Vi skal redde bankerne fra sig selv

Danske Bank-skandalen er blot en i rækken af sager, der viser, at vi intet har lært af finanskrisen. Spørgsmålet er om en ny altødelæggende krise er på vej?
I disse dage er det præcis 10 år siden, finanskrisen brød ud. Vi var var millimeter fra, at den finansielle sektor nedsmeltede, med uoverstigelige følger for vores samfund til følge. Men en kæmpeindsats fra nationalbanker og regeringer gjorde, at sektoren blev reddet. Samfundet ryddede op, uanset hvad det måtte koste, og finanssektoren klarede sig igennem.

Men økonomien var påvirket af finanskrisen mange år frem. I USA, i Europa og her i Danmark. Arbejdsløsheden steg samtidig med, at velfærdsstatens sikkerhedsnet blev mere grovmasket. Det er først nu, 10 år efter, at vi kan sige at vi er ude af finanskrisens skygge. Hvilket er en ringe trøst for dem, der mistede alt i årene efter finanskrisen.

En ringe trøst for dem, der mistede alt i årene efter finanskrisen

Den gode nyhed er, at krisen fra 2008 ikke vil gentage sig. Vi stiller større krav til bankernes soliditet, end vi gjorde dengang. Der er også indført lovgivning som betyder, at de mest risikable boliglån er taget af markedet.

Den dårlige nyhed er, at de næste krise ikke vil være en kopi af den, vi havde for 10 år siden. For det er økonomiske kriser aldrig; hver krise er forskellig fra de foregående. Men kriserne har nogle fællestræk. Og desværre kan vi genfinde de årsager, som var årsagen til finanskrisen i 2008, helt uforandrede her i 2018.

En finansiel sektor uden moralsk kompas

Det første fællestræk er, at vi har en finansiel sektor, der navigerer uden noget moralsk kompas. Går den så går den er tankegangen i 2018 som den var i 2008. Med al uønsket tydelighed demonstreret af Danske Banks vilje til at hvidvaske 1.500 milliarder for russiske kriminelle.

Vi har en finansiel sektor, der navigerer uden noget moralsk kompas

Danske Bank var blevet advaret gang på gang. Første gang helt tilbage i 2007. Men i bedste fald valgte man at kigge den anden vej. I værste fald var man fuldt klar over hvad der skete, men valgte profitten over lovgivning og almindelig anstændig moral.

Danske Bank står ikke alene. I august i år var det Københavns Andelskasse, der blev afsløret i hvidvask. Før det var det Panama Papers, hvor danske banker var involveret i skatteunddragelse i stor stil. Og mange, mange andre sager. Så al snakken efter finanskrisen om, at der var brug for en mere ansvarlig finansiel sektor, var bare ord. Vi kan nu se, at den hensynsløse adfærd, som finanssektoren havde før finanskrisen, er helt den samme i dag.

De finansielle produkter der udløste finanskrisen, er tilbage

Det andet fællestræk mellem 2008 og 2018 er, at vi igen har fået en overflod af finansielle produkter, som ingen kan gennemskue. CLO, CDO, MBS og ABS er alt sammen navne på produkter, som ingen forstod, men som fra den ene dag trak tæppet væk under vores økonomi. Fordi det bogstaveligt talt viste sig, at de dyre produkter ikke var det papir værd, de var skrevet på.

Hvis korthuset ramler, står staterne vel klar til at redde stumperne ligesom de gjorde sidst

Og nu er de tilbage. I den forgangne uge kunne Bloomberg News fortælle, at de CDO’er der havde hovedansvaret for finanskrisen, er dukket op igen. Denne gang er det ikke tvivlsomme boliglån men tvivlsomme virksomhedskreditter, der bliver hvirvlet sammen og solgt som stensikre investeringer. Men forskellen er vist den samme, som man siger.

Efter finanskrisen lovede finanssektoren, at de ikke ville tilbyde den slags produkter igen. Aldrig nogen sinde. Men fristelsen til at score en hurtig profit viste sig for stor til at lade være. Og hvis korthuset ramler, står staterne vel klar til at redde stumperne ligesom de gjorde sidst, tænker de måske.

Spekulations-økonomien vinder over den virkelige økonomi

Det tredje fællestræk mellem 2008 og i dag er en finansiel sektor, der har mindre og mindre med den virkelige økonomi at gøre, og i stedet lukker sig om sig selv.

En velfungerende finansiel sektor er afgørende for vores samfundsøkonomi. Når iværksætteren med den gode ide skal låne penge, når den unge familie skal have finansieret en bolig og når vi sparer op til en tryg pension: Intet af det kan lade sig gøre, hvis ikke der er en finansiel sektor, der formidler og prissætter, hvad det skal koste.

Problemet er bare, at den finansielle sektor i mange år har fjernet sig fra den virkelige økonomi. Væksten i finansielle transaktioner sker ikke ved at der bliver lånt flere penge ud til almindelige virksomheder og borgere men ved, at finanshusene handler med hinanden.

Den finansielle sektor optræder i højere og højere grad som et internationalt oligarki

Så hvor der er brug for, at den finansielle sektor er med til at skabe fremgang og bidrage til omstillingen i de områder, der har det svært, er virkeligheden den stik modsatte. Den finansielle sektor optræder i højere og højere grad som et internationalt oligarki. Med enorme lønninger og endnu større bonusordninger til direktørerne.

Og med en galopperende ulighed til følge. I USA, i Danmark og mange andre lande, der ellers burde være rige nok til at lade fremgangen komme alle til gode.

Vi har ikke flere værktøjer i værktøjskassen til den næste finanskrise

Ingen kan garantere, at vi ikke er på vej mod en ny økonomisk krise. Hvis det sker, vil det have altødelæggende konsekvenser, fordi vi ikke har flere værktøjer i værktøjskassen.

Vi kan ikke sætte renten mere ned for at få gang i økonomien, for renterne er allerede lave eller negative. Man skal betale for at have penge stående i banken, og man kan omvendt låne penge til stort set 0 i rente. Dét våben til at bekæmpe nedgang i økonomien er allerede brugt til overflod.

Det er på høje tid at redde den finansielle sektor fra sig selv

Vi kan heller ikke trykke flere penge, for der er i forvejen sendt enorme milliardbeløb ud i økonomien fra den amerikanske og europæiske centralbank ved hjælp af de såkaldte ”Quantitative Easing”-programmer. De går i bund og grund ud på at lade seddelpressen køre, hvorefter man sender pengene ud i det finansielle system. Ikke til borgerne eller til velfærd, men direkte til det finansielle system.

Danske Bank-sagen bekræfter derfor, at vi kun har to muligheder. Enten at tro og håbe, at det nok skal gå. Bede vores fadervor, kan man sige. Eller at få indført den regulering af finanssektoren, vi talte så meget om efter 2008. Det er på høje tid at redde den finansielle sektor fra sig selv.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.
Henrik Andersen er cand.scient.pol. Han har i en årrække arbejdet i krydsfeltet mellem politik, analyser og rådgivning og har siden 2016 været tilknyttet Netavisen Pio som klummeskribent og anmelder. Han er desuden kredsformand for Socialdemokratiet i Gladsaxe.

Flere artikler om emnet

Annonce