Viggo Kampmann: 'En genial talmagiker'

Anmeldelse: Thorvald Stauning, Hans Hedtoft, H.C. Hansen, og Jens Otto Krag er alle velbeskrevne helteskikkelser i den socialdemokratiske historie, mens Viggo Kampmann aldrig rigtig har fået sin plads. Det råder ny indsigtsfuld biografi fra Poul Smidt bod på.
Et kompliceret menneske, en unik reformator og en stor socialdemokrat. Viggo Kampmanns placering i den socialdemokratiske historie har været forsømt, hans rolle som en af velfærdsstatens førende arkitekter overset og frem for alt, så har fortællingen om Kampmann altid været overlæsset med farvefulde anekdoter om den maniodepressive statsminister, der ’turede det københavnske natteliv’.

Men Viggo Kampmann var meget mere end det, og på trods af et svagt kildegrundlag, så er det lykkedes for journalisten Poul Smidt at levere en overbevisende fortælling om en fremsynet, hårdtprøvet, talstærk og sjælden socialdemokratisk stridsmand. Biografistens egen forkærlighed for sit emne, Viggo Kampmann, fornægter sig ikke.

Den socialdemokratiske statistikker
Når det kommer til arven fra barndomshjemmet, gør Poul Smidt kort proces. Det er ikke her man finder kimen eller forklaring på, hvorfor Viggo Kampmann kommer til at blive en af tidens helt store socialdemokratiske ledere. Hans opvækst som adoptivbarn hos en tante i Fredericia er præget af gode kår og støtte fra hjemmet. På den måde skiller Kampman sig også ud fra sine forgængere på posten som socialdemokratisk partiformand.

Kampmann er akademiker over en kam. Han finder som stud.polit sit kald i statistikkerne, der skaffer ham job som studentermedarbejder i Det Statistiske Departement, hvor han hurtigt udmærkede sig. Han engagerer sig også i studenterpolitikken, men det er den teknokratiske vej, der leder ham ind i politik og senere gør ham til socialdemokrat. Kampmann var på ingen måde født ind i Socialdemokratiet.

Op igennem 1930’er og 40’erne studerer den unge statistiker Franklin D. Roosevelts indsats under den amerikanske depressionen, han følger John Maynards Keynes gennembrud og senere læser han også William Beveridge's bog Full employment in a Free Society, der giver ham troen på statens ansvar for aktivt at skabe fuld beskæftigelse. Denne inspiration bliver omsat til debat og kronikker i netværkene ’Socialistiske Økonomer’ og ’Clarté’.

Politisk drivhus-passer
Fra det statistiske departement stiger Kampmann op i graderne i Finansministeriet, hvor han kommer til at sidde i - og ofte for bordenden af - en lang række økonomiske udvalg, der tager stilling til skattelovgivning, den økonomiske politik efter krigen, beskæftigelsen, indførelse af folkepensionen og meget mere. Her gør Kampmann, som Berlingske Tidende bemærker, sig uundværlig.

Kampmann2
Billede af Socialdemokraterne Julius Bomholt og Viggo Kampmann i havet ved Fanø. 

Kampman udmærker sig som embedsmanden, der altid kan finde nye løsninger på de økonomiske udfordringer og som altid tænker næste skridt frem. I de økonomiske diskussioner bliver han til først den akademiske og siden socialdemokratiske enkeltmands-tænketank - længe før begrebet tænketank overhovedet har fundet anvendelse på dansk jord. Som Smidt skriver: ”Kampmann drev således sit eget politiske drivhus”.

Bogen beskriver en økonomisk tænker og praktiker, der ser de nye løsninger, sælger dem til politikerne og holder tålmodigt fast, mens de over de næste årtier bliver til virkelighed. Kampman blev om nogen en politiker med det lange lys tændt.

På sin personlige track-sheet kan man over Kampmanns imponerende indsats tilføje folkepensionen, forarbejdet til kildeskatten og momsen, indførelse af det første danske nationalregnskab, grundlæggelsen af Danmarks Statistik, forskningscenter Risø og ganske meget mere. Som Poul Smidt ganske rigtigt skriver, så sikrede Viggo Kampmanns til tider helt umenneskelige arbejdsindsats et solidt fundament for velfærdsstaten.

