Vi skal tage livtag med Finansministeriet for klimaets skyld

Den nye klimakurs giver håb og gejst. Men tør vi tage livtag med Finansministeriet, når det virkelig gælder, så vi for alvor kan rykke den grønne politik?
Foto: Colourbox
Man kan efterhånden ikke se sig hverken til højre eller venstre for at møde kritik af Finansministeriet. I går var det sågar Søren Pind, der mente, at Finansministeriets efterhånden havde magt til at amputere både mininister og Folketing. Spørgsmålet er, om den nye regering, tør tage det nødvendige livtag med Finansministeriets altomsiggribende magt, og at det grønne koordinationsudvalg kommer til at blive en reel magtfaktor i regeringen.

Vi kan i hvert fald ikke fortsætte, som vi plejer

Én ting er helt sikkert. Vi kan i hvert fald ikke fortsætte, som vi plejer. Det ville være dybt uansvarligt. Mens meldingerne om klodens klima er blevet stadig mere dystre, så valgte den borgerlige regering at sætte den grønne omstilling i stå. Man sænkede afgiften på energislugende biler markant. Man løb fra 40-procents målsætningen. Man valgte alt for mange smutveje i klimapolitikken.

Finansministeriet skal regne med grøn gæld

Igen er det centrum-venstre, der skal rydde op. Vi står midt i en klimakrise. Hvor de blå havde sjoflet med budgetterne i nullerne, så er det klimabudgettet, der er blevet forsømt de sidste fire år. Efter årtier med overtræk på CO2-budgettet og naturens ressourcekonto, så er det helt nødvendigt, at vi finder de penge, der er nødvendige for at betale for den grønne omstilling.

Måske skal vi begynde at tale om en uomgængelig nødvendighed – klimapolitikkens nødvendighed

I SF har vi foreslået en klimakonto på tre milliarder kroner årligt som alle i arbejde skal bidrage til efter evne. Finansministeriet skal samtidig lære at regne med klimaambitioner og grøn gæld, for det gavner jo ikke vores børn og børnebørn, at statsgælden er væk, hvis miljø, natur og klima er smadret. Derfor skal al politiks effekt på klimagasudledningen og miljøet vurderes i alle nye politiske tiltag.

Måske skal vi endda begynde at tale om en uomgængelig nødvendighed – klimapolitikkens nødvendighed – som betyder, at det aldrig nytter at regne kortsigtet og sort. Vi skal have det lange grønne perspektiv ind i alle økonomiske beregninger. For det bliver også dyrt, rigtigt dyrt, hvis vi ikke får stoppet den globale opvarmning. Og omvendt giver grøn teknologi masser af muligheder for at skabe job i Danmark.

Solidarisk klimaregning

Fejlen ved den tidligere nødvendighedens politik var at en rød regering overlod en alt for stor del af kriseregningen til de danske lønmodtagere og de arbejdsløse, og at uligheden fik lov til at stige. Det må ikke ske igen. Nu skal regningen for klimakrisen fordeles solidarisk. De bedst stillede og forurenerne skal betale mest.

Jeg havde håbet på et grønt superministerium

Jeg havde håbet på et grønt superministerium, som på linje med Finansministeriet kunne beordre al politik til gennemsyn og sætte foden ned, når klimakampen og den grønne omstilling blev glemt. Det er det ikke blevet til, men jeg håber og regner da med at regeringens tiltag med et grønt koordinationsudvalg og gennemgående fokus på klima og miljø blandt ministrene vil give klar forbedring i forhold til tidligere.

Samtidig vidner det fælles ambitiøse mål om en klimalov - der skal nedbringe det danske udslip af drivhusgasser med 70 procent i 2030 - om et politisk valg. Det er et mål, som er sat ud fra en moralsk forpligtigelse til at løse klimakrisen, og ikke et færdigt regnestykke. Det er så ambitiøst, at vi ikke kender hele vejen derhen, men alligevel har vi sat retning.

En moralsk forpligtigelse til at løse klimakrisen

Det er en god start, men vi er langt fra i mål.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Kommentarer fra Facebook