Vognmandsfirma: Sådan hjalp den danske ambassade os med etablering i Polen

Vognmandsfirmaet Contrans roser den danske ambassade i Warszawa: ” Jeg synes de gør det fremragende på danske virksomheders vegne”
Det danske vognmandsfirma Contrans etablerede sig med en afdeling i den polske hovedstad  Warszawa i sensommeren 2018. I forløbet fik Contrans god hjælp fra den danske ambassade i  Polen:

”Ambassaden hjalp os med en markedsanalyse af det polske marked. Vi fik rådgivning om etablering, oplysning om hvilke lovkrav og regler, der gælder i Polen og den slags. Vi fik god hjælp og er nu etableret med kontor i Polen bemandet med 8-9 mand, som styrer vores flåde dernedefra,” oplyser administrerende direktør Axel Junker til Netavisen Pio.

Contrans er en af fem danske vognmands- og logistikvirksomheder, der de seneste tre år har fået hjælp til blandt andet at etablere sig i Polen af den danske ambassade i Polen. Det oplyser Udenrigsministeriet over for Netavisen Pio tirsdag i forbindelse med behandlingen af en anmodning om aktindsigt.

Polske lønninger

Contrans-direktøren bekræfter, at chaufførerne ansat gennem Contrans’ polske selskab ikke aflønnes efter danske overenskomster:

Hvis du er ansat i Polen, så får du selvfølgelig polsk løn

”Hvis du er ansat i Polen, så får du selvfølgelig polsk løn, men derfra og til social dumping er der meget langt, hvis du spørger mig. Vi behandler vores chauffører ordentligt. Vi vil vores medarbejdere det bedste og forsøger at gøre det så godt som muligt for både dem i lastbilerne og dem på kontoret.”

I hyrer også chauffører fra 3. lande?

”Ja, det gør vi. Ikke bare fra vores kontor i Polen, det gør vi generelt. Vi er nødt til at orientere os i flere retninger, fordi der simpelt hen mangler chauffører. Så vi hverver chauffører i Danmark, i Europa og også fra lande uden for Europa,” siger Junker.

Contrans understreger på sin hjemmeside, at firmaet ”rekrutterer chauffører fra mange forskellige lande, både Danmark, Europa og i Asien.”

Betaler for rådgivning

Junker mener ikke der er grundlag for at kritisere den bistand, som den polske ambassade har ydet Contrans i forbindelse med etablering i Polen:

”Jeg har mødt den danske ambassadør i Polen og mange af hans medarbejdere. Jeg synes de gør det fremragende på danske virksomheders vegne. Jeg synes ambassadens arbejde har været flot og sobert,” siger Axel Junker, der understreger, at Contrans har betalt for ambassadens bistand:

”Vi valgte samarbejdet med ambassaden af to grunde. Dels repræsenterer de os fremragende på både troværdighed og kompetence, og dels forstår de os på en bedre måde en anden tilfældig advokat i Polen måske ville. Vi er meget glade for det samarbejde, selvom det ikke er helt billigt.”

Contrans råder over 242 lastbiler, kører især i Nordeuropa og har ud over Danmark og Polen også kontor i Letland og Rumænien.

Samråd i næste uge

SF’s politiske ordfører, Karsten Hønge, mener ikke det er en dansk ambassades opgave at give rådgivning, der kan føre til at danske virksomheder gør i social dumping. Han har derfor indkaldt udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) til samråd om sagen i næste uge.

”Det er tilladt at bruge indersiden af hovedet. Det her handler tydeligvis om en eneste ting: At få billig arbejdskraft fra lande som Ukraine, Karzakstan og Uzbekistan. Altså folk fra 3. lande, som kan komme ind og køre rundt i hele Europa. Så ambassaden er med til for mine skattepenge at undergrave det danske velfærdssamfund. Det er altså ikke lige ambassadens opgave, synes jeg,” sagde Karsten Hønge tidligere på måneden til Netavisen Pio.

Det her handler tydeligvis om en eneste ting: At få billig arbejdskraft fra lande som Ukraine, Karzakstan og Uzbekistan

Hønge bakkes op af brancheorganisationen Dansk Transport og Logistik (DTL- Danske Vognmænd):

”Jeg tager stærkt afstand fra at den danske ambassade i Polen kommer med vejledning i, hvordan man kan få filippinske chauffører til Danmark – hvis det viser sig at forholde sig sådan,” sagde direktør for DTL – Danske Vognmænd, Erik Østergaard, tirsdag til Netavisen Pio.

DTL's medlemmer kører typisk i Danmark og i det øvrige Norden.

Ambassade klar med drejebog

Online-magasinet transportnyhederne.dk beskrev for nylig hvordan to vognmænd, der deltog i en delegationsrejse til Polen september sidste år med Brancheorganisation For Den Danske Vejgodstransport, ITD, fik det indtryk, at "den danske ambassade i Warzawa nærmest havde en færdig drejebog i forhold til, hvordan man via et selskab i Polen kan rekruttere chauffører fra lande uden for EU." I samme artikel giver de to vognmænd, der optræder anonymt, udtryk for utilfredshed med, at Udenrigsministeriet  ”yder hjælp til, hvordan transportvirksomheder kan få billig arbejdskraft fra lande uden for EU”.

Brancheorganisation For Den Danske Vejgodstransport, ITD, organiserer overvejende store vognmandsfirmaer, der kører i hele Europa.

De fire øvrige vognmands- og logistikfirmaer, der ud over Contrans også har fået hjælp til blandt andet etablering af en afdeling i Polen af den danske ambassade i Polen i perioden 2016-18, er:

ICT Logistics A/S, Ole Larsen Transport A/S, Eurobulk Logistics A/S og 24/7 IT Trans IVS.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce