“Vi har brug for flere politikere, som har betrådt arbejdspladser som faglærte eller ufaglærte”

Socialdemokratiet

“Vi har brug for flere politikere, som har betrådt arbejdspladser som faglærte eller ufaglærte”

Det vrimler med akademikere i Folketinget - inklusive i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Thomas Skriver Jensen (S) efterlyser flere politikere med faglært og ufaglært baggrund

Thomas Skriver Jensen (S), erhvervsuddannelsesordfører
Billedtekst

Thomas Skriver Jensen (S), erhvervsuddannelsesordfører

Foto: Folketinget/Marie Hald

Socialdemokratiets erhvervsuddannelses-ordfører, Thomas Skriver Jensen, mener, at det er et problem, at Folketinget - inklusive den socialdemokratiske gruppe - vrimler med akademikere.

“Vi har brug for flere politikere, som har betrådt arbejdspladser som faglærte eller ufaglærte,” skriver Thomas Skriver Jensen, der selv er udlært industritekniker, i et opslag på Facebook.

det koster på tilliden

“Jeg vil gerne sætte fokus på, at tilliden bliver mindre i et demokrati, hvis forskellen på befolkningen og de valgte politikere bliver for stor. I dag har ufaglærte og faglærte danskere meget få politikere, som har samme baggrund som dem selv. Og det koster på tilliden,” skriver Thomas Skriver Larsen.

Den socialdemokratiske 50 mand m/k store folketingsgruppe illustrerer meget godt den skæve sammensætning af Folketinget.

Ni cand. scient. pol.

I S- gruppen har 23 af de 50 således en lang videregående uddannelse. Af de 23 er ni cand. scient. pol’er.  

De 50 socialdemokratiske folketingsmedlemmers uddannelsesmæssige baggrund fordeler sig således, ifølge Folketingets Oplysning og Politiken:

  • Grundskole: 2
  • Gymnasial uddannelse: 3
  • Erhvervsfaglig uddannelse: 4
  • Mellemlang videregående uddannelse: 18
  • Lang videregående uddannelse: 23

Foreslår vedtægtsændring

Thomas Skriver Jensen foreslår på den baggrund, at Socialdemokratiet ændrer sine vedtægter, så partiet fremover skal tilstræbe, at folk med tillidsposter i partiet og kandidater er nogenlunde ligeligt fordelt rent uddannelsesmæssigt.

På den socialdemokratiske kongres i september blev det vedtaget, at Socialdemokratiet fremover skal tilstræbe, at hverken mænd eller kvinder udgør mere end 60 procent af partiets tillidsvalgte og kandidater til politiske valg.

“Næste skridt må være, at man også går en lille smule op i det der med, at vi også godt må komme fra forskellige uddannelsesbaggrunde,” siger Thomas Skriver Jensen til Politiken.

Thomas Skriver Jensen, der er søn af Dansk Metal-formand Claus Jensen, understreger i sit opslag på Facebook, at hans initiativ ikke er vendt mod de kollegaer i den socialdemokratiske folketingsgruppe, som har en længere uddannelse end han har.

Jan Kjærgaard

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.