Vi har været forblændet af ønsketænkning, nu lærer vi på det på den hårde måde

Siden 1991 har vi levet med en både politisk – og værre endnu, ontologisk – konsensus om, at staten var ved at være forældet. Markedet var alt. 

Men det har altid været ideologisk drevet ønsketænkning, og nu er vi ved at finde ud af på den hårde måde, at det er forkert. Krig, konflikt og skabelsen af politisk autoritet går for stater forud for markeder. 

Derfor er analyser af det økonomisk ‘rationelle’ i, om stater vil bruge vold mod andre stater, også kun begrænset nyttige. Der kan fint indgå økonomiske incitamenter, både for staten selv og for de eliter, der styrer den. 

Men masser af statsræson er drevet af magtlogik, som ligger forud for den økonomiske logik. Det sker, fordi statens sigte i princippet altid er uendeligt: 

Staten forestiller sig at bestå for altid. I markedstermer er det derfor, at stater kan udstede 100-årige lån. Staten kunne såmænd også udstede 1000-årige lån eller millionårige lån. 

Det er derfor, at det gav mening for kongemagten at bestille de famøse nye egetræer til den danske flåde, efter briterne snuppede skibene i 1807 (og danskerne brændte og sank resten). 

200 år senere var de vokset store nok til brug og er dejlige at gå tur blandt på Nordsjælland.

En statslig tidshorisont

Staten er derfor også villig til at handle nærmest uendeligt irrationelt – økonomisk forstået – for at nå sine mål. Krigshistorien er én lang påmindelse om, at stort set ingen krige er blevet til gode forretninger, økonomisk set. 

Det er inklusive erobringskrige af ressourcerige områder. Langt det meste kolonialisme har været en tvivlsom forretning, uanset om kolonimagten var britisk, tyrkisk, russisk, fransk eller kinesisk – i hvert fald de første årtier, og nogen gange også på lang sigt.

Men statens sigte er uendeligt. Selv statens etymologi, dens selvbetegnelse betyder netop det: Det statiske, en status, det bestående. Staten (be)står, mens andet (for)går. 

Min pointe er, at det væsentligste måske ikke er det politiske konsensus, men den ontologiske konsensus

Det har der bare ikke været en særligt god forståelse af i hverken det politiske, administrative eller journalistisk-kommunikative etablissementer de sidste 35 år. 

Det er en ret almindelig observation, at der efter Sovjets sammenbrud blev skabt et nyt bredt konsensus fra det, vi i Danmark kalder “centrum-venstre” og højre ud. 

Læs også:Velkommen til endnu et borgerligt medie – og vågn op, arbejderbevægelse!

Det går bredt set ud på, at der, uanset hvad man måtte ønske sig, de facto ikke er noget alternativ til, at markederne klarer alt. Min pointe er, at det væsentligste måske ikke er det politiske konsensus, men den ontologiske konsensus. 

Helt analytisk burde der fint kunne være forskel på, hvad man har af moralske præferencer og hvordan man tror verden hænger sammen. 

Lugten af Borgerservice

Men der sker meget ofte et skred fra ét punkt til det næste (og tilbage igen, i øvrigt – Humes kløft krydses flittigt begge veje). Grundopfattelsen er og har været, at staten er noget gammelt skrammel, som før eller siden ville kunne afskaffes helt. 

Eller som måske kunne anvendes som en sidste post for den slags dårlige kunder, man virkeligt ikke kunne finde en profitdrevet udbyder til. 

Noget der lugtede lidt af at trække et nummer på Borgerservice og stå lang tid i kø

Hjemløse og narkomaner, den slags. Alt statsligt var noget med “det offentlige” og blev framet som noget med dårlig service. Noget der lugtede lidt af at trække et nummer på Borgerservice og stå lang tid i kø.

Det er den logik, der har styret to-tre generationer af magthavere og en del (mere eller mindre dybe) tænkere blandt både boomere og X’ere. 

I købmandslogikken gav det ikke mening at beholde en lidt skrantende forretning

I Danmark gav det sig udtryk i en særlig borgerlig triumfalisme, der i første omgang peakede under Foghs tidlige år og senere blev totalt comme il faut blandt hele den politisk-administrative og økonomiske elite: 

Alle store, statslige funktioner kunne klares bedre og billigere af markedet. Alt fra hjemmehjælp over togdrift og postvæsen til vaccineproduktion og ammunition var bedre, hvis det ikke var ejet af staten. 

Det er den logik, der gør, at det danske forsvar ikke engang er selvforsynende med ammunition til håndvåben. Det blev ellers lavet på Ammunitionsarsenalet, AMA, indtil 2008 og afsatte direkte til det danske forsvar.

En skrantende forretning

AMA var blevet grundlagt som Fyrværkerikompagniet i den tidlige quasi-statslige periode under Christian V i 1676 og blev solgt under regeringen Fogh Rasmussen III til den spanske producent Expal for håndører. 

I købmandslogikken gav det ikke mening at beholde en lidt skrantende forretning. Nu tager det så åbenbart årevis at få genoprettet en produktion, som oprindeligt lod sig etablere, da Danmark med nutidens standarder var et absolut uland. 

