Annonce

VIS RESPEKT!

I stedet for at udstille ufaglærte som mindre bemidlede burde vi måske fremvise dem som hverdagens helte. Det er de ufaglærte arbejdsgrupper, der udfører de arbejdsopgaver, hvor arbejdsmiljøet er dårligst, og lønnen ofte er helt urimelig.
Tilråb som ’perkerjob’ og ’skodjob’ er ikke usædvanligt (...) De mange ukvemsord dækker over en stigende tendens til, at mange i Danmark bliver anset for andenrangsborgere.

Én af mine postkollegaer fortalte forleden dag, at han ikke længere bærer sin uniform, når han skal møde på job. Han følte sig nedstirret og gjort til grin. Som om der stod ufaglært på ryggen af ham.

Han er desværre ikke den eneste. Flere af mine postkollegaer smider uniformen og lader den hænge på jobbet. Før i tiden bar de deres uniform med stolthed. Går vi ti år tilbage udførte de røde bude jobbet med glæde. De fik et smil og tak ved afleveringen.

I dag er taknemmeligheden udskiftet med negative miner. Tilråb som ’perkerjob’ og ’skodjob’ er ikke usædvanligt.

Det er mine kollegaer og hundredvis af andre postbude, der hver dag sikrer, at tusindvis af breve og pakker når sikkert frem. Men det er desværre ikke kun postbudene, der bliver udsat for chikane og tilråb.

Det er skraldemanden, der sikrer, at vi ikke mødes af stinkende affaldsbjerge på hvert gadehjørne, men tvært imod sikrer os frisk luft og rene gader. Et arbejde de udfører i de sene nattetimer, mens folket flest ligger trygt i deres senge.

Det er kassedamen i Netto, der sidder bag kassen og dermed sørger for, at vi kan købe ind, når vi har tid og lyst. De står dagligt på mål for utallige beklagelser og nedsættende bemærkninger over deres arbejdstempo. Det til trods for, at de over én arbejdsdag løfter flere ton varer med slitageskader til følge.

De mange ukvemsord dækker over en stigende tendens til, at mange i Danmark bliver anset for andenrangsborgere. Det vidner om en arrogance over for de tusindvis af arbejdere, der hver dag får samfundets hjul til at køre rundt. En tendens der også ses på tv.

I flere danske film, tv-serier og reklamefilm fremvises ufaglærte som dovne eller mindre begavede, mens designere og finansfolk fremstår som de, der binder vores samfund sammen. Hovedrollen er ikke social- og sundhedsassistenten, der passer de ældre på vores plejehjem, og som bor i en lille nedslidt 2-værelseslejlighed i forstaden, fordi lønnen ikke rækker til mere. Nej, det er arkitekten eller den ansatte i finansverdenen, der sidder trygt i sin milliondyre lejlighed med panorama og fransk årgangsvin i glassene.

I stedet for at udstille ufaglærte som mindre bemidlede burde vi måske fremvise dem som hverdagens helte. Det er de ufaglærte arbejdsgrupper, der udfører de arbejdsopgaver, hvor arbejdsmiljøet er dårligst, og lønnen ofte er helt urimelig.

Vi burde takke de mange, der hver dag står op og udfører deres arbejde til en løn, der ikke giver råd til en villa på strandvejen og ofte ej heller et langt liv. I stedet for at klage højlydt over kassedamen i supermarkedet kunne vi købe en buket blomster, næste gang vi handler, og give den til de ansatte som tak for, at de gør det muligt, at vi kan købe vores varer, når vi har fri fra jobbet.

Vi kan gøres vores til, at skraldemanden ikke slæber sig ihjel ved at undlade at overfylde vores skraldeposer – og måske sætte en lille erkendtlighed ved siden af poserne, som tak. Vi kan hver især udvise lidt taknemmelighed ved at gøre andres arbejdsdag bedre.

For mine kollegaer betyder taknemmelig meget. Det viser dem, at de udfører et arbejde, der har betydning, og som er med til at holde samfundet sammen. Det giver stolthed og glæde.

Skal vi ikke smile til postmanden, kassedamen eller skraldemanden næste gang, vi støder på dem?

Morten Søndergaard (f. 1975) er fællestillidsmand for 3F’erne på Københavns Postcenter.


Flere artikler om emnet