Vi skal opdage blærekræft hos frisører, før det er for sent
Vi skal opdage blærekræft hos frisører, før det er for sent
For frisører kan dagligt arbejde med kemikalier føre til en øget risiko for blærekræft. Nu hvor det er anerkendt som en erhvervssygdom, er det på høje tid, at vi tager flere forebyggende metoder i brug
En frisør skal kunne passe sit arbejde uden at frygte, at de kemikalier, hun eller han arbejder med hver dag, mange år senere kan koste helbredet.
Derfor er det et vigtigt skridt, at blærekræft efter frisørarbejde nu er optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme. Det gælder både mænd og kvinder.
Det betyder, at frisører med blærekræft efter mange års arbejde kan få deres sygdom vurderet som en mulig arbejdsskade. Tidligere afviste sager kan også søges genoptaget.
Men vi skal passe på, at vi ikke kun ser det som en sag om erstatning. For mig handler det først og fremmest om forebyggelse.
Frisører arbejder hver dag med hårfarver og andre kemiske produkter. Nogle af de stoffer, man kan blive udsat for i faget, er kendt for at kunne øge risikoen for blærekræft.
Kræftens Bekæmpelse vurderer, at frisører har en sandsynlig øget risiko for blærekræft og peger blandt andet på produkter til hårfarvning som en mulig forklaring.
Læs også:Forbundsformand: Mafia? Nej – det hedder den danske model
Samtidig skal vi være ærlige: Forskningen giver ikke alle svar. Den kan ikke sige, at frisørarbejde er årsag til hvert enkelt tilfælde af blærekræft. Nyere forskning peger på en mulig sammenhæng, men efterlyser også mere viden.
Det er netop derfor, vi skal tage forebyggelsen alvorligt. For der er en særlig udfordring ved blærekræft. Der kan gå op til 30 år fra en skadelig påvirkning på arbejdet, til sygdommen udvikler sig.
Tænk over det. En frisør kan have arbejdet i faget i 20 eller 30 år. Måske har personen skiftet job eller forladt arbejdsmarkedet. Så kommer sygdommen. Måske viser den sig først som blod i urinen eller symptomer, der minder om en blærebetændelse.
Hvor mange vil i den situation tænke tilbage på deres arbejdsliv som frisør? Det skal vi hjælpe med.
Muligheder for forebyggelse
Når myndighederne nu anerkender sammenhængen mellem frisørarbejde og blærekræft som en erhvervssygdom, bør sundhedsvæsenet også have frisørfaget i tankerne.
Det handler ikke om at skræmme frisører. Det handler om at give dem den samme opmærksomhed, som vi forventer, når andre fag har en kendt eller mulig risiko for alvorlig sygdom.
Nu ved vi, at risikoen er der. Derfor har vi også et ansvar for at handle, før flere frisører bliver syge
Her er seks forslag til at undgå eller opdage sygdommen hurtigere:
For det første skal frisører indgå i et nationalt blæretjek-program. Det skal målrettes frisører med 10-15+ års anciennitet.
Dernæst skal de privatpraktiserende læger have fokus på erhvervet. Der indarbejdes i kræftplan 5, at tjeklister udsendes til praktiserende læger og urologer.
For det tredje skal der iværksættes en national opmærksomhedskampagne, hvor materiale sendes til saloner, læger og borgere.
Der skal udarbejdes kliniske retningslinjer for erhvervsrelateret blærekræft, med frisører som eksempel.
Derudover skal der etableres erhvervsfelter i journalsystemer, der medvirker som en reminder om erhvervseksponering ved relevante symptomer.
Endeligt skal forsknings- og udviklingspuljen aktiveres, så der kan laves internationale sammenligninger, og interventionsprojekter i saloner.
For et ordentligt arbejdsliv handler ikke kun om at få hjælp, når skaden er sket. Det handler om at forebygge skaden.
Arbejdet med at begrænse frisørernes udsættelse for skadelige kemikalier skal øges. Forebyggelse skal være en del af arbejdsmiljøet – ikke noget, vi først taler om, når en medarbejder er blevet syg.
Frisører gør hver dag en forskel for andre mennesker. De skal kunne gå på arbejde uden at betale en høj pris for det mange år senere.
Nu ved vi, at risikoen er der. Derfor har vi også et ansvar for at handle, før flere frisører bliver syge.
Kommentarer
Løsningen ligger jo lige for…
Løsningen ligger jo lige for, forbyd al brug af kemikalier i frisørsaloner til hårfarvning og hvad man ellers bruger disse kemikalier til.
Hvad er der galt med en persons naturlige hårfarve?
Kvinder og nogle mænd bliver hverken kønnere eller mere attråværdige fordi de farver håret og påsmøre læberødt og bruge botox, tværtimod.
Det er dejligt, at der…
Det er dejligt, at der kommer lidt lys på dette.
Men hvad med kunderne, der er blevet udsat for kemikalierne. Min frisør anvender nu handsker, men midlerne bliver stadigvæk smurt på huden, der ligger lige oven på hjernekassen på de berørte kunder!!
Mit hår er blevet gråt helt af sig selv, men det giver jo ingen indtægt til kemikaliefirmaerne og ingen midler til forskerhold!!
Selvfølgelig har vi et sygdomsvæsen til at redde mange op af sumpen når de bliver syge, so what the fuck. Det bliver bare til en ny afdeling på megasygehusene og nye stillinger til professorer og overlæger og nye forskningsprojekter, der kan give nogle forskere en livsstilling.
Så STOP kemikalierne i vores liv NU, tak.
Til forskel fra frisøerne…
Til forskel fra frisøerne kan kunderne jo selv bestemme om de vil have deres hår behandlet med kemikalier, det er deres eget valg.
Tilføj kommentar