Vil vi have britiske valgkampstilstande?

Den hårde retorik i den britiske valgkamp er et ilde varsel om den udvikling, dansk politik er inde i. Resultatet kan blive, at flere vender ryggen til politik.
De gambler med noget, der er større end kæmpekraner, nazikort og bannere. De gambler med dig, mig og os. Med vores tillid og opbakning til selve demokratiet.

Den engelske valgkamp går ind i de sidste afgørende faser. Når valget står den 7. maj, kan vi se tilbage på en lang valgkamp, der kan danne forvarsel for Danmark.

Vi er vant til, at de taler grimt til hinanden derovre. De engelske tabloids får BT og Ekstra Bladet til at fremstå nærmest uskyldsrene og den politiske debatkulturs underholdningsværdi er på en gang fuldstændig forjættende og sindssygt skræmmende.

Den konservative premierminister David Cameron holder sig ikke tilbage. Oppotisionsleder Ed Miliband fra Labour må finde sig i at blive kaldt alt fra en hånddukke til vederstyggelig – og endda et ”waste of space”.

Men det forbliver hård retorik, for premierministeren nægter til stadighed at møde oppositionslederen i en national TV-debat. (Hvorfor Miliband så returnerer med at kalde ham en kylling). Hvis Cameron løftede sit blik, ville han se, at det ikke er Miliband, han afviser, men vælgerne.

Og vælgerne? De afviser politikerne. Valgdeltagelsen ved sidste general election i 2010 var på 65,1 %. Til sammenligning stemte næsten 88 % af danskerne ved folketingsvalget i 2011. Kun sølle 32 % af briterne gik til stemmeurnerne ved lokalvalget i 2012.

Ilde varsel om udviklingen i Danmark
Retorikken og metoderne er ikke ukendte her til lands. Det har bare ikke liget hos moderpartierne før nu. I gamle dage var det sådan, at når man i det store parti fik en idé til en ond kampagne, så ringede man til ungdomsafdelingen og bestilte det. Imens kunne man udskamme de unge for deres frækhed i medierne, og gnække i skægget bag lukkede døre.

Sådan er det ikke mere. Lad mig bringe et par nylige eksempler:

1. Kæmpebanneret: ”Det vi gør er, at vi forbryder os mod lokalplanen, hænger et kæmpebanner op på et hotel og så beskylder vi de røde for at lyve hele tiden”.

2. Kæmpebannermodreaktion: ”Vi udlover en flybillet på økonomiklasse til den, der gætter, hvor mange gange Løkker siger, vi lyver”.

3. Nazikortet: ”Det vi gør, er, at vi sammenligner nazisme og islam, fordi vi gerne vil slå ring om de moderate”.

4. 2. Verdenskrig: ”S & R svigtede Danmark og lagde sig fladt ned” (underforstået, ligesom de gør nu ...).

5. #NuLoverDeIgen: ”Hvis nu alle Venstrefolk bruger hashtagget helt vildt, så vinder vi”.

Hvad er det egentlige formål? Altså udover at hævde sig selv på andres bekostning. For oppositionspartierne lader det til at dække over, at de ikke har noget reelt politisk indhold at komme med. Kommunikation kan meget. Men det kræver, at indholdet er der.

Set i det lys, er det intet under, at oppositionen og særligt Venstre (der indtil videre kun har meldt ud, at de vil give håndværkerfradrag med tilbagevirkende kraft) griber til desperate metoder hentet fra hårdere politiske miljøer.

Så hvorfor overhovedet vende hovedet mod det, der sker på de britiske øer? Fordi det er et ilde varsel om den udvikling, dansk politik er inde i. Dem og os handler ikke kun om udlændingepolitik. Det handler også om politikere og vælgere. Det er det, de britiske vælgere dokumenterer med uhyggeligt lave stemmeprocenter. De vælger ikke nogen til, de vælger bare fra.

For det er ikke kun et spil om regeringsmagt og troværdighed. De gambler med noget, der er større end kæmpekraner, nazikort og bannere. De gambler med dig, mig og os. Med vores tillid og opbakning til selve demokratiet. Og det er der vel ingen, der vil ha’?

 

Jeanette Ellen Bauer er kommunikationskonsulent.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.


Flere artikler om emnet

Annonce