Annonce

Virksomheder i hårdt ramte kommuner kan nu få lønkompensation

Regeringen og arbejdsmarkedets parter giver nu virksomheder i de 38 kommuner, som er underlagt skærpede coronarestriktioner, mulighed for lønkompensation
Regeringen og arbejdsmarkedets parter har indgået en trepartsaftale, som skal være med til at holde hånden under arbejdspladser og virksomheder i de 38 hårdt ramte kommuner.

Det skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

Alle virksomheder i de coronaramte kommuner kan søge lønkompensation ligesom i foråret. Det betyder, at for eksempel restauranter kan sende nogle tjenere hjem på lønkompensation, imens andre ansatte laver take-away, som kan være med til at holde omsætningen i gang.

Lønkompensationsordningen startede onsdag den 9. december og gælder frem til den 3. januar, hvor de skærpede coronarestriktioner ophører.

Regeringen og arbejdsmarkedets parter er også enige om, at hvis coronarestriktionerne udvides til flere kommuner, vil lønkompensationen også omfatte dem.

Hensyn til økonomi og folkesundhed går hånd i hånd

Beskæftigelsesministeren er glad for, at parterne igen tager ansvar og hurtigt genindfører lønkompensation i de coronaramte kommuner.

“Fordi vi står i en helt særlig og alvorlig situation, har vi (regeringen, red.) sammen med arbejdsmarkedets parter netop besluttet at udvide mulighederne. Det betyder, at vi genindfører muligheden for lønkompensation for alle virksomheder i de omtalte 38 kommuner ramt af restriktioner,” skriver beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) på Facebook og fortsætter:

Det er vores bredeste sikkerhedsnet

“Det er vores bredeste sikkerhedsnet, som også fungerede rigtig godt i foråret. Hvis yderligere kommuner omfattes af restriktioner, så følger muligheden for lønkompensation med.”  

placeholder
 

Glæde hos arbejdsmarkedets parter

Både blandt arbejdsgiverne og i fagbevægelsen er glade for den indgåede trepartsaftale om at genindføre lønkompensation.

“Jeg er tilfreds med, at vi har fundet sammen og sikret lønkompensation og arbejdsfordeling,” siger administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Jacob Holbraad.

Forebygge afskedigelser og dermed holde hånden under store dele af arbejdsmarkedet

“Jeg er meget tilfreds med modellen, som jeg er sikker på endnu engang vil være med til at forebygge afskedigelser og dermed holde hånden under store dele af arbejdsmarkedet,” siger formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Lizette Risgaard.

 

placeholder

 

Selvom Dansk Arbejdsgiverforening er glad for lønkompensationen, ændrer trepartsaftalen ikke ved, at det er omkostningsfuldt for virksomhederne at benytte ordningen, lyder det fra Jacob Holbraad.

Tim Tørnqvist Jensen er journaliststuderende på Roskilde Universitet og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet