Vi er alle udfordret på vores menneskesyn, på vores tilgang til fællesskab og på vores forståelse og tolerance overfor hinanden. Vi er kort sagt udfordret på alt det, der historisk har ført os frem til det samfund vi er stolte over – den velfærdsmodel der som et andet eventyr, fortælles om rundt i verden og som besynges i høje toner og med underbyggende analyser der viser, at vi er verdens lykkeligste folk.

Netop kombinationen af at være et af verdens rigeste lande med den lykkeligste befolkning er ingen tilfældighed. Det har været en fantastisk balanceakt skabt af græsrødder, fagbevægelse, partier og skiftende regeringer i langt over 100 år, men som i store træk kontinuerligt har haft sigte på tre centrale tilgange:

- Bedre vilkår for menneskers arbejds- og fritidsliv
- Lige ret – lige muligheder og forpligtelser over for fællesskabet
- Vi er en del af noget mere og større end os selv

Den røde tråd og hele fundamentet for den enorme udvikling vi har oplevet i Danmark er skabt af mennesker og for mennesker. Ikke særligt udvalgte – men netop med sigte på at der er forskel på os. Der er nogle der kan løfte en tungere byrde end andre. Det er forskelligt hvad vi er gode til, men alle har værdi for fællesskabet – også de mennesker der ikke kan tage vare på sig selv.

Grænserne har flyttet sig
Det er præcis dette noble og humane fundament der skubbes og puffes til i disse år. Det skal vi ikke bare registrere og være opmærksomme på. Nej det skal vi italesætte, reflektere over og vigtigst – det skal vi agere og handle på. Alternativet er ikke til at bære og er starten på afviklingen af det der binder os sammen som mennesker i den samfundsmodel vi har valgt. Det vil være den direkte rute tilbage i tid – til ”survival of the fittest” og til samfundsmodeller vi i dag vil betragte som tæt på middelalderlige. Og værst af alt er, at vi vil sætte individet over fællesskabet og dyrke det den enkelte kan, men miste det langt mere vi kan sammen.

Når vi stiller spørgsmålstegn ved om flygtninge er flygtninge, blot fordi de ikke ligner en flygtning fra 2. verdenskrig, eller når vi tror at delvis grænsebevogtning kan gøre en forskel og at vi i et land med 5,6 millioner indbyggere kan klare resten af verden alene. Når vi reducerer levevilkårene for mennesker der i forvejen har mindst i samfundet og når vi øger overvågningen af hinanden – når vi konstant stiller spørgsmålstegn ved hinandens hensigter og egentlige dagsordner. Ja, så er det et udtryk for en stærkt stigende mistillid mellem os. Det er ren gift for det udgangspunkt og de resultater vi sammen har skabt gennem mere end 100 års velfærdshistorie.

Vi er på vej til at blive for selvfede for egoistiske og for selvrealiserende. Og der er en proportionalitet i den tilgang der samtidig har negative konsekvenser for fællesskabet og for vores medmenneskelighed.

Lille spejl på væggen der…
Vi har pudset den magiske lampe og er ikke i tvivl om, at det er os selv der kommer ud som den gode ånd. Vi har spurgt spejlet om, hvem der er smukkest i verden her – men behøver slet ikke vente på svaret – for vi er ikke i tvivl om, at det er os selv.

Det er ikke visionerne om en bedre verden og et bedre liv for de mennesker der bebor den, der er i fokus. Nej, det er den indre svinehund der bosser nedad – ingen skal have det bedre en mig. Det er laveste fællesnævner og ligegyldigheden med din nabo som har brug for hjælp.

Undskyld, men hvad bilder vi os egentlig ind?

Behov for refleksion
Vi er nødt til at reflektere og kigge indad. Ellers ender vi som prinsessen i eventyret – højt oppe i tårnet, hvor vi venter på at blive reddet, for vi kan ikke længere redde os selv. Men passer vi ikke på og ændrer adfærd, så er der ingen prins der gider så meget som finde en taburet for at kravle op og redde os. For ligesom i eventyrene, så sker det jo, at det er svinedrengen – den fattige - den fremmede, der skal redde prinsessen.

Og hvad skal vi så bruge denne svada til? Hvorfor er det vigtigt at vi reflekterer over udviklingen?

Det er helt essentielt, at vi investerer i hinanden som mennesker. Vi har bevist at vi sammen kan langt mere end den enkelte formår og det skal vi selvfølgelig fortsat skabe resultater på baggrund af. Vi skal fastholde nysgerrigheden og lysten til sammen at udvikle med hinanden.

Vi skal med tillid og respekt sikre plads til nuancerne. Der er brug for forskelligheden og et samfund hvor vi konstant er på udkig efter måder, hvor vi kan gøre det endnu bedre for hinanden.

Som socialdemokrat tror jeg på et samfund, hvor vi bekender os til at sætte noget i banken for at kunne hæve noget.  Det velvidende at det er forskelligt hvad vi kan bidrage med.  Vi har brug for et samfund, der bekender sig til helhedstænkning og sammenhængskraft med naboer – med andre lande og folkeslag. For vi er mennesker.

Christian Haugk er 2. viceborgmester i Kolding Kommune, gruppeformand for Socialdemokraterne i Kolding Byråd og partiets borgmesterkandidat.

‘Kommunale rødder’ er en fast klumme på Netavisen Pio, der to gang ugentligt vil bringe indlæg fra en række af socialdemokratiets førende byrådsmedlemmer. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.