Vores rødder viser hvorfor vi skal kæmpe for velfærdsstaten

Historie: En socialdemokratisk slægtshistorie med nedslidning og lav levealder viser at velfærdsstaten aldrig må tages for givet.
Vores velfærdssamfund er det mest værdifulde, vi har. Et trygt samfund som de fleste tager for givet og ikke spekulerer nærmere over i hverdagen.

Igennem slægtsforskning er jeg blevet gjort smerteligt opmærksom på hvor stort et privilegie, det er at leve i et af verdens bedste velfærdssamfund. Et samfund hvor sociale sikkerhedsnet og fri adgang til uddannelse og sundhed giver tryghed for langt de fleste mennesker.

Igennem slægtsforskning er jeg blevet gjort smerteligt opmærksom på hvor stort et privilegie, det er at leve i et af verdens bedste velfærdssamfund

Det skal vi alle huske at værdsætte. Lad mig derfor kort fortælle historien om mine aner igennem 3 generationer, der levede på Christianshavn fra midten af 1800-tallet.

1. Generation: Sidse og Søren
Det er fredag d. 27. marts 1857 på den Kongelige Fødselsstiftelse i København. Min tipoldefar, Lars Peter Sørensen, ser dagens lys for første gang. Moderen, Sidse Larsdatter, har allerede været turen igennem én gang i 1853, hvor hun samme sted føder en søn uden for ægteskab.

Denne gang er hun gift med faderen, Søren Christian Sørensen. Søren er oprindelig fra Randers, men er draget til København i starten af 1850’erne. Sidse er fra Havdrup ved Roskilde og har opholdt sig i København siden 1846.

Sidse og Søren bor i Store Torvegade 20 på Christianshavn. I en folketælling fra 1880 oplyses det, at huslejen er 120 kroner pr. halv år for 4 værelser med vinduer. Her vokser Lars Peter op med sine forældre og søskende.

Dødsårsagen er koldbrand i indeklemt brok. Folketællingerne tyder på at han har haft højst 5 års otium.

Faderen Søren forsørger familien som arbejdsmand. Han er igennem en længere årrække ansat på Sukkerhuset Phønix, der lå på Christianshavn. I 1887 dør Sidse af en svulst på hjernen, da hun er 62 år gammel. I hendes skifte står følgende:

” Enkemanden mødte og opgav, at boet kun ejer nogle ubetydelige Effekter og afd.es Gangklæder af værdi ikke over 100 Kr. som paa Begæring udlagdes Kptn. I Erstatn. for Begravelsesudgifter, som han i en forevist Nota har Bekostet med Kr. 125”.

I 1906 er Søren stadig ansat på sukkerfabrikken i en alder af 77 år. Søren dør i 1911 82 år gammel. Dødsårsagen er koldbrand i indeklemt brok. Folketællingerne tyder på at han har haft højst 5 års otium.

2. Generation: Lars Peter og Anna
Lars Peter, der er uddannet smed, gifter sig i 1883 med den 24-årige Anna Dorthea Augusta Wollesen. Anna er ældste barn ud af en søskendeflok på 7, hvoraf de 3 dør inden 3-års-alderen.                    En bror dør af halsbetændelse bare 1,5 år gammel.

Anna vokser op på Christianshavn omkring Sankt Annæ-kvarteret. Hendes yngste søster kommer til verden i 1874, og året efter dør Annas moder Ane dør af brystsyge bare 38 år gammel. I skiftekommissionens register står der, at hun efterlader sig: ”4 kr. 80 øre” og ” Klædningsstykker som en Betj. Vurderede til 33 øre.”

Ane dør af brystsyge bare 38 år gammel. I skiftekommissionens register står der, at hun efterlader sig: ”4 kr. 80 øre” og ” Klædningsstykker som en Betj. Vurderede til 33 øre.”

Annas fader Thomas, der også var smed, er nu enkemand med 4 børn. Ifølge folketællingen fra 1880 bor han i Sankt Annæ Gade med to døtre og et plejebarn. Han betaler 48 kroner i husleje pr. ½ år.

Da han dør i 1884 af lungesvindsot 53 år gammel, efterlader han sig ifølge skiftekommissionen: ”1 gl. Bord, 3 Stole, 1 Kommode, 1 Seng med Madrats, 10 Kr. 00 Øre tilligemed nogle Klædningsstykker der er vurd. Til 10 Kr.”

Mandag den 3. marts 1884 får Lars Peter og Anna deres andet barn, min oldefar Peter Marinus Emanuel Sørensen. Skæbnen vil, at Anna dør i 1891 af hjertesyge bare 32 år gammel. Lars Peter gifter sig igen og får yderligere tre børn. Han og familien flytter rundt på Christianshavn utallige gange i løbet af 1890’erne og 1900’erne. Han arbejder som smedesvend, kjedelsmed og maskinsmed ifølge Politiets registerblade.


Billedtekst: B&W fabrikken på Christianshavn, ca. 1900. Københavns museum.

