Vi blev smidt ud af Business Esbjergs lokaler – på ordre fra Det Faglige Hus

Bag om Det Faglige Hus

Vi blev smidt ud af Business Esbjergs lokaler – på ordre fra Det Faglige Hus

Midt under en rundvisning i det kommunalt støttede Business Esbjergs lokaler blev Netavisen Pio bedt om at forlade stedet omgående, selvom vi var inviteret indenfor af økonomichefen. Ordren kom fra Det Faglige Hus, der er udlejer af kontordomicilet. Byrådsmedlemmer er rystede

Pio og Det Faglige Hus
Billedtekst
Pio og Det Faglige Hus
Foto: Det Faglige Hus/Fotografik: Signe Marie Flindt

"Jeg skal efter ordre fra højeste sted bede jer om at forlade bygningen omgående," lyder det pludselig fra en forpustet og let dirrende receptionist, der er kommet løbende op ad trappen til første sal på John Tranums Vej 23 ved Esbjerg Lufthavn. 

"Det Faglige Hus vil ikke have, at I er her."

Men Netavisen Pio er ikke på besøg hos Det Faglige Hus. Vi er i gang med at blive vist rundt i de lokaler, som den kommunalt støttede erhvervsfremmeforening Business Esbjerg lejer i Esbjerg Business Park Airport, som kontordomicilet – der er ejet af Det Faglige Hus A-kasse i en ulovlig konstruktion –hedder.

Fordi vi tidligere har skrevet om Business Esbjergs lejeaftale hos Det Faglige Hus – og fordi vi har undret os over, hvordan en forening med 20-24 ansatte kan have årlige lokaleomkostninger på knapt en million – er vi taget ud for at se Business Esbjergs lokaler denne torsdag formiddag den 26. februar. 

Vi har ikke lavet aftale på forhånd, hvilket vi oplyser om, da vi ankommer, men med telefonisk tilladelse fra Business Esbjergs direktør, Karsten Rieder, siger økonomichef, Niels Bock, ja til at vise os deres kontorer. 

Læs også:Styrelse åbner ny sag mod Det Faglige Hus A-kasse: Købte ejendom til ti millioner over den offentlige vurdering

Først får vi fremvist et velassorteret tekøkken, og kontordomicilets kantineordning bliver fremhævet. Niels Bock fortæller, hvordan de før skulle bruge en masse tid på kaffebrygning og på at hente mad udefra og selv stå for mødeforplejning, mens det hele bare bliver ordnet herude hos Det Faglige Hus. 

Det koster selvfølgelig noget. Men før kostede det arbejdstimer.

Niels Bock viser os et mødelokale og beretter hvordan deres gamle lokaler var uegnede til at facilitere netværksmøder. Vi når at kigge ind gennem glasvæggene til et par kontorer med flere arbejdsstationer på hver og at se et skilt med Udenrigsministeriets logo foran et andet kontor. 

Det kontor har Invest in Denmark – Danmarks nationale investeringsfremmeorganisation – til rådighed, hvis de har møder i Esbjerg. 

Kommunale midler til ulovlig udlejning

Business Esbjerg valgte i 2023 at flytte ud i kontordomicilet Esbjerg Business Park Airport. 

Kontordomicilet på 8.000 kvadratmeter er ejet af Det Faglige Hus A-kasse via anpartsselskabet DFH Ejendomme – og størstedelen af lokalerne bliver lejet ud til eksterne i stedet for at blive brugt til a-kassens egne medarbejdere. 

Den konstruktion har tilsynsmyndigheden STAR vurderet ulovlig, fordi privat udlejningsvirksomhed og ejendomsudvikling ligger uden for en a-kasses formål, og fordi a-kassens midler ikke må investeres via anpartsselskaber. 

Det Faglige Hus A-kasse har fået påbud om at afvikle ejerskabet af både DFH Ejendomme, og af deres andet anpartsselskab Bryggen, der er bygherre på endnu et kontordomicil på 20.000 kvadratmeter ved Esbjerg Brygge.

Det Faglige Hus A-kasse har i praksis erkendt at have brudt a-kasselovgivningen, idet de ikke har klaget over myndighedernes afgørelse inden for de fire ugers frist. 

