Vi lever i en anspændt tid. Uligheden mellem mennesker stiger, usikkerheden for fremtiden styrkes og troen på politikernes forandringsvilje svækkes. I Danmark er uligheden gennem skiftende regeringer steget, og evnen – og ikke mindst viljen – til at ændre på udviklingen er udeblevet.

Samtidig er den finanssektor, som udløste en verdensomspændende finanskrise, tilbage i topform. De kører i ligeså høj fart som før finanskrisen og er aldrig blevet tvunget til at rydde  op efter de massive sociale og økonomiske ulykker, de efterlod sig.

Alvorligt bekymret for en ny finanskrise
Det sætter ikke blot min retfærdighedssans på prøve, at politikerne endnu ikke har taget et grundlæggende opgør med de faktorer, som kastede os ind i finanskrisen. Det gør mig også alvorligt bekymret for muligheden for en ny finanskrise, som igen skal betales med stigende ustabilitet og ulighed.

Det gør mig også alvorligt bekymret for muligheden for en ny finanskrise

Hvis en ny krise rammer, er spørgsmålet nemlig ikke blot, om Vesten kan håndtere det økonomiske kollaps; spørgsmålet er i langt højere grad, om kombinationen mellem stigende ulighed, øget politisk polarisering og en stadig ulmende flygtningekrise vil sætte de vestlige stabiliserende institutioner og samfund over styr.

Kan EU overbevise folk om, at de arbejder for dem, hvis finanssektoren endnu en gang får lov at tørre regningen af på almindelige europæere? Kan de etablerede partier forklare sig ud af, at de endnu en gang bliver nødt til at hive penge op af velfærdskassen, og kan de uden at blinke overbevise befolkningen om, at demokratiet ikke solgt væk til de store banker?

Politikerne har ventet på, at bankerne skulle regulere sig selv
Indtil videre er det som om, at politikerne har ventet på, at bankerne skulle regulere sig selv. Det kan jo godt være, at de på sigt gør det. Men vi har ikke råd til at sidde på hænderne i ventetiden. Tiden hvor politikerne skælvende bukker og nejer for bankerne må ende her. Nu er det tid til at handle.

Tiden hvor politikerne skælvende bukker og nejer for bankerne må ende her.

Første skridt handler om anerkendelse. Politikerne bliver nødt til at få øjnene op for, at de på mange måder er fanget i finanssektorens jerngreb. Det er blevet et demokratisk problem, fordi det blokerer for folkets vilje til at få en mere fair regulering af bankerne.

Politikerne bliver nødt til at give taktstokken tilbage til befolkningen og herefter gennemføre 3 afgørende tiltag, som skal forhindre, at en potentiel ny finanskrise skal betyde nye sociale uroligheder og ikke mindst en større politisk polarisering:

1. Skær de store banker midt over

Når en bank bliver så stor, at den udgør en trussel for samfundsøkonomien, hvis den krakker, så mener jeg, at den er blevet for stor til at eksistere. Disse systemisk vigtige banker er simpelthen farlige for samfundsøkonomien, fordi de vil smadre landenes økonomier, hvis de bukker under.

Det betyder først og fremmest, at de kan have en pistol for skiftende regeringers pande og tvinge dem til at holde hånden under sig. Præcis som vi så det med de store bankpakker, hvor der blev mobiliseret omkring 200 milliarder for at redde Danske Bank.

Herudover spiller det demokratiske problem også ind. Når banker bliver for store, får de også for stor politisk indflydelse. Det har vi oplevet gentagene gange, hvor bankerne har overtalt politikerne til at deregulere deres sektor og lade gebyrerne stige, men størst af alt pressede de den daværende VK-regering til at skrotte den såkaldte ’upside’-model i bankpakkerne.

Det eneste element af bankpakkerne, som faktisk ville gøre dem til en fornuftigt aftale for de danske skatteborgere, som dog desværre er blevet snydt for flere milliarder kroner. ’Upside’-modellen ville nemlig betyde, at staten kunne have fået del i bankernes kursgevinster til gengæld for bankpakkerne. Regeringens begrundelse dengang var, at det ikke gav mening, fordi ikke alle banker i Danmark er børsnoterede. Det er dog en meget fattig undskyldning, som desperat dækker over det faktum, at politikerne simpelthen ikke kan gøre noget, hvis bankerne siger nej. For både børsnoterede og ikke-børsnoterede banker kunne have indgået i modellen ved at lade statens ejerandel følge indekset for børsnoterede banker, eller gøre statens aktier til præferenceakter, som i princippet betyder, at den danske stat ville få udbytte før andre aktionærer. Det vidste regeringen også godt, men milliardrabatten kunne ikke undgås, fordi politikerne igen udviste slaphed over for bankerne.

