Vi har systematiseret fornuften væk

Der var engang, hvor vi ansatte mennesker, fordi de havde en uddannelse, et fag og en dømmekraft. Nu ansætter vi dem måske i stigende grad for deres evne til at dokumentere, at de har gjort det rigtige.

Det kalder vi professionalisering, men det er en interessant udvikling.

For en profession er netop kendetegnet ved, at man kan træffe et kvalificeret valg, når virkeligheden ikke passer ind i et skema, og det gør den jo som bekendt sjældent.

En lærer underviser ikke børn. En lærer underviser et bestemt barn på en bestemt dag med en bestemt baggrund, et bestemt humør og en bestemt historie.

Det samme gælder sygeplejersker, socialrådgivere, pædagoger.

Det besværlige ved mennesker er, at de ikke kommer med en brugsanvisning, men det har vi efterhånden taget konsekvensen af.

Læs også:Vi ville aldrig acceptere det andre steder i samfundet

Vi har bygget en hel industri, der forsøger at lave en. Vi udvikler modeller, koncepter, procedurer, kvalitetssystemer, handleplaner, evalueringsskemaer, dokumentationskrav og kontrolmekanismer, og når noget ikke virker, laver vi per automatik en ny procedure.

Når den så ikke virker, laver vi en handleplan, og når handleplanen ikke virker, laver vi en evaluering af handleplanen. På magisk vis viser evalueringen, at handleplanen ikke blev fulgt tilstrækkeligt. Det har ingen rigtig betydning, for vi laver et nyt system til at sikre, at næste handleplan bliver fulgt.

På et tidspunkt burde nogen spørge:

Er det stadig arbejdet, vi administrerer, eller er det administrationen, der er blevet arbejdet?

Vi gemmer os bag systemerne

Det er måske vores tids store paradoks. Jo mere komplekst arbejdet bliver, desto mere forsøger vi at gøre det mekanisk. Jo mere vi har brug for dømmekraft, desto flere regler laver vi. Jo mere vi har brug for dygtige mennesker, desto mere fortæller vi dem, hvordan de skal gøre deres arbejde.

Det er næsten imponerende.

Vi har opfundet systemer for at beskytte os mod menneskers fejl og desværre endt med at opfinde systemer, der gør det sværere for mennesker at bruge deres fornuft.

For naturligvis skal der være kvalitet og naturligvis skal beslutninger kunne begrundes, og naturligvis skal forskning spille en central rolle.

Men forskning er ikke en facitliste.

"Forskningen viser..." er efterhånden blevet vores tids svar på "Gud sagde..."

Det lyder autoritativt, og så behøver vi ikke diskutere så meget mere. Men forskning fortæller os typisk noget om, hvad der virker under bestemte betingelser. Den fortæller ikke nødvendigvis, hvad du skal gøre med det menneske, der står foran dig tirsdag klokken 10.17.

Det kræver dømmekraft, men dømmekraft har den kedelige egenskab, at den ikke kan sættes på formel. Det er formentlig derfor, vi er så glade for modeller. En model giver os følelsen af, at virkeligheden kan styres. Det kan den ikke.

Læs også:Skal jeg i skole i dag? Ja, men i morgen kan vi tage en fridag og hygge

Men vi kan til gengæld lave et skema, der dokumenterer, at vi forsøgte, og måske er det dér, vi er kommet lidt på afveje.

For under alle systemerne ligger der en forestilling om, at hvis bare vi beskriver virkeligheden tilstrækkeligt detaljeret, kan vi kontrollere den.

Det er en mærkelig form for optimisme, og måske også en mærkelig form for mistillid. Ikke nødvendigvis til medarbejdernes vilje, men til deres dømmekraft.

Vi siger, at vi vil styrke professionerne, men professioner bliver ikke stærkere af, at vi styrer dem mere. De bliver stærkere af, at vi tør overlade noget til mennesker, som netop er uddannet til at kunne vurdere, hvad der skal gøres.

Ansvar kræver frihed

Hvis alt på forhånd er bestemt af en procedure, kan medarbejderen heller ikke rigtigt tage ansvar, og det betyder, at vi højst kan følge proceduren.

Og hvis det går galt, ja så kan vi altid spørge, om proceduren blev fulgt. Det er bekvemt, men det er ikke det samme som faglighed. Måske er det derfor, vi nogle gange ender i den mærkelige situation, at ingen har gjort noget forkert, men noget er alligevel gået helt galt.

Alle har fulgt reglerne, alle har dokumenteret, alle har udfyldt skemaet, alle har holdt møder. 

Når systemet bliver vigtigere end dømmekraften, mister vi ikke bare friheden. Vi mister også ansvaret

Alligevel står virkeligheden tilbage og ser temmelig utilfreds ud, for systemet har fungeret. Det var bare virkeligheden, der ikke gjorde.

Måske er det derfor, drengen i Kejserens nye klæder er blevet så sjælden. Ikke fordi han er forsvundet, men fordi systemet har lært ham, at han først skal udfylde et skema om observationen, indhente tre faglige vurderinger og indkalde til et opfølgende møde, før han må sige:

"Kejseren har jo ikke noget tøj på."

Og måske er det dér, vi skal begynde med det gamle spørgsmål:

Hvad nu hvis vi stolede lidt mere på de mennesker, vi allerede har brugt år på at uddanne?

For måske er problemet ikke, at vi mangler systemer. Måske er problemet, at vi har så mange, at vi ikke længere kan se mennesket for dem. 

Når systemet bliver vigtigere end dømmekraften, mister vi ikke bare friheden. Vi mister også ansvaret, og uden ansvar har vi ikke længere professioner, så har vi bare administratorer… det er måske den mest effektive måde at administrere den offentlige sektor og os selv ihjel på.