De juridiske konsekvenser af lovbruddet – der er foregået over en periode på ti år – er ved at blive vurderet af STAR, Skat og Kammeradvokaten.

Samtidig har STAR i mandags givet Det Faglige Hus A-kasse 14 dage til at forklare, hvorfor a-kassen i 2016 købte en bygning af et ejendomsselskab ejet af fagforeningerne til ti millioner over den offentlige vurdering.

 

Men vi er ikke nået mange meter ned ad Business Esbjergs gang, før vi bliver afbrudt. 

Mens receptionisten forklarer, at han har fået besked på at smide os ud, prøver den ene af os at gå et par skridt længere ned ad gangen i Business Esbjergs område for at se resten af de 323 kvadratmeter, som erhvervsfremmeforeningen betaler for at leje her på John Tranums Vej. 

"Du kan ikke være bekendt at gå længere ind i bygningen, når du har fået besked på at forlade den," lyder det så, og vi siger pænt farvel til Business Esbjergs økonomichef og går med receptionisten ned til udgangen. 

"Vi ville jo ikke give dig problemer," undskylder vi til receptionisten, der er tydeligt mærket af situationen. 

Byrådsmedlem: "Jeg er dybt rystet"

Først bliver der stille i telefonen, da byrådsmedlem Frederik Vestergaard Jørgensen (S) har hørt historien om, hvordan Det Faglige Hus beordrede os ud af Business Esbjergs lokaler. 

"Jeg er dybt rystet," siger han så og fortsætter: "Altså jeg ved snart ikke, hvad jeg skal sige – kommunale midler kan da ikke gå til et sted, hvor en privat udlejer bestemmer, hvem der må komme på besøg og tale med en selvejende organisation. Det er jo udemokratisk." 

Det Faglige Hus kan jo godt opfatte det som en konflikt, at I skriver kritisk om dem

Hans byrådskollegaer Sarah Nørris (EL) og Mikkel Ammitzbøll Jensen (SF) synes også det lyder som en mærkelig historie. 

"Helt principtelt har jeg den holdning, at ingen udlejer skal blande sig i, hvem lejer modtager som gæster. Det tænker jeg, er en ret almen holdning," udtaler Sarah Nørris. 

"Det må nødvendigvis være lejeren, der bestemmer, ikke udlejeren," siger også Mikkel Ammitzbøll Jensen og tilføjer: "Sådan har det da været alle de gange, jeg har boet til leje. Der bestemmer jeg selv, hvem jeg må have på besøg."

Han opfatter det som "konfliktoptrapning" fra Det Faglige Hus’ side, og adspurgt hvad han mener med det, svarer han:

"Det Faglige Hus kan jo godt opfatte det som en konflikt, at I skriver kritisk om dem. Det er jo et billede på, at man nok føler sig presset. Men det er da forkert og dybt kritisabelt, at de smider jer ud af Business Esbjergs lokaler."

Læs også:Stress, frygt og interne hierarkier – sådan beskriver tidligere ansatte Det Faglige Hus A-kasse

Fra Dansk Folkepartis byrådsmedlem Mads Engelund lyder det: 

"Vi i DF blev chokerede, da vi hørte om jeres oplevelse. Vi fastholder, at nu må vi behandle sagen i Byrådet, og eventuelt genoverveje, om Business Esbjerg kan forblive i det lejemål som kommunalt støttet organisation."

May-Britt Andrea Andersen (K) – der foruden at være byrådsmedlem også indtil årsskiftet var bestyrelsesmedlem i Business Esbjerg – fortæller, at hun forventer, at denne sag bliver håndteret af Business Esbjerg. 

Som lejer har Business Esbjerg naturligvis ret til at invitere og modtage de gæster vi vil – uden indblanding fra Det Faglige Hus

Vi har også bedt borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) – der er næstformand i Business Esbjerg – om en kommentar. Han ønsker ikke at udtale sig om sagen. Det samme gælder for 2. viceborgmester Anne Marie Geisler Andersen fra De Radikale.

Læs også:Det Faglige Hus klapper i – men laver i stedet denne manøvre

Direktøren for Business Esbjerg, Karsten Rieder, mener, at der må være tale om en fejl: 

"Som lejer har Business Esbjerg naturligvis ret til at invitere og modtage de gæster vi vil – uden indblanding fra Det Faglige Hus. Jeg tror derfor også der er sket en kommunikationsfejl internt hos Det Faglige Hus som har medfødt den uheldige episode." 

