Annonce

VLAK-regering er totalt ligeglad med skatteunddragelse

Leder: Mens ny lækage afslører, at tusindvis af magthavere placerer deres penge i skattely, så udstiller regeringen igen-igen deres ligegyldighed.
”Der er den gode nyhed, at skattevæsnet står vel rustet til at håndtere de oplysninger og komme efter dem, der ulovligt har unddraget sig skat”, sådan lyder det fra skatteministeren ovenpå nye afsløringer af massiv international skatteunddragelse.

Og nej, det er faktisk ikke er en joke. End ikke en ond joke. Det er et helt virkeligt citat, som landets skatteminister netop har leveret som reaktion på den seneste globale lækagesag - de såkaldte ’Paradise Papers’. Den siddende skatteminister Karsten Lauritzen (V) kan ikke ved sine fulde fem mene, at alting skulle være tip-top i det danske skattevæsen efter årtiers nedsabling af ressourcer og kompetencer. Den mest nærliggende konklusion må derfor være, at skatteministeren grundlæggende er ret ligeglad.

I tidligere interview har selvsamme skatteminister da også argumenteret for amnesti og strafnedsættelser til det han  kalder ”skatteflygtninge”. Han har altså sidestillet skatteunddragere med nødstedte, der flygter fra borgerkrig eller hungersnød. En italesættelse, der fremstiller skatteunddragelse, som nødvendigt onde og unddragerne selv som nogen, vi skal have ondt af.

Det er tydelige tegn på det manglende engagement, der præger den nuværende regerings indsats overfor skatteunddragelse. Selvom der er tale om beløb af svimlende størrelser – nogle eksperter peger på, at mere end 9.000 milliarder dollars er gemt væk i skattely, mens vi herhjemme går glip af hvad der svarer 3-5 milliarder om året.

Dronning Elizabeth er billede på menneskelig uduelighed
Vi er så ufatteligt langt fra at have styr på og være rustet til at håndtere de her problemer, hvis omfang er mere vidtgående end vi overhovedet tør tro. Når den engelske dronning Elizabeth og den politiske korrekte frelser-figur Justin Trudeau (Canadas premierminister) er involveret, så viser det, hvor fuldstændigt afkoblet den globale kapitalisme og verdens rigeste mennesker er fra resten af befolkningen. At dronning Elizabeth med både godser og apanage mener, at det skulle rimeligt at føre sin formue uden om det britiske folk, der har givet hende, virker nærmest komisk, men det er jo alene dybt tragisk. Det viser grådighedens altopslugende karakter.

Og herhjemme bliver vores evne og styrke til at håndtere problemer udkrystalliseret når en offentligt kontrolleret  investeringsfond  under udenrigsministeriet aktivt placerer sine midler i  skattely. Det viser nye afsløringer fra DR. Det burde få sagens alvor til at gå op for en hvilket som helst myndighed og politiker i Danmark.

Jeg skal ikke påstå, at skatteminister Karsten Lauritzen (V) eller mere kompetente ministre på samme post overhovedet kunne komme i nærheden af at løse dette problem. Men man kunne i det mindste fremvise et flig af ærlighed og indrømme, hvor meget på røven vi rent faktisk er. Vi står ansigt til ansigt med en helt ubegribelig og grænseløs grådighed, hvor nogle af verdens rigeste menneske øjensynligt er klar til at gå meget langt for at blive endnu rigere. Skulle man ikke tro dronning Elizabeths liv blandt Englands mest superrige var så privilegeret, at man ikke behøvede skatteoptimering og rådgivning på kanten af loven for at blive blot endnu rigere. Ufatteligt at de superrige bliver ved og åbenbart aldrig får nok?

Tag alle midler i brug
Vi står med en kapitalisme, der er åbenlyst syg. En kapitalisme, der ikke bare underminerer sin egen troværdighed, men som også forringer sammenhængskraften og skaber enorme afstande mellem folk. En ulighed, der hvis den fortsætter vil få konsekvenser. Den slags problemer løser vi hverken ved at lade som om vi ikke har et rigtigt problem eller ved at tågesnakke os ud af skattevæsenets styrker.

Vi har brug for en langsigtet indsats, der fortsætter genopbygningen af det danske skattevæsen, som højrefløjen I årevis har pillet ned. Vi skal have åbne skattelister og alle tænkelige oplysninger frem i lyset. Vi har brug for endnu flere og dygtigere skattemedarbejdere. Og så har vi brug for et stærkt internationalt sammenhold, hvor EU gør bekæmpelse af globale skatteunddragelse til en primær målsætning. Præcis som S-formand Mette Frederiksen tidligere har beskrevet det: “Og så skal vi tage alle midler i brug i kampen mod skattely og skatteunddragelse”. Denne sygdom kræver i den grad en international løsning, hvor EU for alvor bør vise sine styrker.

Hvis magthaverne fortsætter med at unddrage deres svimlende formuer fra vores fælles skattevæsen, så mister vores demokratier og politiske systemer deres troværdighed, legitimitet og sammenhængskraft. I den situation vil uro og oprør desværre blive den nærmeste udvej. Bekæmpelse af skatteunddragelse er alt for vigtigt til at nøjes med Karsten Lauritzens naive febertale og en let trækken på skuldrene.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet