Vores børn betaler prisen for underprioriteret specialundervisning

Der findes ikke noget værre for mig, eller en hvilken som helst af mine lærerkollegaer, end at opleve ikke at kunne nå at hjælpe alle børn.
Vi kan simpelthen ikke være det bekendt. Danmark er et rigt samfund, og der skal handles og afsættes langt flere penge til specialundervisningsområdet, end vi gør i dag. Hvad med et par værdighedsmilliarder til børn, der har brug for specialundervisning i folkeskolen?

Specialundervisningsområdet skriger på flere ressourcer

Den politiske vilje til at rette op og rette til, har vist sig at være til stede med det brede forlig om ændringer af folkeskoleloven. Og jeg må sige: Det var godt nok også på tide, og selvom det er et vigtigt skridt i en rigtig retning, er vi slet ikke i mål endnu.

Det var godt nok også på tide

Der er nemlig intet i det nye forlig, der tager det alvorligt, at rigtig mange elever i den danske folkeskole ikke får den hjælp, støtte og specialundervisning, de har brug for.

Kommuner landet over melder ind, at det, vi allerede vidste for knap et år siden, betyder markante overforbrug på specialundervisningsområdet. Økonomien er ganske enkelt ikke i overensstemmelse med de behov, vores mest udsatte børn og unge i folkeskolen har.

Konsekvenserne for de elever, der ikke hurtigt får hjælp og undervisning indrettet efter de behov de har, er, at problemerne vokser både i kompleksitet og omfang. I mit ordforråd er komorbiditet blevet stadig mere aktuelt. Det betyder meget forsimplet ”flere diagnoser udover eller samtidig med én”.

Der findes for eksempel meget få børn med ADHD, som ikke også har andre problemer – eller diagnoser - at bokse med, og bliver der ikke sat ind rettidigt, så vokser behov og problemer nærmest proportionalt med manglen på den helt rigtige specialundervisning.

Værgo - her er lidt 'konsultativ bistand'

Der findes ikke noget værre for mig, eller en hvilken som helst af mine lærerkollegaer, end at opleve ikke at kunne nå at hjælpe alle børn. Der ér generelt for mange børn i klasserne, for få tolærerordninger og for lille økonomi til specialundervisningsområdet. Det er den virkelighed, lærere over hele landet står i.

Jeg har fra mange kollegaer hørt historier om konsultativ bistand og et utal af møder og modeller, som træder i stedet for en henvisning til et specialtilbud eller tilførslen af resurser til kvalificerede lærerkræfter med specialpædagogisk viden, som kan være med i undervisningen.

Hvad med nærhed og forebyggelse for de mest udsatte børn og familier i folkeskolen?

Altså der, hvor børnene har brug for, at dygtige folk træder til, hvis de skal have skyggen af chancen for at udvikles og trives uden enten at være på tålt ophold eller til skade for sig selv og andre.

Det virker jo barokt, at en regering, der omsider har erkendt, at de seneste mange års økonomisk hestekur på sundhedsområdet har voldsomme konsekvenser for såvel patienter som vores hårdtarbejdende medarbejdere.

Nærhed og forebyggelse ser ud til at være de store plusord i regeringens sundhedsreform. Hvad med nærhed og forebyggelse for de mest udsatte børn og familier i folkeskolen?

Handling på den viden, som vi har

10. april sidste år bragte flere medier historien om den store stigning i børn under 15 år med diagnoser som depression, angst, autisme og ADHD. Hvornår begynder vi som samfund at handle på den viden, vi har?

Der er hårdt brug for en politisk kursændring, der tør sætte mennesket før pengeposen

Der er hårdt brug for en politisk kursændring, der tør sætte mennesket før pengeposen. Nogle gange skal vi ganske enkelt turde investere massivt i vores børns gode skolegang. Og ikke fordi det økonomisk skal kunne betale sig, men fordi det helt ærligt er det rigtige at gøre

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Kommentarer fra Facebook