Vi slipper ikke uden om valget: Oprustning eller velfærd

USA’s præsident Donald Trump mener, at de europæiske Nato-lande skal bruge langt flere penge på forsvar, nemlig fem procent af bruttonationalproduktet (bnp).

Alliancens generalsekretær Mark Rutte er enig med Trump i, at vi bruger alt for lidt. Det samme er den danske regering.

Statsminister Mette Frederiksen har således talt om, at vi skal ”tættere på fem procent end to procent”, og forsvarsminister Troels Lund Poulsen har åbnet op for, at forsvarsudgifterne kan blive øget til fire procent af bnp.

Dermed nærmer vi os omegnen af 100 milliarder kroner årligt - halvanden gang udgifterne til den danske folkeskole.

For at forstå hvor stort et beløb vi taler om - både i kroner og ører, men også i politisk investering - kan vi sammenligne det med to af de senere års markante velfærdskrav.

Det første, kravet om minimumsnormeringer i dagsinstitutionerne, som småbørnsforældre og pædagoger kæmpede for igennem flere år, kostede sølle 1,8 milliarder kroner at implementere.

Og det andet, Arne-pensionen, som fagbevægelsen fejrede som en historisk sejr, blev vurderet til at koste staten blot tre milliarder kroner årligt.

Så i både økonomisk og politisk forstand er 100 milliarder oprustningskroner et helt anderledes stort beløb.

”Alt andet kommer i anden række”

Kampen om finansieringen er da også for længst gået i gang; ikke mindst internt i regeringen.

Socialdemokratiet mener således, at der samtidig med oprustningen også er plads til at stoppe stigningen i pensionsalderen.

Dette afslår Venstre og Moderaterne dog - for oprustningen kommer først, og ”alt andet kommer i anden række”, som Troels Lund Poulsen har sagt.

Og også velfærden, må man forstå. I hvert fald har Lars Løkke Rasmussen med sit forslag om at sænke selskabsskatten gjort det krystalklart, at det offentlige må holde for.

De gamle må forvente en lavere kvalitet i plejen

Uanset om den massive oprustning bliver finansieret af socialdemokrater eller borgerlige, vil den dog føre til mindre velfærd.

I første omgang som vi kender det: Længere ventetider og færre behandlingstilbud i sundhedssektoren; og større klasser i folkeskoler og på gymnasier.

De gamle må forvente en lavere kvalitet i plejen, og de udsatte grupper mindre hjælp til at klare dagen og vejen.

Endelig vil der komme færre investeringer i kollektiv transport. Og overalt vil brugerbetalingen vinde frem, så adgangen til velfærd bliver mere afhængig af pengepungens størrelse.

Pædagogerne i daginstitutionerne kan godt glemme alt om bedre normeringer, og det samme kan sygeplejerskerne på hospitalerne

Og endnu vanskeligere vil det selvfølgelig blive at få nye krav igennem. Kommuner og regioner skal derfor ikke forvente flere midler, tværtimod.

Pædagogerne i daginstitutionerne kan godt glemme alt om bedre normeringer, og det samme kan sygeplejerskerne på hospitalerne.

Og ikke mindst kan vi alle - især 3F’ere, sosu’er og HK’ere – glemme alt om forbedrede pensions- og tilbagetrækningsordninger.

Urealistisk i dag, nødvendigt i morgen

Spørgsmålet er imidlertid, om det er nok? 

For ved siden af oprustningen, kræver også klimaberedskabet og den teknologiske udvikling nye og massive offentlige udgifter.

Spørgsmålet er derfor, om ikke oprustningen og den konfliktfyldte verden, som politikerne vil have os til at se ind i, vil føre til endnu dybere indgreb i både offentlige ydelser og service?

Hvad der i dag virker helt urealistisk, kan derfor i morgen blive helt nødvendigt – set med politikernes øjne. Kernevelfærden vil sandsynligvis blive ramt.

Politikerne lover i dag at beskytte eksempelvis SU, folkepension og gratis lægehjælp. Men i takt med, at vi bevæger os længere ud mod konflikt og krig, kan de blive nødt til at skære i sådanne kerneydelser.

Desuden skal vi huske på, at det stadig vil være lønmodtagerne, der betaler

Men kan vi så ikke bare hæve skatterne frem for at skære ned i den offentlige velfærd? 

Det kræver, at regeringen ophæver sit skattestop, og det vil den på et tidspunkt også blive nødt til at gøre; dog ikke for at forbedre velfærden men fordi offentlige besparelser ganske enkelt ikke vil kunne dække de vedvarende stigninger til krise, krig og oprustning, men må suppleres af højere skatter (og i øvrigt også af offentlig låntagning).

Desuden skal vi huske på, at det stadig vil være lønmodtagerne, der betaler. Det anslås nemlig, at lønmodtagerne betaler op imod 70 procent af de samlede skatteindtægter.

Dertil kommer, at de også betaler moms som forbrugere; momsen udgør 20-25 procent af de samlede skatteindtægter.

Interne slagsmål i fagbevægelsen

Alt dette er formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) Morten Skov Christiansen godt klar over. Og også klar over at det voldsomme pres på velfærden risikerer at føre til interne slagsmål i fagbevægelsen og måske endda splittelse.

For når krybben er tom, bides hestene. Og når der bliver færre velfærdskroner, vil den indbyrdes kamp imellem de offentligt ansattes fagforeninger blive skærpet, mens de privatansatte vil modsætte sig skatteforhøjelser med næb og klør.

Morten Skov Christiansen har meddelt, at han nødtvunget kan acceptere en krigsskat – dog ikke kun for borgere, også for virksomheder. Og han ønsker samtidig, at alle skattelettelser skal rulles tilbage, statsgælden skal øges, og at staten skal bruge af sine forventede overskud (’råderum’).

Man kan nok få folk til at acceptere mådehold for at klimasikre, men ikke for at opruste og føre krig – i hvert fald ikke ret længe

For som han siger til Børsen: ”Hvis man siger, at nu skal lønmodtagerne betale regningen, så køber vi den ikke. Det er en meget farlig vej at gå, og jeg frygter, at det vil få opbakningen til de bærende samfundsinstitutioner og selve vores samfundskontrakt til at lide knæk.”

FH-formanden fortæller os altså, at befolkningens opbakning kan forsvinde, hvis oprustningen sker på bekostning af den daglige tryghed.

Man kan nok få folk til at acceptere mådehold for at klimasikre, men ikke for at opruste og føre krig – i hvert fald ikke ret længe.

Ifølge en Megafon-måling lavet for TV 2 siger allerede i dag 55 procent af danskerne nej til en krigsskat. Og kun 20 procent vil have oprustningen finansieret via besparelser i velfærden.

Politiske brudflader

På den baggrund tegner der sig to vigtige politiske brudflader, som vil udvikle sig i de kommende uger og måneder.

Den første er internt i regeringen mellem Socialdemokratiet på den ene side og Venstre og Moderaterne på den anden.

For selv om der er enighed om oprustningens omfang, er der uenighed om finansieringen. Det bliver et voldsomt slagsmål, der kan sprænge regeringen.

Vi må vente at se, hvad det kommer til at betyde for forholdet imellem fagbevægelsen og Socialdemokratiet

Den anden brudflade afhænger af udfaldet af den første. For jo større en regning regeringen vil udskrive til lønmodtagerne gennem mindre velfærd og mere skat, desto højere er sandsynligheden for, at fagbevægelsen siger fra over for regeringen.

Vi må vente at se, hvad det kommer til at betyde for forholdet imellem fagbevægelsen og Socialdemokratiet.

Og hvad der kommer til at ske internt i fagbevægelsen, hvor uenigheden kan blive stå stor, at nogle forbund ikke længere ser værdien i et fortsat medlemskab af FH.

I hvert fald vil de politiske modsætninger nu skærpes som følge af den økonomiske smalhals og med udsigten til uendelig krig; ifølge Troels Lund Poulsen er det nemlig ikke usandsynligt, at krigen i Ukraine bliver ”den første krig af mange."