Det Faglige Hus var bange for, at vi 'tiltvang os adgang’

Vi spurgte også Det Faglige Hus selv, hvorfor de havde smidt os ud af Business Esbjergs lokaler, og om det var normal praksis, at de bestemmer, hvem deres lejere må have på besøg.

Ifølge kommunikationskonsulent Teddy Gehrke "beror det på en misforståelse fra ledelsens side" at vi blev bedt om at forlade bygningen: 

"Det er receptionens ansvar, at der ikke kommer uvedkommende personer ind i vores bygninger. Alle lejere kan naturligvis tage alle de gæster med op, som de måtte ønske, men det er stadig vores ansvar som udlejer at sikre, at udefrakommende personer ikke også tiltvinger sig adgang til andres kontorer, mødelokaler eller fællesfaciliteter i øvrigt," lyder det fra Teddy Gehrke.

Læs også:Pio-afdækning af Det Faglige Hus vækker opsigt i DR-program

Teddy Gehrke tilføjer, at Det Faglige Hus’ reaktion "hænger sammen med", at vi om tirsdagen var blevet "observeret af to medarbejdere i a-kassens ejendom på Gammelby Ringvej, hvor I gik ind på privat grund og kiggede ind ad vinduerne."

Teddy Gehrke mener derfor, at vi tidligere har forsøgt at "tiltvinge os adgang" steder, hvor vi ikke var inviterede.

Vi var ganske rigtigt forbi for at se på den ejendom, som Det Faglige Hus A-kasse købte for ti millioner over den offentlige vurdering i en intern handel

Det gjorde vi for at konstatere, om den bliver brugt af a-kassens medarbejdere, og om der er medlemsbetjening. Sidstnævnte er ikke tilfældet.



Rettelse: Det fremgik tidligere at May-Britt Andrea Andersen var medlem af bestyrelsen i Business Esbjerg, men hun er tidligere medlem, udtrådt pr. 31/12 2025. Netavisen Pio beklager fejlen.

Astrid Elkjær Sørensen

Selvstændig historiker og forfatter. Ph.d. i historie fra Aarhus Universitet 2016, cand.mag. I historie og nordisk sprog og litteratur 2014 Aarhus Universitet. 
Freelancer med fokus på arbejdsmarked, ligestilling og velfærd. Forfatter til bl.a. 'Husmødre i oprør', Aarhus Universitets Forlag 2025 og 'Pæne Pigers Oprør - ligestillingsprojekter i de kvindedominerede fagforbund 1985-2010', Aarhus Universitets Forlag 2018.

Nina Trige Andersen

Selvstændig journalist og historiker. Udlært ved dagbladet Information 2008, cand.mag. fra Roskilde Universitet 2010, siden freelancer/selvstændig med fokus på arbejdsmarkeds-, migrations- og kvindehistorie. Forfatter til bl.a. ”Papirnussere, skrankepaver og blanketfinker. 100 års kamp om organisering og faglig identitet på velfærdsstatens kontorer”, Gads Forlag 2023. www.arbejderhistorier.net 

Kommentarer

Indsendt af Kurt Olsen (ikke efterprøvet) den Fredag den 27.02.2026 - 20:51

Det er i den grad på sin plads, at få kritisk lys på de gule “fagforeninger”! De - og deres bagmænd skal frem og stå til ansvar for de lyssky ting, de foretager sig.
Her tales ikke om finurlig bygge- og udlejningsvirksomhed, men i allerhøjeste grad om det bagvedliggende ønske og formål om at omstyrte den traditionelle fagforeningsstruktur i Danmark.

Indsendt af August (ikke efterprøvet) den Lørdag den 28.02.2026 - 14:27

Jeg ved at DFH er opmærksom på en af journalisternes tilknytning til trotskister
Det burde ikke betyde noget hvis journalistikken er i orden
Men det og så piopios tilknytning til Socialdemokratiet og fagbevægelsen ja det kan få den efterhånden pressede forretning til at reagere som her. Heller ikke jeg tror det skyldes nogen form for fejl

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.