I en folketælling fra 1916 oplyses det, at Lars Peter der sidenhed havde stiftet ny familie arbejdede på Burmeister Wain (B&W) og tjente 1900 kroner årligt. I 1925 hvor han er 68 år, oplyses det, at han er aldersrentenydende. Aldersrente var en overførselsindkomst, der blev vedtaget ved lov i 1922. En slags tidlig folkepension. Ydelsen blev givet til borgere over 65 år med en vis (lav) indtægt. Han dør 1929 af åreforkalkning og får blot cirka 6 år på pension.

3. Generation: Peter Marinus og Jenny
Min oldefar Peter Marinus vokser således også op på Christianshavn. Han erhverver sig som letmatros, maskinist og kranfører hos B&W ifølge Politiets registerblade.

Min mormor, har fortalt, at hun husker sin far cykle afstem med de små døde babyer i en kasse under armen.

I 1908 gifter han sig med den 24-årige Jenny Emilie Marry Jensen fra Præstø. Peter Marinus og Jenny bor de kommende år mange steder på Christianshavn og får i årene 1907 – 1924 i alt 8 børn. To af børnene er ikke levedygtige, og min mormor, har fortalt, at hun husker sin far cykle afsted med de små døde babyer i en kasse under armen.


Billedtekst: Peter Marinus og Jenny fejrer sølvbryllup i 1933

I 1915 får Peter og Jenny en lejlighed på Amager i et nybyggeri på Kvintus Allè. Lejligheden er på hele 95 kvadratmeter. Her bliver de boende i hvert fald til 1930.

Parrets børn klarer sig alle godt senere i livet, og fremtidige generationer slår sig ned i forstæderne til København og de oplever alle en langt mere social retfærdig tilværelse end generationerne før dem.

Dermed var det slut med mine aners tid på Christianshavn – en tid, der var domineret af arbejdernes kamp for retfærdighed inden for arbejde, bolig og sundhed. En tid hvor Socialdemokratiet og fagbevægelsen gjorde sin tilstedeværelse gældende, og kom de hårdt prøvede arbejdere til undsætning.

Barn af velfærdsstaten
Selv er jeg et barn af velfærdsstaten. Født i Kongens Lyngby i 1964 og vokset op i Lyngby/Bagsværd i en klassisk socialdemokratisk arbejderfamilie, hvor mine forældre var henholdsvis maskinmester og kontorassistent.

Når man følger tidslinjen i min slægtsberetning, er det tydeligt hvor stor indflydelse de forbedrede sociale forhold op igennem det 20. århundrede får for arbejderfamilierne. Levealderen stiger, flere børn overlever, og ikke mindst mere permanente og sundere boliger har gjort en stor forskel for den generelle sundhedstilstand i familierne.

Min egen opvækst bar præg af tryghed og kærlighed, og jeg skænkede det dengang ikke en tanke, at det ikke altid har været sådan.

Jeg hørte da af og til historier om ”gamle dage”, hvor folk havde det hårdere end vi. Men det var jo mennesker i en fjern fortid – mennesker jeg ikke kendte, og som jeg derfor ikke rigtig kunne identificere mig med.

Liberal alliance var et wake-up-call
Jeg har altid været socialdemokrat. Det var dog først, da partiet Liberal Alliance kom til, at jeg begyndte at interessere mig for politik for alvor.

Her var nogle mennesker, der har til hensigt at svække den velfærdsstat, som jeg indtil da havde taget for givet. Mennesker, der ikke mener at have et ansvar for, at vi alle lever godt og trygt. Mennesker, der ikke finder det retfærdigt, at vi alle skal bidrage til at hjælpe dem, der uforskyldt bliver arbejdsløse, syge eller på anden vis får behov for hjælp fra velfærdsstaten.

Pludselig gik det op for mig, at det ikke er givet, at velfærdsstaten består i det uendelige.

Rødderne gjorde mig til (engageret) Socialdemokrat
Jeg føler stor respekt og taknemlighed overfor alle dem, der levede før mig selv. De kæmpede hårdt for bedre vilkår, og det har rørt mig dybt at beskæftige mig med deres historie. Jeg indså, hvor vigtigt det er at engagere sig i samfundet, hvis man vil have indflydelse.

Jeg føler stor respekt og taknemlighed overfor alle dem, der levede før mig selv.

Jeg valgte efterfølgende at melde mig ind i Socialdemokratiet. Inden ret længe, var jeg valgt til bestyrelsen i min vælgerforening, og jeg er for nylig opstillet som kandidat til kommunevalg 2017.

Slægtsforskning og politisk engagement har givet mig indsigt og lyst til at kæmpe for mine værdier. I en tid med stigende ulighed og tiltagende egoisme, er der stadig nok at kæmpe for.

 

Lene Svendborg, er medlem og byrådskandidat for Socialdemokratiet i Gladsaxe.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Kommentarer fra Facebook