Langt de fleste uddannelser ligger i de store byer
Men fundamentet under vores uddannelser er krakeleret efter mange år med besparelser og nedskæringer. 1,3 mia. kroner fik den tidligere regering suget ud af vores uddannelser. Det er ødelæggende for vores unge, der får dårligere undervisning. Det ødelægger arbejdsglæden for underviserne, som får færre kolleger og mere travlt. Men den helt store taber er vores fælles fremtid, når morgendagens Danmark skal formes af en mindre veluddannet og mere stresset generation.
Men uddannelse har ikke kun betydning for vores fremtid. Det handler også om vores nutid - og dét, der binder os sammen her og nu på tværs af land og by. Langt de fleste uddannelser ligger i de store byer, mens vi i de små byer har færre og mindre uddannelser såsom VUC, HF, små gymnasier og professionsuddannelser og akademiuddannelser.
Uddannelserne uden for de store byer har været særligt presset af den tidligere regerings besparelser. Hvorfor? Fordi besparelserne gør mere ondt i et mindre budget end i et stort - det koster ganske enkelt mere pr. elev at drive en lille uddannelsesinstitution end en stor. Enkelte steder i landet har nedskæringerne betydet, at små uddannelser har betalt den højeste pris og har drejet nøglen om. Og det er dyrt for vores sammenhængskraft på tværs af landet.
Det koster ganske enkelt mere pr. elev at drive en lille uddannelsesinstitution end en stor
Mange af dem var nemlig det absolut sidste uddannelsestilbud i nærheden udover den lokale folkeskole. De institutioner har haft stor betydning for dem, der ikke er gået den lige vej eller som på grund af nedslidning, sygdom eller andre skavanker har måtte tilbage på skolebænken. Og de betød, at lokalbefolkningen trods alt oplevede, at der var en flig af velfærd tilbage i mange af de områder, som er blevet hårdt ramt af centraliseringen af vores velfærd.
De lukkede skoler kan vi ikke genåbne med et snuptag ved at fjerne den tidligere regerings besparelser. Men vi kan sikre, at der i fremtiden bliver skabt ro omkring vores uddannelsesinstitutioners overlevelse. I hele landet.
For Socialdemokratiet handler det om politiske prioriteringer. Vi prioriterer uddannelse, og det gør vi ved at komme med helt konkrete investeringer. Vi løser ikke alle de problemer, som uddannelsesinstitutionerne slås med, men vi genskaber et fundament, som vi kan bygge ovenpå i de kommende år. Vi vil have uddannelser i hele landet. For dem, der ikke er gået den lige vej igennem systemet. For dem, der løber stærkt og savner en ekstra kollega. Og for sammenhængskraften mellem os alle.
Vi vil have uddannelser i hele landet
Uddannelse er det allerstærkeste råstof, vi har i Danmark. Det ved vores socialdemokratiske regering, og derfor sætter vi nu en ny retning, hvor vi bygger op i stedet for at rive ned.