Det er den logik, der førte til, at regeringen Lars Løkke Rasmussen II solgte statens vaccineproduktion i 2016, fire år før covid-19. Denne gang for en prisen på en mellemstor lejlighed på Østerbro. Dårlig forretning, vi har jo ingen epidemier længere, ud med det skidt. 

Nu er vi så tilbage i en verden, hvor det er afgørende, at vi gennem offentlig udveksling kan få en nuanceret, klog forståelse af verden udenfor

Det er den logik, der har ført os til, at europæiske bureaukratier ikke engang kan sende en e-mail eller journalisere en sag, hvis amerikanske firmaer pludselig skulle nægte os det – lige som de allerede har nægtet det for nogle af dommerne ved ICC. 

Det er også den logik, der gør, at vi ikke engang har en redundans i form af en manuel brevomdeling, skulle det blive nødvendigt at kommunikere uden Digital Post. 

Læs også:Når antifascisme bliver loyalitet

Det er den logik, der gjorde, at kanslere fra formelt to modsatrettede politiske partier i Tyskland troede, at man bare kunne hive profit og arbejdspladser via en Mittelstand drevet med fordel via billig russisk gas – uden at det ville have nogen langsigtede konsekvenser (andet end at “alle fik del af en større kage”). 

Selv da russerne gjorde det meget tydeligt, hvad de mente med gashandlen og for småpenge købte en ekskansler som lobbyist, rystede det ikke mainstreamopfattelsen. Gashandlen var bare fornuftigt købmandskab. 

Undergravende købmandslogik

Det er også den logik, der gør, at man tror, at vi ikke har brug for dygtige historikere og folk, der kender sprog og andre kulturer, og som har tvunget diverse humanistiske fag til at ydmyge sig selv med købmandsretorik. 

Her kunne man lære at overskue store mængder materialer eller at pakke en vare godt ind. Men nu er vi så tilbage i en verden, hvor det er afgørende, at vi gennem offentlig udveksling kan få en nuanceret, klog forståelse af verden udenfor, også selvom vi ikke lige prøver at sælge Ecco-sko eller vægttabsmedicin til den. 

Læs også:Historiker: Tiden er moden til en nordisk forsvarsunion

Selv på mit eget gamle grundstudie på statskundskab var det den logik, der gjorde, at næsten ingen faktisk studerede staten. På statskundskab. 

De vidste knapt nok, hvad den var, eller hvor den kom fra. Det virkede sådan lidt antikveret at interessere sig for. Vi historiske sociologer fandt sammen internationalt og læste historiske kilder og diskuterede verdensordner og krig. 

Det virkede ikke bare antikveret, men direkte excentrisk. Min egen tro var i nogle år, at en stor del af den konsensus ville blive rykket af finanskrisen. Det skete ikke. 

Nu har vi så staten og dens uendelige sigte og umiddelbare irrationalitet og evne til at bruge vold tilbage

Det var en fejltagelse, jeg gjorde, fordi jeg ikke forstod, hvor væsentligt en alternativ virkelighed er. Det er også derfor, at vi ikke forstod budskabet allerede i starten af 00’erne med 9/11. 

Uden et faktuelt alternativ til den gældende orden kunne “folk” – altså statsministre, kanslere, præsidenter, embedsmænd, tænketankstænkere, konsulenter, journalister, ekspertkilder – ikke forestille sig noget andet end dagens orden. 

Vold og trusler

Der manglede så at sige et Sovjet. Det mener jeg ikke i en normativ forstand som noget ønskeligt, men som et forestillingsobjekt: En anden tænkelig virkelighed. 

Og fordi Sovjet brød sammen, ikke mindst som et resultat af netop ikke at kunne følge økonomisk med vesten – og derfor måtte omdirigere stadig større andele af samfundets overskud til militæret – virkede det ikke bare normativt, men også faktuelt bevist, at den statslige model var blevet overflødig. 

Læs også:Kendt historiker: Er vi på vej ind i magtesløshedens tid?

Nu har vi så staten og dens uendelige sigte og umiddelbare irrationalitet og evne til at bruge vold tilbage. Og igen, det mener jeg ikke som en politisk præference. 

Jeg har ikke nogen præference for, at Wolt skal være et offentligt tilbud, eller at staten selv skal udvikle den nye Office-pakke. Det ville næppe blive særligt skønt. (Alt er dog bedre end at arbejde med SAP, ville nogen indvende.) 

Staten og dens adgang til både legitimitetsbaseret magt – adlydelse af ordrer, og vold, adlydelse af trusler – har været her hele tiden

Pointen er ikke en politisk præference. Det er ren ontologi. Det er mange, der taler om, at “forandringen går meget hurtigt lige nu”. Det gør den ikke. 

Det er bare den almindelige virkelighed, der kigger frem igen. Staten og dens adgang til både legitimitetsbaseret magt – adlydelse af ordrer, og vold, adlydelse af trusler – har været her hele tiden.

Det har bare for en stund sket i fjerne lande, som vi kunne forestille os var lidt mere primitive og derfor blev udsat for den slags. Nu er den kommet tilbage til vores breddegrader.