling af bekræftede tilfælde det seneste døgn, men mandag var tallet forsinket. Dagens smittetal omfatter derfor tal for de seneste 28 timer.

Samtidig bliver der testet langt flere, end da epidemien var på sit højeste i foråret.

Samtidig stiger antallet af indlagte med coronavirus med 18 til 145. Det er det højeste antal indlagte med covid-19 på de danske sygehuse siden 14. maj.

Yderligere seks er døde.

Læs mere her.


 

Brobygningen for 9. og 10. klasser skoleelever aflyses i efteråret

Det sker, samtidig med at kravene om mundbind eller visir indføres på uddannelsesinstitutioner for at stoppe spredning af corona.

Det oplyser Børne- og Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil på Twitter:

“Mange spørger til brobygning. Detaljerne vedrørende aflysning af brobygning er under hastig udarbejdelse og offentliggøres, så snart de er på plads. Vi forventer aflysning af brobygning træder i kraft på torsdag - på samme tidspunkt som reglerne vedrørende mundbind for sektoren.”

placeholder

 

Børne- og Undervisningsministeriet oplyser dog, at aflysningen finder sted torsdag. Meldingen kommer, efter at SF og Skolelederforeningen har udtalt, at brobygningen bør aflyses.

Brobygning er obligatorisk for alle elever i 9. og 10. klasse. Her tager eleverne på rundtur på landets uddannelsesinstitutioner for at opleve miljøet.

I foråret blev brobygningen udskudt på grund af coronasituationen i Danmark.

Venstres børne- og undervisningsordfører, Ellen Trane Nørby, der er tidligere minister på området, forstår ikke, hvorfor aflysningen først finder sted fra på torsdag og ikke allerede mandag.

Det skriver hun på Twitter med henvisning til, at mange elever efter planen allerede skal på brobygning fra netop mandag.

placeholder

 

Jacob Mark er enig med sin kollega fra Venstre. En aflysning skal ikke vente til torsdag:

“ Vi ønskede allerede fra flere uger siden at aflyse brobygningen og give uddannelserne god tid til at lave et digitalt alternativ. At vente til torsdag, fordi det har man lige pludselig besluttet, er meget ulig den måde, som regeringen har gjort det på tidligere,” siger Jacob Mark til Ritzau ifølge Ekstra Bladet og føjer til:

“Vi har i SF egentlig bakket op om, at man gik forsigtigt frem. Hellere et forsigtigt skridt for meget end et forsigtigt skridt for lidt.”

Læs mere her.

 

DF’s tidligere pressechef får nyt job hos Danske Havne

Dansk Folkepartis tidligere pressechef, Søren Søndergaard, bliver pr. 1. januar ny pressechef hos brancheorganisationen Danske Havne.

Søren Søndergaard stoppede i februar som pressechef for DF - efter 15 år på posten. Planen var, at Søndergaard skulle omplaceres til en anden ledende stilling i partiet, men i juni meddelte Søndergaard, at den plan var opgivet, og at han i øvrigt havde meldt sig ud af Dansk Folkeparti.

Læs mere her.

 

Paludan taber sag ved Pressenævnet   

Stram Kurs’ medie, Frihedens Stemme, bragte i maj en artikel, hvori der blev spekuleret i, hvorvidt en politisk aktiv person skulle stå bag en voldelig hændelse.

Personen klagede til Pressenævnet over, at han ikke var blevet forelagt de beskyldninger, der var rettet mod ham i artiklen.

Pressenævnet finder, at oplysninger i artiklen er af krænkende og skadelig karakter, og udtaler derfor kritik af Frihedens Stemme for ikke at have at forelagt “oplysningerne i artiklerne inden offentliggørelsen, således at personen kunne kommentere de skadelige udsagn og i sammenhæng hermed besvare beskyldningerne”

Læs kendelsen her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet