Vi hylder de varme hænder, men glemmer en vigtig gruppe
Vi hylder de varme hænder, men glemmer en vigtig gruppe
Glem ikke fagligheden bag velfærden. De varme hænder kan ikke undvære de skarpe kontorhænder – og omvendt
Vi hører ofte, hvor uundværlige de varme hænder er – sygeplejersker, lærere, pædagoger, social- og sundhedsassistenter – og det er de virkelig.
Men midt i hyldesten af frontmedarbejderne overser man tit en anden afgørende gruppe: HK’erne, de administrative fagfolk i det offentlige.
Uden dygtige HK-medarbejdere ville de varme hænder nemlig drukne i bureaukrati frem for at bruge deres tid på kerneopgaven.
Tænk på hverdagen: Læreren kan fokusere på at undervise, fordi skolens sekretær tager sig af elevadministration og indkaldelser til forældremøder.
Sygeplejersken kan koncentrere sig om patienterne, fordi administrative kolleger sørger for vagtplaner, journaler og indkaldelser.
Pædagogen kan være nærværende med børnene, fordi andre håndterer ventelister, budgetter og mødeplanlægning.
Læs også:HK-boss: Helt ærligt, hvem skal spares væk?
Når HK’erne klarer løn, sagsbehandling, regnskab og koordinering, frigør det tid og fokus til, at hver ekspert kan udføre sit arbejde bedst muligt.
Resultatet er, at læreren bliver en endnu bedre lærer, sygeplejersken en bedre sygeplejerske – fordi de bakkes op af kolleger med en anden faglighed.
Sikrer systematik og fremdrift
HK’erne er nøglespillere i et moderne velfærdssamfund. De er limen, der binder det hele sammen, selvom deres indsats foregår bag kulisserne.
I en offentlig sektor, der bliver mere og mere kompleks, sikrer administrative medarbejdere overblik, systematik og fremdrift.
Vi skal passe på med kun at tale om “bureaukrati” som noget overflødigt
Det er en specialistopgave at få store systemer til at køre gnidningsfrit – lige så vel som det er en specialistopgave at helbrede syge eller undervise børn.
Læs også:Fem grunde til at Liberal Alliances krig mod bureaukrati vil skabe mere bureaukrati
Vi skal passe på med kun at tale om “bureaukrati” som noget overflødigt; den rette administrative indsats er netop det, der får velfærden til at fungere.
Vi skal anerkende hinandens ekspertise
Bottom line er, at faglighed i det offentlige er mangfoldig.
De varme hænder kan ikke undvære de skarpe kontorhænder – og omvendt.
Hvis vi respekterer og anerkender hinandens ekspertise, står vi alle stærkere, og vores fælles velfærd bliver bedre.
Kommentarer
Mange HK'ere er vel…
Mange HK'ere er vel fortrængt af kolleger/konkurrenter med længerevarende uddannelser?
Der findes statistikker, der fortæller, hvor meget en akademiker kan øge omsætning, overskud og antal ansatte i SMV'er.
Der findes vist ingen statistikker, der fortæller, hvor meget en HK'er kan øge omsætning, overskud og antal ansatte i SMV'er.
Men nu kan "en akademiker"…
Men nu kan "en akademiker" jo være så meget, og det er bestemt ikke ligegyldigt, hvilken slags vi taler om.
Efter kommunesammenlægningen…
Efter kommunesammenlægningen i 2007 mente mange nu var opgaven blevet for kompliceret og for store til HK'erne (selv om de havde løst opgaven fremragende i årtier) og ind væltede akademikerne hos de nye store komplicerede kommuner.
Selvom opgaven i det store hele forblev den samme, bare med et nul eller to mere bagved.
Det har været en dyr omgang for borgerne. Og så har det givet et demokratisk underskud oven i hatten. Der er blevet meget længere fra byråd ud til lokalsamfundene end før 2007.
Det er som om man kun kan finde ud af at gøre tingene være og være - Aldrig bedre.
Fremskridtet kan jo ikke stoppes. Hvad fremskridt end er.
Men vi kan allesammen godt…
Men vi kan allesammen godt undvære at blive kaldt "varme hænder". Det antyder, at disse jobs kan man varetage, hvis bare man har et par hænder.
Det er så nedladende et udtryk for faggrupper med skarpe uddannelser, høj faglighed og krævende jobs.
Ingen er vigtigere end andre…
Ingen er vigtigere end andre - det drejer sig om, at få hjulene til at køre i den rigtige retning...
Så sandt som det er skrevet,…
Så sandt som det er skrevet,
er den klassiske kontormedarbejder uundværdlig.
Tilføj kommentar