Unge mennesker strømmer til højrefløjens ungdomsorganisationer. Det er sørgeligt, men sandt. I Politiken kunne man læse, hvordan Venstres Ungdom og Liberal Alliances Ungdom oplever stigende tilslutning.

Betyder det at ungdommen er begyndt at abonnere på drømmen om en grundlæggende samfundsomvæltning, hvor det danske velfærdssamfund ødelægges til fordel for halv-amerikanske tilstande? Næppe. Min oplevelse er stadigvæk, at en meget stor del af de unge ønsker at leve i et stærkt fællesskab, hvor vi sammen giver hinanden muligheder, og hvor vi griber mennesker, der falder.

Som jeg ser det, er de blå ungdomsorganisationers aktuelle succes baseret på et effektivt og offensivt illusionsnummer, som ikke i tilstrækkelig grad har været udsat for angreb og kritik fra de røde ungdomsorganisationer. De har formået at skabe en stor blå ballon af varm luft og populisme, som lover alt for ingenting og forkaster alle nuancer og mellemregninger i den politiske debat.

De forsøger at appellere til ungdommen på samme måde, som den yderste venstrefløj gjorde det i de gamle velmagtsdage: De skaber et utopisk glansbillede, som intet har med virkeligheden at gøre.

Det bedste eksempel er den romantiske frihedsfortælling, som især de liberale ungdomspartier bruger størstedelen af deres vågne timer på at udbrede. Kernebudskabet til de unge er enkelt: Du må gøre, hvad du vil, så længe du ikke skader andre. Ingen skal komme med løftede pegefingre og moralisere over for dine dispositioner og prioriteringer. Man skal have lov til at gå i hundene, hvis man ønsker det.

Når man forsøger at bilde ungdommen ind, at grænseløshed fører til et velfungerende og stabilt samfund med mest mulig frihed til alle, så er man ude i et farligt ærinde. Man fjerner alt, hvad der minder om personligt ansvar.

Umiddelbart lyder det dragende og logisk for mange unge mennesker. Det bliver endda også lidt eksotisk, når dele af de unge liberale løver mener, at konsekvensen af denne frihedstankegang bør være at legalisere alle former for alkohol, stoffer og våben. Pludselig fremstår de som det nytænkende indslag i dansk politik, der vil bryde med konventioner og stive statsstrukturer og skabe et nyt frit og frodigt samfund. De moderne revolutionære. Dem der tør gå op imod det politiske establishment og sætte mennesket før systemet.

Det lyder næsten for godt til at være sandt, og det er det også! For den tankegang, som de unge liberalister plæderer for, er dybt skadelig og kan risikere at smadre vores samfund. Den fører nemlig til ansvarsløshed. Altså, det stik modsatte af det personlige ansvar, som de foregiver at ville fremme.

Når man forsøger at bilde ungdommen ind, at grænseløshed fører til et velfungerende og stabilt samfund med mest mulig frihed til alle, så er man ude i et farligt ærinde. Man fjerner alt, hvad der minder om personligt ansvar. Grænseløshed fører nemlig til ansvarsløshed. Hvis man udelukkende får lov til kun at tage hensyn til sin egen lille næsetip, så bliver man jo befriet fra at forholde sig til alle mulige andre. Bevidstheden ryger og dermed smuldrer sammenhængskraften i vores samfund. Endestationen kan i værste fald blive anarki og kaos.

Når repræsentanterne fra VU og LAU bliver spurgt om, hvilke dele af velfærdssamfundet der skal skæres væk for at finansiere deres enorme skattereduktioner, så peger pilen næsten aldrig på dem selv.

Ansvarsløsheden kommer ikke kun til syne i de unge liberalisters syn på frihed. Også i velfærdsdiskussionen får vi den at se. Jeg har deltaget i en del debatter på forskellige uddannelsesinstitutioner, og det samme mønster går igen: Når repræsentanterne fra VU og LAU bliver spurgt om, hvilke dele af velfærdssamfundet der skal skæres væk for at finansiere deres enorme skattereduktioner, så peger pilen næsten aldrig på dem selv.

De kan enten finde på at henvise til alle mulige ligegyldige småting, som for eksempel de offentligt finansierede bycykler i København, statens informationskampagner mod rygning og alkohol eller medielicensen. Alt sammen noget som på ingen måde skæpper i statskassen, men som de unge ofte kan læse om i Metroxpress. En pop-smart forargelse som sælger mange billetter, men som desværre også bringer debatten ned på et uværdigt niveau.

Den anden mulighed er, at de udbasunerer den liberalistiske æresdisciplin: Spark nedad! Så trækker de Dovne-Robert og Fattig-Carina op af hatten og bruger dem som udgangspunkt til at harcelere imod de dovne arbejdsløse. Så får vi den velkendte smøre om, at de høje overførselsindkomster skaber samfundssnyltere. Det er uhyre sjældent, at en repræsentant fra de unge liberalister rækker fingeren op og siger: Det her skal tages fra mig!

Igen er der tale om en uudholdelig ansvarsløshed, som kræver offensivt modspil. Desværre har de røde ungdomsorganisationer endnu ikke formået at få punkteret den blå ballon. Vi bliver nødt til at komme på banen og erobre frihedsbegrebet tilbage.

Som socialdemokrat mener jeg ikke, at folk skal have lov til at gå i hundene. Man tager kun ansvar for sig selv, hvis man tager ansvar for andre. Det stærke forpligtende fællesskab er forudsætningen for, at alle mennesker kan sættes fri og realisere deres drømme og ambitioner.

Vi skal tale op til ungdommen og ikke ned til den. Liberalisternes lette løsninger skal afsløres og udstilles. Kun på den måde kan vi vinde ungdommen tilbage.

Frederik Vad Nielsen (f. 1994) studerer arbejdslivsstudier og journalistik på RUC, er redaktør på magasinet DSU’eren og medlem af DSU’s forretningsudvalg.