Vidne til den rendyrkede destruktion

Anmeldelse: Vinderfilmen af årets CPH:DOX filmfestival er 110 minutter dokumentar, hvor børne-lig, menneskelige meningsløshed og krigens forbandede rædsler bliver banket ind i biografgængernes hoveder.
Filmen er end ikke et minut gammel før jeg får lyst til at gå. Forlade biografsalen og finde noget mindre ubehageligt at bruge min tirsdag aften på. Billederne af et lille syrisk barn, der bliver reddet ud af en sammenstyrtet mur, giver mig lyst til at søge flugten.

Filmen hedder ’De sidste mænd i Aleppo’ og det er anden særvisning af den dokumentarfilm, som har vundet hovedkonkurrence af CPH:DOX, som er Københavns årlige dokumentarfilmsfestival, som i år blev afholdt for intet mindre end 14. gang.

Filmen er stillestående, brutal og hjerteskærende modbydelig.

De hvide hjelmes lidelse
Jeg har sjældent været vidne til en fremstilling af virkeligheden, der rækker så dybt og efterlader så tydeligt et aftryk på alle dem, der har siddet foran lærredet. Virkemidlerne er få og billeder får lov til at tale selv i filmens 110 minutter. Nogle ufatteligt lange og onde 110 minutter.

Det krigens rædsler på den mest forfærdelige måde.

Dokumentarfilmen viser en håndfuld yngre syriske mænd i Aleppo, der kæmper for at redde døende og lemlæstede mennesker ud af de mange huse, der går i brand og styrter sammen efter bomberne fra de russiske bombefly, som hærger byen.Billederne viser mændenes sorg, deres utrættelig kamp og deres eksistentielle tanker, mens de graver det ene baby-lig efter det andet ud af sammenstyrtede bygninger.

Man ser krigens rædsler på den mest forfærdelige måde.

Det er på den ene side umuligt at forstå de syriske mænd - der er organiseret i De Hvide Hjelme, som er en civil redningsgruppe, der opererer over hele det krigshærgede Syrien - når de får deres indsats til at virke, som det mest naturlige i verden, og gerne tager en pause med en rask omgang fodbold. På den anden side udgør deres handlinger et indlysende desperat forsøg på at dyrke det normale i en situation, hvor alt er uhyggeligt unormalt.

Kampen for at finde i den totale meningsløshed
Filmen er bedst, når den viser mændenes kamp for at finde mening i den totale meningsløshed, når den viser det umiddelbare vanvid i russernes fuldstændigt tilfældige bombardementer af Aleppo og når man hører mændenes både opmuntrende og fortvivlede samtaler med hinanden.

De syriske instruktør Firas Fayyad, der selv holde oplæg og besvarede spørgsmål efter filmvisningen, giver biografgængerne et tæt forhold til filmens tre centrale skikkelser Khalid, Subhi og Mahmoud. Symptomatisk for den gennemgående meningsløshed var en af de tre afgået ved døden under det fortsatte ødelæggelse af Aleppo.

Det er ikke filmens handling, dens spændingsopbygning eller progression, der fastholder blikket på lærredet. Det er alene den menneskeskabte rædsel og totale meningsløshed. Filmen gør en til vidne af den rendyrkede destruktion. Det er ingen handling, ingen udvikling og ingen konklusion Tilgengæld er der et budskab, der slås hamrende fast igen og igen.

En film, der virkelig har et budskab

Som den ene instruktør Fayyad, der selv har siddet fængsel i Syrien, også under den efterfølgende spørgsmål-svar session i biografsalen gør opmærksom på, så har han et politisk ærinde. Han vil råbe vesten op, han vil have biografgængerne til kontakte deres politikere og han vil have politikerne til at åbne grænserne for Syriske flygtninge.

Når vi skal se de mange spædbørn, deres livløse kroppe og deres blå farve i hovederne, så er det for at få os til at handle

Når vi skal se de mange spædbørn, deres livløse kroppe, deres blå farve i hovederne og deres blødende sår i de støvede murbrokker, så er det for at få os op af stole og for at få os til at handle. Selvom om både handling og budskab er vigtigt, så den vedholdende hammeren-løs, trættende og simplificerende på en måde, hvor dokumentarfilmen mister noget af sin troværdighed.

Budskabet fra ’De sidste mænd i Aleppo’ er trængt fuldstændigt igennem efter 25 minutter og resten af filmen forbliver en lang gentagelse.

Filmen er stærk, ubehagelige og effektfuld, men den bliver desværre også langtrukken, forceret og indoktrinerende på en måde, som slet ikke var nødvendig. Selvom filmen ærinde entydigt er at vække ubehag, så tænder de syriske mænds menneskelighed mit i al meningsløsheden alligevel en lille flamme af håb.

De sidste mænd i Aleppo. Dokumentar. Instrueret af Feras Fayyad og Steen Johannessen. Spilletid: 1 time, 50 minutter.

Filmen er set af Jens Jonatan Steen.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook