Vinderen af prisen er… ikke Mads Strange: “Det bør kalde på selvransagelse”

Prisuddeling

Vinderen af prisen er… ikke Mads Strange: “Det bør kalde på selvransagelse”

Torsdag blev Altingets politiske kommunikationspris uddelt – og vinderen blev ikke Liberal Alliances Mads Strange, der den seneste uge har været i vælten for sin lemfældige omgang med fakta

Mads Strange (LA)
Billedtekst
Mads Strange (LA), politisk ordfører
Foto: Marie Hald, Folketinget

Torsdag morgen uddelte Altinget sin årlige politiske kommunikationspris, Tingprisen, der gives til en politiker for vedkommendes evne til at kommunikere politik.

Blandt de nominerede var Liberal Alliances politiske ordfører Mads Strange, der netop på grund af sin politiske kommunikation har gjort sig usædvanligt meget bemærket i medierne den seneste uge – dog ikke på den just anerkendende måde.

Onsdag lavede Netavisen Pio en opgørelse over en række sager, hvor Mads Strange er blevet kritiseret for at være lidt for lemfældig i sin omgang med fakta.

Dagen efter kunne Ekstra Bladet beskrive yderligere tre tilfælde, hvor den liberale politiker har viderebragt forkerte eller misvisende oplysninger.

Læs også:Oven på bommert efter bommert: LA-komet nomineret til politisk kommunikationspris

Den efterhånden lange liste har fået flere politikere til at melde sig med kritik, herunder Socialdemokratiets politiske ordfører, Rasmus Stoklund, der mener, at Strange “forurener demokratiet med denne brug af løgne og usandheder.”

placeholder

Det blev da heller ikke Mads Strange, der løb med kommunikations-prisen, men derimod Venstre-borgmester i Greve, Pernille Beckmann.

Forsvarer nominering

Tingprisen er tidligere blevet uddelt til højprofilerede politikere som Mette Frederiksen (S), Lars Løkke Rasmussen (V), Helle Thorning-Schmidt (S), Alex Vanopslagh (LA) og Pia Kjærsgaard (DF).

De nominerede til dette års pris var Venstre-borgmester i Greve Pernille Beckmann, folketingsmedlem for Alternativet Elise Sydendal – og så Mads Strange.

De tre nominerede var alle mødt op og sad på forreste række, da Altingets chefredaktør, Jakob Nielsen, præsenterede dette års vinder som “en politiker, der ikke påstår at være perfekt”, “en politiker, der synes, at medierne i Danmark nogle gange kan være unødigt hårde” og “en politiker som har oplevet den hårde side af politik.”

Læs også:Konservativ borgmester går i rette med ung LA-ordfører

Og det var altså ikke Mads Strange, der var tale om, men derimod V-borgmesteren Pernille Beckmann.

I den brede offentlighed er Beckmann nok mest kendt for sit opråb om hærværk mod politikere under kommunalvalgkampen i efteråret sidste år.

Hun har dog ikke fyldt nær så meget i den landsdækkende politiske debat som Mads Strange det seneste år.

Det vides ikke, om den seneste uges medieomtale af Strange har haft indvirkning på juryen, der i år bestod af tidligere Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen, tidligere S-borgmester Marie Stærke og Altingets chefredaktør, Jakob Nielsen.

Hvad skulle vi så gøre? Af-nominere ham eller sådan noget?

Trods kritik for nomineringen af Strange udtalte Jakob Nielsen dog til Ekstra Bladet onsdag, at han holdt fast i sin beslutning om at nominere den unge LA’er:

“Hvad skulle vi så gøre? Af-nominere ham eller sådan noget? Nej, det har vi slet ikke overvejet,” sagde han.

Som begrundelse for nomineringen pegede Nielsen på, at Strange ved folketingsvalget fik langt flere personlige stemmer end to erfarne partifæller, der begge er tidligere ministre.

Det er ifølge ham kun noget, man opnår med ‘utrolig hårdt arbejde og kommunikation på forskellige medier, lige fra kreative valgplakater til sociale medier og fysiske valgdebatter’.

Stikpiller til Strange

Onsdag sagde Jakob Nielsen til Ekstra Bladet, at man ikke skal slå for hårdt på unge politikere, når de begår fejl – så kunne man måske komme til at afskrække andre unge fra at blande sig i politik.

Alligevel kan han ikke dy sig for at stikke til Strange under prisuddelingen torsdag morgen:

“Mads, Elise siger, at hun tit er i tvivl om, hvorvidt det, hun siger, er rigtigt. Jeg ved ikke, om du har samme forbehold nødvendigvis?” spørger han den unge LA’er.

Læs også:Trods bommerter: Ung LA-kandidat brager ind i Folketinget

Strange griner lettere anstrengt og svarer “okay”, inden han fortsætter:

“Fair game, fair game. Jeg er måske også overraskende rigtig tit i tvivl om, hvorvidt det, jeg siger, er det rigtige. Det gælder ikke kun faktuelle ting, det gælder også holdninger.”

Strange siger, at han har stærke holdninger til mange spørgsmål, men også ofte er i tvivl og bliver klogere gennem samtaler med både sine kolleger i LA og politikere fra andre partier.

Jeg er kommet til at sige ting, der er forkerte

Men så let slipper Strange ikke, da Jakob Nielsen hurtigt sporer samtalen tilbage til den seneste tids medieomtale.

Han refererer til Ekstra Bladets rubrik “Mads løgnhals” og spørger Strange, hvordan han selv har oplevet den storm, han har været igennem de seneste uger:

“Jeg er kommet til –  ganske vist i god tro, og ganske vist ubevidst –  men jeg er kommet til at sige ting, der er forkerte,” lyder det fra Strange, der fortsætter:

“Og jeg synes, det er fuldstændig rimeligt – og jeg synes også, det er vigtigt for vores offentlige debat – at der er gode, kritiske journalister, som er klar til at holde mig i ørerne og skrive kritiske artikler om det, når det sker.”

Læs også:Fagboss langer ud efter ung ordfører: “Det er et nyt lavpunkt for LA”

Strange mener dog, at betegnelsen “løgnhals” puster sagen unødigt op.

Han påpeger, at usandhederne strækker sig over en flerårig periode, og at han ‘bogstaveligt talt’ har lavet hundredvis af opslag på sociale medier, deltaget i hundredvis af interviews og været i hundredvis af debatter:

“Og selvfølgelig er jeg i lighed med alle andre, der deltager i den offentlige debat, på et eller andet tidspunkt kommet til at sige noget, der ubevidst er forkert i god tro. Det tror jeg er rigtig svært at undgå, hvis man siger noget i den offentlige debat.”

Det bør kalde på selvransagelse, når jeg er kommet til at begå fejl

Dog anerkender han, at mediernes omtale giver anledning til, at han bør gentænke sine kommunikationsvalg:

“Det betyder ikke, at jeg ikke også skal træde tilbage, reflektere over mine svipsere og gøre mig mere umage næste gang. For faktum er jo, at når man har et stort talerør, som jeg har, så har man også et stort ansvar for, at man gør sig umage og siger ting, der passer. Og det bør kalde på selvransagelse, når jeg er kommet til at begå fejl.”

Netavisen Pio har spurgt Mads Strange, om han tror, at den seneste uges opmærksomhed i medierne har påvirket juryens bedømmelse, og hvordan han oplevede Jakob Nielsens spørgsmål på scenen ved prisuddelingen.

Han er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

Du kan se en videooptagelse fra prisuddelingen her.

Signe Marie Flindt

Journalist på Netavisen Pio.

Kommentarer

Indsendt af Helle B. (ikke efterprøvet) den Lørdag den 03.10.2026 - 13:04

Uanset alder bør alle politikere faktatjekke via flere kilder og fra flere vinkler, hvad fakta reelt er, når de udtaler sig om faktuelle emner. Selv kilder, som vi normalvis ville have tiltro til, er der grund til at tjekke - for hvor har de deres "fakta" fra? Der findes meget løgn og propaganda selv på de sider, vi er vant til at anse som "troværdige".

Holdninger skulle gerne være baseret på fakta, men her spiller meget andet ind, som man især som politiker bør være opmærksom på. Hvor har man sin holdning fra? Hvordan er man blevet påvirket og af hvem?

Man kan ikke løbe fra sin barndom og sin baggage. Det er social arv, som man enten kan være tilfreds med eller forsøge at gøre op med, hvis det viser sig nødvendigt. Første skridt er erkendelsen.

Det gælder også erkendelsen af, at jo mere viden, vi tilegner os, jo mere viden er der at tilegne sig. Ydmyghed kontra skråsikkerhed, som hører ungdommen til.

Indsendt af Pia Hansen (ikke efterprøvet) den Mandag den 05.10.2026 - 22:48

Jeg har virkelig frygtet, hvad der sker, når efterkrigstidens ydmyg politikere træder tilbage.

Det er blevet meget meget være end jeg havde fantasi til at frygte. For løgnen har taget over. For de nye generationer af politiker er sandheden uden betydning. Det eneste der tæller er en historie som passer ind i deres dagsorden og virkeligheds opfattelse.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.