Enhedslisten er i forbindelse kommet med en række forslag til at bekæmpe uligheden i samfundet. Eller forslag er måske lidt at stramme den. Ifølge Enhedslisten vil man nemlig under en eventuel kommende socialdemokratisk regering se en mere aggressiv udgave af Enhedslisten, end det var tilfældet under Helle Thorning-Schmidts regeringer fra 2011-15. Enhedslisten vil ifølge Pernille Skipper tage ved lære af Liberal Alliances absolutte krav om topskattelettelser og anlægge en hårdere kurs over for en eventuelt kommende socialdemokratisk regering. I sidste ende vil Enhedslisten være klar til at vælte en socialdemokratisk regering, hvis Socialdemokratiet vil lave eksempelvis finanslove med de borgerlige.

Det er i dét lys, Enhedslistens udmeldinger på deres sommergruppemøde i dag skal ses. Den røde tråd gennem forslagene er, at Enhedslisten vil bekæmpe uligheden i samfundet. Blandt andet foreslår Enhedslisten, at der skal indføres en millionærskat, der skal finansiere en afskaffelse af fattigdomsydelserne og gøre det lettere at få førtidspension. De vil også genindføre formueskatten og hæve selskabsskatten, og pengene herfra skal gå til uddannelse.

En ret hypotetisk regering
Først og fremmest kan man konkludere, at Enhedslisten har en fuldstændig urokkelig tro på, at en socialdemokratisk regering er lige om hjørnet. På Netavisen Pio takker selvsagt for Enhedslistens tiltro til det gamle arbejderpartis snarlige succes, men det virker oprigtig talt en anelse hypotetisk at stille krav til en eventuelt kommende socialdemokratisk regering, når der er tre år til, at Lars Løkke Rasmussen senest skal udskrive valg. Ligesom det virker ret spekulativt, når Enhedslisten begynder at true med at vælte en (hypotetisk, kommende) socialdemokratisk regering, hvis den i en (hypotetisk, kommende) finanslovsforhandling ikke opfylder Enhedslistens ønsker.

En politisk fællesmængde
Hvis vi lægger dette lidt spekulative element til side og kigger på selve Enhedslistens forslag, er det ikke nødvendigvis noget, der vil få Socialdemokratiet til at korse sig. Det overordnede formål med Enhedslistens forslag er at bekæmpe ulighed, og det vil næppe kræve mange kopper fælleskaffe med Pernille Skipper og Co. for Socialdemokratiet at blive enige med Enhedslisten i, at ulighed er skidt.

Selvom Enhedslistens finansiering er noget ensidig – det er alt sammen noget med at hæve nogle skatter for de rigeste – så er det ikke forslag, der ligger milevidt fra Socialdemokratiet, og det bør være muligt at nå til en vis form for enighed.

Mestrer Enhedslisten kompromisets kunst?
Det store spørgsmålstegn skal altså ikke findes i det politiske indhold i Enhedslistens forslag. Det store spørgsmålstegn er, om Enhedslisten er klar til at påtage sig de opgaver, der hører med, hvis man vil indgå økonomiske aftaler med en kommende regering. Vil Enhedslisten være klar til at tage de svære beslutninger også? Når hverdagen skal hænge sammen, og man også skal tilgodese behov, der ikke stemmer overens med de ideologiske talelinjer?

Vil Enhedslisten være klar til at indgå forlig, hvor man nogle gange må acceptere at gå et skridt tilbage for at kunne gå to skridt frem? Hvor man nogle gange må lægge ryg til ting, man ikke er enig i, fordi det er det, der skal til for, at man kan få en aftale, der overordnet set trækker i den rigtige retning?

Hvis en eventuel kommende socialdemokratisk regering skal kunne lave aftaler om den økonomiske politik med Enhedslisten, kræver det, at Enhedslisten er villige til det. Er villige til at indgå kompromiser, er villige til at acceptere, at man ikke kan ændre hele verden på en gang. Er villige til at acceptere, at man skal have 90 mandater bag sig, før man kan få sine ideer gennemført.

Det er godt og interessant, at Enhedslisten har budt op til dans. Spørgsmålet er, om de også vil danse med, når skoene trykker og det gør ondt i fødderne.