Vores børn har brug for mindre pres og mere nærvær

Unge bør droppe ud af karakterræset og istedet dyrke fællesskabet og se værdien i alt det, der ikke kan ses på karakterbeviset

Gør vores samfund børn syge? Det spørgsmål må vi stille os selv, når vi gang på gang præsenteres for alarmerende tal om vores børn og unge i dag.

Ungdomsgenerationen er så forhippet på 12-taller, at jeg tager mig selv i at opfordre dem til at huske at drikke en øl eller to fredag eftermiddag, når jeg er ude som politiker. For få år siden var mantraet: Husk at få en uddannelse. I dag bør det i stedet være: Husk at dyrke fællesskabet og værdien af alt det, der ikke kan ses på karakterbeviset.

Det samme gør sig gældende i folkeskolen. Alt for mange børn har lange perioder, hvor de ikke er i skole. De kan ikke. Og det er vores skyld, ikke deres.

Presset starter i de helt tidlige år. Flere og flere kommuner rykker tidspunktet frem for, hvornår børn rykker fra dagpleje og vuggestue til børnehave. Ikke ud fra en vurdering af, om børnene er klar, men fordi det er billigere.

Og det samme gør sig gældende for skolestarten. For få år siden fik hvert femte barn lov at udskyde sin skolestart, fordi han eller hun ikke var helt klar. I dag er tallet i mange kommuner styrtdykket, og man får en følelse af, at det også her er blevet økonomi og ikke barnets udvikling, der afgør sagen.

Samtidig skal vi have en meget større respekt for fagligheden

Hvis forældre og børnehavepædagoger vurderer, at et barn ikke er skoleparat, så skal det tilbydes et ekstra år i børnehave. Sådan var det engang, og det skal vi tilbage til.

Samtidig skal vi have en meget større respekt for fagligheden hos de, der arbejder med vores små børn. I folkeskolen kræver vi linjefag hos lærerne, men når det kommer til dagplejere, børnehaver og vuggestuer, er holdningen meget mere afslappet. Det forstår jeg ikke. De første 1000 dage af et barns liv er afgørende. De skal udvikles som hele mennesker, stimuleres, føle sig set og forstået. Alt det kræver en faglighed, og det skal vi sikre i meget højere grad end i dag.

Min partiformand, Mette Frederiksen, har sagt, at hun vil være børnenes statsminister. Tak for det. Det kræver uddannet personale til vores mindste børn, mere tid til nærvær - særligt hos de mest udsatte og at vi tager udgangspunkt i barnets udvikling frem for økonomi ved eksempelvis skolestart. Og meget mere.

Det er ikke én enkelt ting, der kan forklare, at flere og flere børn har ondt i maven og mistrives, og derfor kan det heller ikke fikses med én løsning. Men politisk har vi et ansvar, og det må vi tage på os.


Ane Halsboe-Jørgensen er medlem af folketinget for Socialdemokratiet.

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Børneordfører og formand for Udenrigsudvalget


Kommentarer fra Facebook

Annonce