Selvom Kampmann også af nære allierede, som den unge nationaløkonom Erling Olsen, blev beskrevet som 'talmagiker' og 'teknokrat', så fejlede hans sociale indignation og socialdemokratiske GPS ikke noget.

Den folkelige akademiker
Det var Vilhelm Buhl der banede vejen for Kampmann, Hans Hedtoft der gjorde ham til Finansminister, H.C. Hansen der lod hans politik realisere og Jens Otto Krag han kørte parløb med. Det er en forsimplet opstilling, men ikke desto mindre optræder Kampmann i Poul Smidts optik som en positiv og samlende figur i slagsmålet mellem topsocialdemokraterne i 1950’erne.

Kampmann hårde slid, økonomiske format og diplomatiske evner baner vejen for Finansministerposten i 1950. Det var uden det folkelige mandat, som han først efter flere forgæves forsøg opnåede i Slagelsekredsen i 1953. Her satte 3197 vælgere kryds ved Kampmann. Selvom Kampman med tiden blev en populær og aktiv taler, så var folketingsarbejdet aldrig hans kop the, som Poul Smidt bemærker: ”Som menigt medlem tog han ikke ordet i folketingssalen og kun sjældent i den Socialdemokratiske gruppe. Han vidste at han skulle tilbage til Finansministeriet”.

Kampmann3
Viggo Kampmann på arbejde, hvor han, som Poul Smidt skriver, ”overkom det utrolige”.

Som den første akademiker i Socialdemokratiets kongerække indtager Kampmann både Statsministeriet og formandsposten i partiet. Det går ikke stille for sig med cand.polit Kampmann i rækken af arbejdere, som efterfølger til cigarmageren Stauning, litografen Hedtoft og typografen Hansen. Berlingske kaldt det en sejr for ’den teoretiske statssocialisme’, men Poul Smidt redegør præcist for hvordan Socialdemokratiet allerede i en længere periode havde været under massiv indflydelse af toneangivende akademikere og for hvorledes Kampmann forlængst havde gjort sig fortjent til sin plads i den socialdemokratiske arvefølge efter H.C. Hansen.

Som Billed-Bladet skrev, var Kampmann ’den folkelige akademiker’. Han trak fulde huse på sine utrættelige turner rundt i Danmark og blev den socialdemokratiske formand, der for første gang sikrede sit parti over en million stemmer ved folketingsvalget 15. november 1960.

Socialdemokratiets største Finansminister
Biografien tegner også et godt billede af Kampmanns relativt ubeskrevne aktiviteter som modstandsmand under Anden Verdenskrig, ligesom den også respektfuldt beskriver Kampmanns tilbagevendende sygdomsforløb og utallige ture udi det københavnske natteliv. På en bestemt smugkro på Vesterbro var han en kendt skikkelse. Men Poul Smidt fortaber sig på intet tidspunkt i Viggo Kampmanns famøse udskejelser. Dertil er respekten ganske enkelt for stor.

Den store respekt skinner særligt igennem i bogens første halvdel, hvor Smidt nok kommer til at tilskrive Kampmann ære for mere end historien tillader. Det sker blandt andet, når Kampmann skråsikkert beskrives som den første, der nogensinde skulle have fået den tanke at skabe beskæftigelse ved statslig intervention, eller når Kampmann ene mand tildeles æren for skabelse af Trekantsregeringen i 1957 (Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Retsforbundet). En anden ærgrelse ved den ellers glimrende biografi findes i det mangelfulde kildemateriale, der gør, at vi aldrig kommer unden huden på Kampmann og flere gange savner indsigt i hans personlige motiver. Denne mangel kan dog næppe tilskrives Poul Smidt imponerende researcharbejde til bogen.

At Kampmann var en stor socialdemokrat er dog hævet over enhver tvivl. Som Poul Smidt skriver, var Kampmann i stand til at ”gøre ting som ikke var socialdemokratisk politik, men blev det”. De store politiske resultater kan hans maniodepressive sygdom og udfald i karrierens efterår ikke skygge for. Kampmann var vel nok den største socialdemokratiske Finansminister nogensinde.

Poul Smidt Poul Smidt: ’Viggo Kampmann - modig modstandsmand, klog finansminister, ustyrlig  statsminister’. Biografi. Gyldendal. 480 sider. 3 ud af 5 stjerner.  

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook