Annonce

Virksomheder skal betale op mod 2,5 mia. kr. for at have penge stående i banken

Dansk Erhverv kritiserer også bankerne for at "stramme renteskruen" yderligere overfor erhvervslivet.
Danske virksomheder risikerer også at måtte til pengepungen for at betale negative renter af deres indestående i bankerne, hvilket nu får interesseorganisationen Dansk Erhverv til at slå alarm.

"De hårdest ramte virksomheder har brug for ekstra likviditet på deres bankbog for at kommer sikkert igennem coronakrisen," skriver Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv, på Twitter.

"Derfor uheldig timing, at flere banker nu strammer renteskruen yderligere over for erhvervslivet.

placeholder

Ifølge Finans.dk. risikerer virksomhederne således at skulle betale op mod 2,5 milliarder kroner i negative renter på deres indeståender i banken i år.

Det er en stigning på op mod 55 procent fra 1,6 milliarder kroner fra sidste år, viser beregninger fra Dansk Erhverv.

Minister: For grådige

Danske virksomheder har samlet set betalt for at have penge stående siden udgangen af 2016. En sænkning af beløbsgrænsen for privatkunder i Danske Bank får erhvervsminister Simon Kollerup (S) til at beskylde bankerne for grådighed.

“Det kan ikke blive ved på denne her måde," skriver Simon Kollerup på Facebook.

"Bankerne nærmest snubler over hinanden over de seneste måneder, hvor de har rykket på grænsen, så flere og flere danskere skal betale penge for at have deres egne penge stående i banken. De negative renter."

Af samme årsag opfordrer erhvervsministeren bankerne til ikke at nedsætte beløbsgrænsen. Langt de fleste banker har nu en grænse på 100.000 kroner.

Det skal stoppe nu

"Jeg mener, at det skal stoppe nu," lyder det fra Simon Kollerup.

"Grænsen er nået. Det bliver simpelthen for grådigt, når bankerne leverer store overskud, men alligevel fortsætter med at pålægge negative renter på flere og flere danskere."

placeholder

Øget indskud

Tore Stramer oplyser til Finans.dk, at stigningen i omkostningerne for erhvervslivet i år skyldes, at bankerne vil tage endnu mere i rente på erhvervskonti end sidste år.

Dertil har mange virksomheder øget deres indeståender, dels fordi de har udskudt investeringer, dels for at have et kriseberedskab og dels for blandt andet at kunne tilbagebetale regeringens krisehjælp i form af udskudt moms og a-skat senere i år, mener han.

Næsten 80 procent af de omtrent 280.000 erhvervsvirksomheder forrenter ifølge Dansk Erhverv nu deres indlån i bankerne med negativ rente.

Samtidig steg erhvervsindlånet i bankerne med godt 37 milliarder kroner fra februar 2020 til februar 2021. Indlånet har ikke været højere, siden statistikken fra Nationalbanken startede i 2003.

I snit betalte virksomhederne ifølge Tore Stramer -0,4 procent i rente på deres konti. I år er der udsigt til, at det bliver endnu dyrere.

Danske Bank afviser kritik

Niels Bang-Hansen, erhvervskundechef for Danske Bank i Danmark påpeger, at rentesænkningen har været længe undervejs, og at banken tidligere har udskudt den netop på grund af coronakrisen.

»Vi har virkelig haft coronabrillerne på," Niels Bang-Hansen, til Finans.dk

"Men med udsigten til, at de negative renter kommer til at vare i rigtig mange år, i lyset af en voldsom stigning i indlån de sidste fire kvartaler, og at vi samtidig kan se, at vi er igennem den værste del af coronakrisen, så mener vi, at timingen er rigtig."

Erhvervskundechefen tilføjer, at de højere omkostninger ikke har afgørende betydning for de trængte virksomheders ve og vel.

De har kredit nok

"Den dialog, vi har med de virksomheder, som er mest udfordret, går ikke så meget på omkostningerne forbundet med at have indestående i banken, men om de har kredit nok til at klare sig krisen ud. Det forsøger vi så at hjælpe dem med," fortsætter han.

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Er der nogen herinde der kan forklare mig, hvorfor danske banker tager negative renter, når bankerne i vore nabolande ikke gør. Jeg ved godt at Nationalbanken også tager negative renter, men hvorfor gør de ? Og tager nationalbankene i andre lande ikke minus renter.

Bankerne elsker fortællingen om at når Hansen sætter 100.000 kr i banken så kan de låne pengene ud til nogle andre kunder. Hansen får 1% i rente og låneren betaler 10% (eksempel!)
Hvorfor sætter bankerne deres penge i Nationalbanken. Lån dem dog ud til den rente I nu kan få.
Nåe nej - det er jo slet ikke sådan det foregår. Bankerne låner ikke Hansens penge ud. De skaber bare nogle nye. Det er helt gratis - men renterne er ikke lave. Jo mindre du ejer og tjener - jo højere renter. Flot.
Måske skulle politikerne til at få gjort noget ved at det er banker der skaber penge i stedet for et system hvor det er staten eller Nationalbanken.