Gennem indførelsen af kontanthjælpsloftet, integrationsydelsen og 225-timer reglen er tusindvis af danskere blevet kastet ud i fattigdom. Og gennem reformer flankeret af DJØF-floskler om moderniseringer og effektiviseringer er der foretaget massive besparelser på den offentlige sektor: Ja, faktisk så mange, at flere velfærdsområder i dag bedst lader sig kategorisere som underfinansieret.

Flere velfærdsområder lader sig i dag bedst kategorisere som underfinansieret

Skal udviklingen vendes kræver det penge, og her virker regeringen til at have andre prioriteringer. I stedet for at give velfærdsstaten en økonomisk tiltrængt saltvandsindsprøjtning, har regeringen valgt at præsentere et skatteudspil, der både vil øge uligheden og koste staten op mod 17 milliarder kroner at realisere.

Konsekvenserne af denne type udspil kender vi fra de mange tidligere skattereformer, der er gennemført siden 2001: Statens indtægter svinder, kvaliteten på vores velfærd falder og det sociale sikkerhedsnet forsvinder. Alene den personlige indkomstskat er i perioden 2001 til 2014 faldet fra cirka 38,3 procent til 35,8 procent, mens beløbsgrænsen for topskat gang på gang er blevet sat op. En øvelse regeringen nu mener skal gentages.

Har allerede kostet milliarder
Selv om udviklingen med det blotte øje måske kan virke tilforladelig, betyder skattelettelserne ifølge et LO notat, at danskerne samlet set betalte 30,4 milliarder kroner mindre i skat i 2014, end de havde gjort hvis beskatningen havde været den samme som i 2001. Heraf skal der selvfølgelig tages forbehold for, at en del af de tabte ressourcer, er kommet tilbage i dynamiske effekter, men det ændrer ikke på, at tiltagene har været en milliardomkostning for den danske stat.

Danskerne samlet set betalte 30,4 milliarder kroner mindre i skat i 2014, end de havde gjort hvis beskatningen havde været den samme som i 2001

Med et sådan fald i indtægterne giver det sig selv, at velfærden er kommet under pres. Ligesom det giver sig selv, at de mange skattelettelser, der især er kommet landets mest velstillede til gode, har øget uligheden i samfundet betydeligt, hvilket da også bekræftes af de økonomiske vismænds rapport fra 2016.

Skat for velfærd
Det er derfor på tide, at Socialdemokratiet generobrer skattedagsordenen. Ikke bare for at presse regeringen og forhåbentligt gøre en ende på deres asociale udspil, men også for at kappe båndet til den berøringsangst, der har hersket over for skattepolitik siden Anders Fogh Rasmussen erklærede sit kendte skattestop og sendte indtægtsreguleringer i dansk politik ud på et sidespor.

Befriende er det at se den norske statsministerkandidat Jonas Gahr Støre turnere rundt i den norske valgkamp med budskaber om øget beskatning

Befriende er det i hvert fald at se den norske statsministerkandidat for Arbeiterpartiet Jonas Gahr Støre turnere rundt i den norske valgkamp med budskaber om øget beskatning. For det er netop det, der er brug for, hvis vi vil gøre os forhåbninger om at forbedre velfærden og vende udviklingen. Beskatninger der i øvrigt ikke behøves at tage udgangspunkt i de traditionelle indkomstskatter, men som kan tage form af en øget beskatning på de himmelhøje fortjenester på boliger og ved at indføre en progressiv arvebeskatning.

Skattelettelse uden velfærdforringelse er utopi!
Én ting er i hvert fald sikkert: Kommunerne og regionerne holder ikke til de gentagne besparelser uden samtidig at skulle skære yderligere i eksempelvis normeringer i børnehaver og sengepladser på hospitaler. Det nytter derfor ikke at forblinde sig i 00’ernes utopiske tro på ”Skattelettelser uden velfærdsforringelser”, som VLAK-regeringen fortsat synes at bekende sig til. Også selvom det gang på gang er modbevist.

I stedet må mantraet om ”Mere skat for bedre velfærd” genoplives. Kun sådan undgår vi, at fundamentet eroderer og velfærdsstaten krakelerer – og så vil jeg i øvrigt ikke blande mig i, om dem, der fortsat har råd, køber en Lamborghini, hvis det er det de vil!

 

Mathias Würtzenfeld, er stud.scient.adm på Roskilde Universitet og landsformand for Frit Forum.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.
 Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning