Vi skal vise, hvem S er her for

Socialdemokraterne har de sidste 15 år mistet grebet om væsentlige dele af vælgerbasen og sagt farvel til over 300.000 vælgere i nettotal. Det er direkte forbundet med evnen til at forankre partiets politik i værdier og vælge hvilke kampe der skal kæmpes.
Socialdemokratiet har kørt en af de mest professionelle og effektive valgkampe længe, og formået at hive vælgere tilbage i stort tal - formentlig større end de fleste havde troet muligt for et år side. At det alligevel ikke var nok handler måske om, at det grundlag, man gik til valg på var for snævert?

Skal vi erobre magten påny, skal vi samle vælgerne om en koalition bygget på retfærdighed og ikke kun ansvarlighed. Det kræver, at vi lytter til borgernes hverdagserfaringer og former en politik, der modsvarer deres bekymringer. Vi har de sidste 15 år mistet grebet om væsentlige dele af vores vælgerbase og sagt farvel til over 300.000 vælgere i nettotal. Det er direkte forbundet med evnen til at forankre vores politik i værdier og vælge vores kampe.

I Netavisens Pios debat mandag eftermiddag om læren fra valget valget fyldte diskussionen af valgresultatet i 2011 en del: Finanskrisens over 100.000 tabte arbejdspladser kombineret med den såkaldte Rødvinsreform, der kastede skattelettelser efter bankdirektører, og de såkaldte 'kriseløsninger' i form af angreb på dagpenge og efterløn, tegnede en afgørende konflikt op om fordelingen af byrderne fra krisen. Konflikten hjalp til at mobilisere den største valgdeltagelsen siden 1981.

Den konflikt valgte vi i regeringsperioden at lægge bag os. I stedet var strategien noget i retning af, at vi skulle vinde ejerskabet til "økonomisk ansvarlighed" gennem reformer i første halvdel af perioden; presse Venstre langt ud til højre ved at overtage deres positioner og siden vinde på de nye arbejdspladser, der kom med opsvinget.

Den strategi fejlede, fordi den sendte titusindvis af vælgere i favnen på Dansk Folkeparti. At vi som parti kompenserede for tabet, ved at tiltrække vælgere fra De Radikale og SF er glædeligt hvad angår mandattal, men ikke nok til at sikre en regeringsduelig koalition af vælgere nu eller for eftertiden.

Vi har de sidste 15 år mistet grebet om væsentlige dele af vores vælgerbase og sagt farvel til over 300.000 vælgere i nettotal. Det er direkte forbundet med evnen til at forankre vores politik i værdier og vælge vores kampe.

Økonomisk ansvarlighed kan ikke stå alene
Det er ualmindeligt svært for socialdemokrater at samle en stabil koalition af vælgere bag sig i disse tider med presset økonomi, et omskifteligt vælgerhav og opportunistisk højrepopulisme. Vi har set det på tværs af Europa såvel som i USA. På den anden side af Atlanten kan vi imidlertid måske drage en vigtig lektie af Obamas overraskende genvalg i 2012. Nate Silver, mester-statistikeren overthere, gjorde dommen klar omkring midtvejsvalget 2010 - hvor Tea Party og republikansk offensiv havde ramt hårdt: Obama er færdig! Dommen lød fra en iagttager sådan her om Obamas første tre år ved magten:

"By planting his flag on responsibility, not fairness—by failing to tell the story of the past few decades and refusing to assign blame—he rendered his policies faceless. He allowed struggling Americans to believe that the policies existed to serve something called the government—not them. At the same time, he allowed his enemies to portray him as an elitist."

George Packer, The New Yorker

Spørgsmålet er, om ikke samme udfordring er relevant for os herhjemme? Ansvarlighed - det at tage ansvar for magten, det at føre økonomisk ansvarlig politik osv. - kan ikke stå alene. At få styr på økonomien er i vælgernes øjne alene, at gøre sit arbejde som regering. Hvis du vasker gulv på en skole hver morgen, forventer du heller ikke klapsalver når forældre, lærere og elever møder kl. otte. Det andet ben må og skal være et spørgsmål om en oplevelse af retfærdighed. Og det skal folk opleve ikke kun i de reformer og resultater, vi laver - men også i de værdier, vi kæmper for.

På tværs af disse konfliktlinjer har vi ikke formået at stå klart på lønmodtagernes side den senere tid. Måske det er en af forklaringerne på, at de over de sidste 10-15 år har fravalgt os i stort antal?

Hverdagslivet bliver mere konfliktfyldt
Det skyldes ikke mindst at folk i vid udstrækning oplever deres hverdag som mere konfliktfyldt end tidligere. Og måske også at Danmark opleves mindre retfærdigt end tidligere? To eksempler:

1) Hundredtusindvis af danskere arbejder i jobs, der er langt mere pressede på løn og arbejdsvilkår i dag, end sidst vi havde regeringsmagten. Mange især ufaglærte, faglærte og specialarbejdere oplever at "de skal tabe for at Danmark kan vinde" i den internationale konkurrence.

2) Endnu flere danskere oplever, at dem, der bestemmer, rykker stadig længere væk: når deres arbejdsplads overtages af større koncerner i den private sektor eller når kommuner lægges sammen, beslutninger centraliseres omkring Slotsholmen (og navnlig Finansministeriet) eller i mere komplekse koncern- og center-strukturer i dette offentlige. Det skaber en konfliktlinje mellem "planlæggerne" og "de planlagte"

På tværs af disse konfliktlinjer har vi ikke formået at stå klart på lønmodtagernes side den senere tid. Måske det er en af forklaringerne på, at de over de sidste 10-15 år har fravalgt os i stort antal?

 "Vi gennembankede Reaganomics"
Da jeg efter Barack Obamas genvalg i 2012 deltog i en konference for europæiske socialdemokrater i Washington, blev en nøglesætning gentaget igen og igen:

"Politics is about picking fights" var den vigtigste lære blandt "politicos", tænketanke og demokratiske politikere og kampagnefolk.

Som Joel Benenson, Obamas chef-pollster (ham der har ansvaret for at udarbejde meningsmålinger, fokusgrupper etc.), udtrykte det på en konference i Washington efter valget, så lykkes man med, at gøre valgkampen til en kamp om den klemte midte og mod trickle-down økonomien: "Vi tog hele det tankesæt, der ligger bag Reaganomics ud og gennembankede det" Det lykkedes fordi Obama havde en modkandidat, der inkarnerede den form for hyperkapitalisme, mange amerikanere siden krisen forbandt med jobtab, jobløs vækst og galopperende ulighed gennem favorisering af de 1 procent.

Ikke mindst takket være Occupy formåede Obama og hans folk dygtigt at vise, hvem de er der for, ved at gøre valget til et "make or brake moment for the struggling middle".

Vis hvem vi er der for
Socialdemokratiet valgte sådan set også bestemte konflikter i denne valgkamp. Vi gik til valg på en strategi om at vinde ved at afpolitisere de store spørgsmål (0,0-vækst overfor 0,6-vækst viste sig ikke stærkt nok) og i stedet iscenesætte valget som en kamp Løkke vs. Helle. Vi spillede på troværdighed og på ansvarlighed overfor ansvarsløshed - at rende fra regningen osv. Problemet ved den konflikt er, at den ikke i ret høj grad viser, hvis side, vi er på. Den former ikke et fællesskab, et os/dem.

Som mine to tidligere eksempler viste, så er det ikke fordi virkeligheden derude mangler hverdagserfaringer af konflikter og pres. Skal min løn ned? Er der ordentlige forhold for de ældre, når jeg bliver gammel? Siger kroppen stop før jeg når den forhøjede pensionsalder? Bliver mit lokalsamfund hægtet af udviklingen? Må jeg gå fra hus og hjem, hvis jeg får fyresedlen?

3F forsøgte eksempelvis at rejse nogle af disse temaer ved at forme en positiv fortælling om, hvordan Danmark ikke skal vinde ved at dumpe lønnen - men ved at bygge på godt arbejde til en løn man kan leve af. Ved at gøre valget til et spørgsmål om at sige nej til et Ryan-Air-samfund.

Ønsker vi fremover at forme regeringsduelige og stabile koalitioner af vælgere, skal vi lære kunsten at vise hvem vi først og fremmest er der for ved at sætte ord på de erfaringer af bekymringer, utryghed og uretfærdighed, folk oplever - og vise at vi er i stand til, uanset alle vores uenigheder, at forme et regeringsalternativ, der kan levere løsninger på disse.

Det nye regeringsgrundlag viser desværre tydeligt, at de konflikter, der har gjort følelsen af utryghed og oplevelsen af uretfærdighed til hverdag for mange mennesker siden krisen, risikerer at tage til.

Drømmen om et mere retfærdigt samfund
Mette Frederiksen slog i sin tale på kongressen i søndags fast: “Socialdemokratiet er først og sidst drømmen om et mere retfærdigt samfund.” Dermed har den nyvalgte formand givet os et godt afsæt for at påbegynde det vigtige arbejde med at genvinde tilliden blandt de mange, der har forladt os de senere år, om at vi er partiet, der kan forme en politik, som spejler deres erfaringer i hverdagen.

Rune Baastrup  (f. 1980) er udviklingschef i Tænketanken Cevea.


placeholder

Annonce