Vi må aldrig glemme Corydon!

Leder: Bjarne Corydon fortjener sin plads i skræk-historien - vi må aldrig glemme ham, fordi han er billedet på, hvor galt det kan gå
Skal vi ikke bare glemme Bjarne Corydon? Skal vi ikke skrive ham i glemmebogen og slette ham fra særligt de socialdemokratiske historiebøger og den fælles politiske erindring hos centrum-venstre?

Det en oplagt indskydelse, at Bjarne Corydon og hans forestilling om ”nødvendighedens politik” vinder hver gang, vi lader os provokere, og hver gang vi giver den taletid. Hans ugerninger bliver større, hvor de får lov til at fylde.

Mindet om Bjarne Corydon bør stå stærkt hos både socialdemokrater, men også alle andre på centrum-venstre-fløjen, fordi det er skræmmeeksemplet

Skoleeksemplet på ”nødvendighedens politik” er Thorning-regeringens regeringsgrundlag fra 2011, som satte retning for Bjarne Corydon og i vidt omfang opgav en selvstændig socialdemokratisk økonomisk politik: ”Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand”.

Andre eksempler fra Corydons æra kunne være frasalget af DONG, sænkning af selskabsskatten, processen omkring lærernes overenskomst og ikke mindst forøgelsen af arbejdsudbuddet under den globale økonomiske krise. Det var alt sammen udtryk for tiltag, som ifølge bagmanden var økonomisk nødvendige.

Mindet om Bjarne Corydon bør stå stærkt hos både socialdemokrater, men også alle andre på centrum-venstre-fløjen, fordi det er skræmmeeksemplet på hvor hurtigt et politisk projekt fyldt med gode tanker og ambitioner kan køres direkte i grøften. Glem det aldrig!

Den evige kærlighed til Finansministeriet

Efter et kort afbræk i den globale konsulentbranche er Bjarne Corydon nu sat i spidsen for Dagbladet Børsen, hvor han er ved at finde sine ben som chefredaktør og som lederskribent.

Selvom det givetvis er uvant og ubekvemt for den tidligere finansminister at befinde sig i medieverdenen, så finder han tryghed i at lyde som et ekko fra fortiden.

Da Bjarne Corydons dybe, troværdige stemme forlod Finansministeriet, afgav han et løfte om at være ”defensor” for embedsapparatet i ”finansen” resten af sine dage, uanset hvor han end måtte befinde sig.

Det bliver til en sentimental hyldest, når han roser de gamle medarbejdere på Slotsholmen. Der går helt newsspeak i den, når Corydon omdøber Finansministeriet til ”Fællesskabsministeriet”

Det løfte indfrier han til fulde, når han i en Børsen-leder opfordrer til at Finansministeriet styrkes: ”Det skal ikke svækkes, men styrkes, hvis Danmarks største udfordringer skal håndteres seriøst.”

Det bliver til en sentimental hyldest, når han roser de gamle medarbejdere på Slotsholmen. Der går endda helt newsspeak i den, når Corydon omdøber Finansministeriet til ”Fællesskabsministeriet”. Det er som taget ud af George Orwells ”1984”, hvor Krigsministeriet blev til ”Ministeriet for Fred” og Propagandaministeriet blev til ”Ministeriet for Sandhed”.

Sandheden er ikke derude

Det ville være interessant, hvis Corydon ville gå ind i debatten med åbne øjne og skarpe argumenter, men det evindelige forsvar for Finansministeriet er baseret på ophidsede anklager og totalfravær af blot en flig af selvkritik.

Hvis man kritiserer Finansministeriet, kan man ifølge Corydon afskrives som en enfoldig populist. Så simpelt er det.

Selvfølgelig skal vi passe på med at lægge embedsmændene i ministeriet for had. Danmark har brug for kompetente djøfere, der kan give politikerne de bedst mulige forudsætninger for at træffe de rigtige valg og sikre, at vi får mest ud af vores skattekroner.

Fra Lex Corydon udgår der en bestemt politisk-økonomisk tænkning, hvor der altid er en højere og deducerbar sandhed

I det politiske tankesæt som Corydon – man kan kalde det Lex Corydon - forsøger at udbrede, udgår der en bestemt politisk-økonomisk tænkning, hvor der altid er en højere og deducerbar sandhed, som man kan regne sig frem til, og som man derfor altid bør lade sig styre af.

Det vil sige, at de økonomiske argumenter går forud for, hvorfor både politiske, religiøse eller kulturelle argumenter må vige.

Socialdemokrater og centrum-venstre må derimod fastholde, at det hverken er globaliseringen, teknologien eller de økonomiske kræfter, der i singularis skal diktere, hvordan vi handler politisk. Der er sjældent kun en måde at forholde sig på, og der er aldrig kun et rigtigt svar.

Vi er nødt til at erkende, at politiske modsætninger fortsat eksisterer, og at vi ikke er hinsides højre og venstre i den økonomiske politik.

Kultlederen  opildner sin skare af rettroende

Udgangspunktet må altid være, at der ikke er en objektiv historie, objektiv erfaring og objektiv nødvendighed, som vi blindt kan sætte vores lid til.

Der findes ikke noget entydigt sandt svar, og derfor vil vi altid have brug for en diskussion, der rækker udover Lex Corydon.

“That’s a fact of life”.

For hvad nu hvis – og her kommer de kætterske tanker i spil – et stærkere finansministerium faktisk var et ministerium, der forstod, at man kunne spare penge ved at investere langsigtet, at man kunne øge effektiviteten ved at give velfærdsmedarbejdere større medbestemmelse, og at større vækst kan opstå ved at afgive magt de rigtige steder.'

Den diskussion får vi aldrig, hvis man - som Bjarne Corydon - fortsætter ud af samme spor med hårdt sammenknebne øjne, og hvis man i ramme alvor afslutter sin ’argumentation’ - som han gjorde det ved en debat på årets Folkemødet - med et:  “That’s a fact of life”.

Det er kultlederen, der opildner sin skare af rettroende til det næste apolitiske masse-selvmord.

Den form for argumentation giver ingen spillerum for hverken selvkritik, nytænkning eller politisk diskussion. Det er kultlederen, der taler udenom, og opildner sin skare af rettroende til det næste apolitiske masse-selvmord. Så længe ”nødvendighedens politik” lever, så længe har vi brug for at huske skræk-historien Bjarne Corydon

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.

 

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook