Vi skal stille tech-virksomhederne til regnskab

Vi er ved at få en fordrejet version af kapitalismen, hvor vi finder os i helt urimelig adfærd fra en række teknologi-firmaer
Det er ikke så tit, vi har mulighed for at kigge de globale finansvirksomheder over skulderen. Investeringsfirmaerne, der med deres beslutninger betyder liv eller død for produktionsvirksomheder, der beskæftiger tusindvis af mennesker. Hvordan er det egentlig, de fungerer, disse finansfyrster og deres medhjælpere i sorte jakkesæt?

Masayoshi Son er et godt sted at starte. Navnet er ukendt for offentligheden, men han er på få år blevet en af de vigtigste personer i den internationale kapitalisme. Ikke fordi han har gjort en stor opfindelse; heller ikke fordi han har startet en succesfuld virksomhed. Men fordi han står i spidsen for ”The Vision Fund”. En enorm pengetank på 100 milliarder dollars, som først og fremmest kommer fra stenrige familier i de arabiske ørkenstater. Penge, som han investerer mere eller mindre efter forgodtbefindende.
250 piller om dagen og udødelighed i 2028

Singularity-bevægelsen, som er skabt af Ray Kurzweil (der er kendt for at spise 250 piller om dagen for at holde sig sund og forventer, at vi fra 2028 bliver udødelige), inspirerer i høj grad The Vision Funds investeringer.

Uber og de andre virksomheder i gruppen ødelægger med ulovlige midler den etablerede branche under slagordet om fri konkurrence

For eksempel i et firma, der har til formål at skabe computerskabte virtuelle verdener, hvor millioner af mennesker kan bo og leve; verdener lige så levende som den fysiske verden. Det lyder som en vanvittig plan, og firmaets grundlægger gav af samme grund firmaet navnet ”Improbable”. Men The Vision Fund synes, at projektet lød spændende og investerede straks 500 millioner dollars - 3 milliarder kroner.

Den slags investeringer virker helt skøre, men de er ikke det største problem ved The Vision Fund. Herregud, hvis hr. Son formår at overbevise nogle superrige mennesker fra de arabiske ørkenstater om, at det er en god idé, må de jo selv om det.
En fordrejet version af markedsøkonomien

Det store problem er de andre investeringer, som sker i teknologi-virksomheder. For eksempel en enorm investering i Uber og en række lignende firmaer som Grab og Ola, der er notorisk kendt for at prøve at undgå lovene i de lande, hvor de opererer.

For når The Vision Fund investerer i en branche, sker det ud fra en forudsætning om, at de firmaer, der har modtaget penge, skal samarbejde i stedet for at konkurrere mod hinanden. Det er allerede tilfældet for Uber, hvor de firmaer som The Vision Fund har investeret i, kontrollerer mere end 90 procent af alle kørsler på verdensplan. Uber og de andre virksomheder i gruppen ødelægger med ulovlige midler den etablerede branche under slagordet om fri konkurrence, men gør i det skjulte præcis det modsatte ved ikke at konkurrere mod hinanden.

Et andet problem er, at The Vision Fund– takket være sine rige bagmænd – har en så enorm pengetank, at de kan investere vanvittige summer i de firmaer, de udvælger. Det er en kæmpe fordel i tech-branchen, hvor det gælder om at være den første til at blive stor. Tænk på Facebook, som vi bruger, fordi alle andre gør det. Det firma, som først får det, man kalder ”kritisk masse”, er som regel i stand til at dominere markedet i årevis, ja måske for altid.

Takket være de enorme pengesummer, som The Vision Fund skyder i sine selskaber, er selskaberne i stand til at vokse med lynets hast. Ikke fordi de fra starten havde det bedste produkt eller den bedste service over for kunderne, men fordi de med markedsføring og en investor med uendeligt dybe lommer kan udkonkurrere de andre selskaber i branchen og få noget, der minder om monopol.

Masayoshi Son kalder dén strategi ”turbocharging”, men i virkeligheden er det en fordrejet version af markedsøkonomien. En version, hvor det ikke er kvaliteten af det, man sælger, men muligheden for at købe sig til et monopol, der er afgørende for, hvilke virksomheder der overlever.
En branche, der er ude af kontrol

Hvis The Vision Fund var et enkeltstående eksempel, ville det muligvis være til at leve med. Men som forfatteren og journalisten Dan Lyons beskriver i sin bog ”Disrupted” er tech-branchen og investeringsfirmaerne, der finansierer virksomhederne, gennemgående præget af dårlig moral.

Af virksomheder, hvor det at opføre sig uden hensyn til andre bliver hyldet, fordi det ses som et udtryk for genialitet og vision. Dem, der mestrer uansvarligheden bedst, er dem, der bliver belønnet med hundredvis af millioner i investeringer og bliver belønnet fyrsteligt at bonusordninger.

Går den så går den, tænker Facebook, der har ualmindeligt svært ved at leve op til helt grundlæggende krav om at passe på de data, vi som brugere overlader til dem

Går den, så går den, tænkte Travis Kalanick, da han var den øverste direktør i Uber. Resultatet er massevis af retssager om overtrædelse af lovene i de lande, hvor Uber opererer. Og massevis af sagsanlæg fra Ubers kvindeligt ansatte om sexchikane og det, der er værre. Overgrebene mod de kvindeligt ansatte var det, der fældede Kalanick som chef; overtrædelsen af Danmarks, Frankrigs og alle mulige andre landes love var bare et tegn på genialitet.

Går den, så går den, tænker Amazon, når de udsætter deres medarbejdere for helt urimelige forhold. Hvor der bliver taget tid på deres toiletbesøg og de skal bære et armbånd der sladrer, hvis de står stille.
Går den, så går den

Går den, så går den, tænker Apple. Verdens mest værdifulde virksomhed, som formentlig er en billion dollars – tusind milliarder dollars - værd inden længe. Og som alligevel har mere end svært ved at betale skat. 6 procent var mere end rigeligt at betale, mente Apple, som først efter flere retssager er gået med til at betale 100 milliarder kroner i efterskat – men fortsætter med at flytte penge rundt i verden for at undgå at skulle betale skat til de samfund, der er forudsætningen for, at Apple kan fungere.

Og går den så går den, tænker Facebook, der har ualmindeligt svært ved at leve op til helt grundlæggende krav om at passe på de data, vi som brugere overlader til dem. Jeg ville ærligt talt have forventet lidt ydmyghed fra Facebook og stifteren Mark Zuckerberg efter Cambridge Analytica-skandalen, hvor op mod 87 millioner brugeres data havnede hos et firma, der arbejdede for Donald Trump, men hans kommentarer i den amerikanske kongres og EU-parlamentet tyder på præcis det modsatte.

Disse og mange flere eksempler tegner et billede af en tech-branche ude af kontrol. En branche, som afviser at skulle stå til regnskab for at overholde de love, alle andre er underlagt. Og som grundlæggende ikke ønsker at påtage sig et samfundsansvar.
Ikke gammeldags at regulere virksomheder

Indtil nu har vi ikke turdet stille tech-virksomhederne til regnskab. For tænk nu, hvis de flyttede til nabolandet. Tænk, hvis den teknologiske udvikling gik vores næse forbi. Så vi har ladet tech-virksomhederne gøre, som de vil; ja faktisk har vi ofte givet dem vilkår, alle andre brancher kun tør drømme om. Skattefrihed, et lempeligt syn på arbejdsmiljøet og så videre.

Men dén praksis bliver vi nødt til at lave om på. Vi bliver nødt til at erkende, at man også skal stille krav om overholdelse af lovene og et rimeligt samfundsansvar til virksomheder, der beskæftiger sig med noget teknologisk. Det bliver man hverken gammeldags, it-forskrækket eller en dinosaur af mene. Faktisk lige det modsatte.

Da man i USA for 100 år siden valgte at bryde Rockefellers Standard Oil op, var det ikke fordi, man ikke forstod oliens betydning. Tværtimod kunne man se, hvor enorm betydning olie og alle dens afledte produkter ville få for samfundet og var optaget af, at udviklingen ikke kun skulle tilgodese monopoler som Rockefellers, men komme hele samfundet til gode.

Da man i USA for 100 år siden valgte at bryde Rockefellers Standard Oil op, var det ikke fordi, man ikke forstod oliens betydning

Og da USA i 1982 opsplittede AT&T  og Bell-familien af teleselskaber var det ikke fordi, man ikke kunne se potentialet i telekommunikations-branchen. Men netop fordi man kunne se, at branchen havde stor og voksende betydning, men led under at en dominerende aktør hindrede innovationen og begrænsede samfundets nytte.

Derfor er det helt skørt, når dem, der ønsker at sætte nogle fornuftige rammer for tech-virksomheder som Facebook, Google og Apple, bliver udråbt som bagudskuende maskinstormere. For det er jo lige modsat: Det er netop fordi, verden bliver mere teknologisk og digital, at det er afgørende at undgå, at det er monopoler som Facebook og Google, der bestemmer udviklingen.

Og det er netop fordi en så stor af værdiskabelsen i fremtidens samfund vil blive skabt af digitale og teknologiske tjenester, at det er både naturligt og nødvendigt, at en del af udbyttet i form af skat kommer hele samfundet til gode, i stedet for kun at gå i lommerne på de allerrigeste.

 
Henrik Andersen er cand.scient.pol. og medlem af Socialdemokratiet i Gladsaxe.‘Dagens Pioklumme’

 er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, om de emner der sætter dagsordenen i arbejderbevægelsen. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Henrik Andersen er cand.scient.pol. Han har i en årrække arbejdet i krydsfeltet mellem politik, analyser og rådgivning og har siden 2016 været tilknyttet Netavisen Pio som klummeskribent og anmelder. Han er desuden kredsformand for Socialdemokratiet i Gladsaxe.

Flere artikler om emnet

Annonce