Det sidste afgørende argument for opsplitningen af bankerne er at danne fredsring om skatteborgernes penge ved at adskille bankernes investeringsaktiviteter fra den almindelige bankdrift. Helt almindelige danskeres sparepenge skal ikke bruges i bankernes jagt på hurtige og risikable investeringer, hvor profitten havner hos de rigeste aktionærer og underskuddet hos de almindelige kunder. Danske bankkunder skal kunne gå i banken med trygheden om, at det er en rådgiver og ikke en sælger, som sidder på den anden side af skrivebordet. Finanskrisen var beviset på, at bankerne ikke skal have lov til at drive virksomhed ved at sælge tvivlsomme og komplicerede finansielle produkter til godtroende kunder, som aldrig har overvejet, at den flinke rådgiver, som sidder overfor dem, i virkeligheden er en sælger, som tjener sine penge på at sælge de mest risikofyldte produkter som muligt til sine kunder.

2. Læg et loft over bankernes absolutte størrelse i forhold til BNP

En opsplitning af bankerne vil være et stort skridt i den rigtige retning, men det vil ikke være nok. Husk på, at Lehman Brothers hev hele finanssektoren med sig i faldet, og det var en ren investeringsbank. Derfor bliver vi også nødt til at lægge et loft over bankernes absolutte størrelse i forhold til BNP.

Danske Banks aktiviteter er næsten to gange større end hele Danmarks BNP, nemlig 186 %. Man skal ikke være økonom eller på anden måde matematisk begavet for at kunne konstatere, at det er en fuldstændig uproportionel størrelse, som uden lige ville betyde et total samfundskollaps, hvis Danske Bank krakkede. Derfor er det fuldstændig afgørende, at vi får et loft over størrelsen på bankerne.

3. Stærkere europæisk rammelovgivning

En svag europæisk rammelovgivning sammen med overdreven risikotagen, utilstrækkelige krav om bankernes egenkapital- og likviditetskrav, hele banksystemets kompleksitet, manglende kontrol og tilsyn samt en uforholdsmæssig stor eksponering over for lån i fast ejendom i forhold til kapitalmarkedsaktiviter er nogle af de mest afgørende elementer i forhold til udløsningen af finanskrisen.

Det er alt sammen ting, som vi ikke kan løse alene i Danmark. Derfor er det uhyggelig vigtigt, at EU tager deres eksistensberettigelse alvorligt og gør sig selv gældende i forhold til at sikre en langt stærkere rammelovgivning, end den vi kendte før krisen, og den vi kender i dag. For selvom det med Basel III-aftalen lykkedes at få det internationale samfund til at blive enige om skærpede krav til bankernes kapitalbeholdning, så er vi langt fra på et niveau, som vil have afgørende betydning, hvis en ny krise rammer. Særligt fordi de fleste banker kan vente helt til 2019 med at leve op til de nye kapitalkrav.

Jeg mener faktisk, at alle dem, som tror på det europæiske samarbejde, bliver nødt til at kæmpe for  stærkere rammelovgivning. EU står overfor sin tids største udfordringer, terror, flygtningekrise, Brexit og stigende økonomisk ulighed. Hvis EU får en ny finanskrise på nakken og ikke formår at have sikret EU-borgerne inden, så er jeg meget bange for, at EU ikke bare står med et forklaringsproblem, men også en eksistentiel krise. For hvis ikke vi skal bruge EU til at dæmme op for en grænseoverskridende grådighed, hvad skal vi så bruge EU til?

Reguleringen af bankerne og finanssektoren går langt udover partifarver og skiftende regeringer. Det handler om at sikre, at en ny finanskrise ikke kaster Vesten ud i en ny social katastrofe, som potentielt kan være et brud på stabiliteten.

Jeg vil derfor bede dig om en ting, lad partibogen blive derhjemme og kom ind i kampen for en fornuftig regulering af bank- og finanssektoren

Jeg vil derfor bede dig om en ting, lad partibogen blive derhjemme og kom ind i kampen for en fornuftig regulering af bank- og finanssektoren. I hvert fald indtil de selv får en samvittighed.

 
Nilly Taheri er stud.jur. på Københavns Universitet og tidligere formand for DSU København.
‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i ar