Valgtrommerne buldre løs på Christiansborg. Og selv om jeg vil se det før jeg tror det, så går mange socialdemokrater vel nok rundt i disse dage og tænker gevaldigt meget over, hvad der mon egentlig skal være socialdemokraternes mærkesager, hvis og såfremt partiet vinder regeringsmagten.

For hvis vi skal være helt ærlige, så er det ikke ret tydeligt, hvad det rent faktisk kommer til at betyde, hvis Mette Frederiksen sætter sig i den store stol i statsministeriet.

Lige nu er der mest snak om hvilket støtteparti Mette Frederiksen måske, måske ikke, skal have. Og selvom det selvfølgelig har en kæmpe betydning, kan jeg ikke lade være med at tænke, at det vel er politikken, der skal afgøre det. Så jeg griber muligheden her. Hvis jeg kunne bestemme de fire hovedelementer, Mette Frederiksen skulle gå til valg på og gennemføre bagefter, ville det være:

1. Genopretning af velfærdfærdssamfundet 
Jeg oplever en stigende tendens til, at velfærdssamfundet mister opbakning. Ikke til grundideen bag et velfærdssamfund, sjovt nok har jeg aldrig oplevet så mange tilkendegivelser af, at universel velfærd er vejen frem. Men vores velfærdsmodel mister alligevel opbakning, fordi kvaliteten af velfærdssamfundets institutioner daler.

Aldrig har vi haft så stor og veluddannet en skare af medarbejder som knokler røven ud af bukserne

Aldrig har vi haft så stor og veluddannet en skare af medarbejder i vores velfærdssamfund som knokler røven ud af bukserne, men vi kommer næsten ingen vegne, fordi rammerne for at lave velfærd i dag sigter mod laveste fællesnævner, ikke højeste. Det er sgu da ressourcespild.

Der er brug for en dialog om hvad velfærd er og skal være i 2016. Hvilke opgaver er det nødvendigt, at vores fællesskab løser, for at vi som samfund og individer stilles bedst muligt? I stedet for at love mere velfærd for pengene bør Mette Frederiksen gå til valg på at genoprette velfærdssamfundet, både i ånden og økonomisk.

2. Fra ungdomsuddannelser til livslang læring
Vi har i årevis haft sindssygt meget fokus på, at de unge skulle hurtigt muligt igennem uddannelsessystemet, så de kunne komme ud på arbejdsmarkedet og være trofaste og stabile medarbejdere, nærmest til vi står på kanten af graven. Men i grunden er det lidt mærkeligt.

Jeg blev færdig uddannet pædagog i en rimelig tidlig alder, og da jeg kom ud på arbejdsmarkedet forstod jeg pludselig hvor lidt jeg egentlig vidste. Hvis vi ønsker et arbejdsmarkedet der er omstillingsparat, flexibelt og foranderligt, bør vi da netop fokusere på, at man ikke tror man kan alt, når man er 25. Men erkende, at vi lærer hele livet igennem, og først den dag man går på pension er man færdig med at udvikle sig i sit fag, arbejde eller profession.

Først den dag man går på pension er man færdig med at udvikle sig i sit fag

Det betyder, at vi måske i stedet for at have lange uddannelsesperioder som ung, skal have lidt korte studietid, lidt mere praktik og så meget mere ret til efter - og videreuddannelse i arbejdslivet derefter. Hvad siger I?

3. Opgør med akademiseringen
Hvis vi tager den beslutning, altså at fokusere på livslang læring, bliver vi også nødt til grundlæggende at gøre op med akademiseringen af vores daginstitutioner og folkeskole. Vi skal gøre op med den stigende skoleficering af daginstitutionsområdet og istedet fokusere på, at vi får stærke sunde børn med gåpåmod på livet. Det samme gælder forøvrigt i skolen.

Men formår vi ikke tidligt at få flest muligt til at føle sig med fællesskabet, så skaber vi en underklasse i Danmark som, jo ældre de bliver, vil falde mere og mere ud og blive sværere og sværere at samle op. Det betyder ikke, at børnene skal lære mindre i børnehaven eller i skolen, de skal bare lære de rigtige ting. Tidligt indsats og massiv investering heri vil give flere børn lige muligheder.

4. Investér i bedre arbejdsmiljø
Til sidst vil jeg bare nævne arbejdsmiljøet. Jeg er godt klar over, at en fabriksarbejder i starten af det tyvende århundrede på mange måder havde værre vilkår end mig og mine kollegaer idag. Men det helt ubeskrivelige hårde psykiske pres, der lægges på medarbejder idag, både i det offentlige og det private, er altså heller ikke et arbejdsmiljø, der er til at prale af.

Vores arbejdsmiljømyndigheder har spillet fallit, på Siemens Windpower får virksomheden elitesmiley af Arbejdstilsynet samtidig med, at folk bliver dødsyge af at gå på arbejde. I det offentlige vokser antallet af medarbejder med stress dag for dag, men Arbejdstilsynet må ikke komme med deres bud på hvorfor, kun konstatere, at det sker.

Vores arbejdsmiljømyndigheder er blevet skåret så meget ned, at de er bange for deres egen skygge, og samtidig har samfundet aldrig stillet så høje krav til, hvor meget vi skal arbejde og ikke mindst hvor længe. Vores arbejdsmiljøsystem er usundt og sygt. Det er en kernesocialdemokratisk opgave at rejse det igen.

 
Mette Aagaard Larsen er uddannet pædagog og faglig sekretær i BUPL.
‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.