Velstanden i Danmark er vokset, men vi er ikke så rige, som vi kunne have været. Årsagen er, at øget indkomstulighed direkte har skadet væksten, dokumenterer OECD i en helt ny rapport, der nøgternt har fået titlen ”Trends in Income Inequality and its Impacts on Economic Growth”.

Den internationale valutafond, IMF, nåede frem til samme konklusion i 2014, men OECD går et skridt videre, da de alene kigger på de rige lande. Det tyder på, at der er tale om robuste resultater, og det er stærke meldinger fra toneangivende organisationer.

Ifølge OECD har stigende indkomstulighed i Danmark fra 1985-2005 reduceret væksten med 1,2 procentpoint i årene 1990-2010. Det svarer til, at BNP er ca. 17 milliarder kroner lavere, end hvis uligheden ikke var vokset. Den stigende ulighed i Danmark har med andre ord hæmmet den økonomiske fremgang.

Fra 1985 frem til krisen oplevede de rigeste 10 procent af danskerne, at der indkomst steg med 1,5 procent om året, mens indkomsten for de fattigste 10 procent blot steg 0,7 procent om året (se tabel). Dermed er forskellen i Danmark højere end OECD-gennemsnittet.

Tabel 1: Gennemsnitlig årlig indkomstændring

1985-2007
2007-2011

Danmark
Gennemsnit
1,0
0,3

Øverste indkomstdecil
1,5
0,6

Nederste indkomstdecil
0,7
÷0,5

Forskel mellem top og bund, pct. point
0,8
1,1

OECD
Gennemsnit
1,6
÷0,5

Øverste indkomstdecil
1,8
÷0,7

Nederste indkomstdecil
1,3
÷1,8

Forskel mellem top og bund, pct. point
0,5
1,1

Kilde: OECD, Trends in Income Inequality and its Impact on Economic Growth, 2014.

Siden krisen er danskernes indkomst steget med 0,3 procent om året i gennemsnit - hvilket er mere end OECD-gennemsnittet. Men det dækker over, at de rigeste har oplevet fremgang på 0,6 pct., mens de fattigste har mistet indtægt (÷0,5 procent).

OECD viser med andre ord, at når økonomien går godt, går det bedre for de rigeste, og når økonomien går dårligt, ja, så går det også bedre for de rigeste. De laveste indkomstgrupper oplever ikke samme fremgang som de øverste i gode år, og de bliver hårdere ramt i dårlige år.

Det betyder, at der ikke er en såkaldt automatisk trickle-down effekt. Tanken om, at hele samfundet bliver rigere ved, at de rige bliver rigere, holder ikke. Velstanden kommer ikke automatisk alle til gode.

Ifølge OECD kan det direkte underminere den langsigtede vækst, hvis politikerne kun fokuserer på vækst og antager, at fordelene ved vækst automatisk siver ned til de forskellige befolkningsgrupper.

Derfor anbefaler OECD, at politikerne ikke blot har et mål om vækst, men også fokus på at tackle og vende den stigende indkomstulighed og fremme lighed i muligheder.

Det er vigtigst at fokusere på ulighed i den nederste del af indkomstfordelingen. Det handler om at sikre, at lavindkomstgrupperne ikke falder yderligere bagud.

OECD fremhæver to redskaber: For det første kan det ske gennem overførselsindkomster, for eksempel dagpenge. For det andet kan det ske ved at forbedre beskæftigelsesmulighederne for lavindkomstgrupperne.

Politikerne bør derfor fokusere på den lavere middelklasse, der er i risiko for ikke at komme med på næste vækstbølge.

Beskæftigelsesmulighederne kan forbedres ved at sikre uddannelser af høj kvalitet, jobrelateret kompetenceudvikling og mere formel efter- og videreuddannelse til lavindkomstgrupperne over hele arbejdslivet.

OECD’s analyse rammer ind i en af de store hjemlige debatter: hvordan får vi de mange danskere i den arbejdsdygtige alder, der står uden for arbejdsmarkedet, i job?

Og her bør vi lytte til OECD’s anbefalinger: Det afgørende for at få arbejdsløse i arbejde er gode kompetencer.

Politikerne bør derfor fokusere på den lavere middelklasse, der er i risiko for ikke at komme med på næste vækstbølge. Længerevarende sociale investeringer vil fremme den sociale mobilitet og skabe større lighed i muligheder på lang sigt. Det vil ikke kun skabe et mere retfærdigt, men også et rigere samfund.

Allan Lyngsø Madsen er cheføkonom i Dansk Metal