Vores Socialdemokrati

Essay: Socialdemokratiets ambition skal fortsat være at være hele Danmarks arbejderparti.
Socialdemokratiet blev dannet som Danmarks arbejderparti. Siden 1870´erne har de stået i spidsen for over 30 regeringer, haft 14 statsministre og har haft mange flere ministre. Aldrig har de været i regering uden at have statsministerposten. Symbolsk var den første formand, Louis Pio, også ham der opfandt den røde postkasse, med bund-udtræk. Den røde postkasse som gennem tiden er blevet brugt af alle i Danmark, såvel høj som lav.

Socialdemokratiet blev til for de svage, for alle, lige så vel som den røde postkasse. De svages stemme i samfundet. Dem der trak de mindste med op i niveau. Passer vi stadigvæk den rolle? Bør vi? Jeg mener, vi bør. I en tid hvor mange andre emner berøres, både i medierne, og også på den politiske scene, syntes jeg også, at vi skal fokusere på både at anerkende dem, der arbejder hårdest, og ikke hakke ned på dem. Vi skal huske at rose dem. De er jo lige så vigtige som alle andre samfundsborgere.

Og kontanthjælpsmodtagere, dagpengemodtagere eller førtidspensionister, dem skal vi heller ikke hakke ned på, ved at sætte deres ydelser i bund og tale deres værdi som samfundsborgere, og som mennesker, ned.

Respekt for alle
Alle borgere skal have lige ret til sundhed, jobmuligheder, uddannelse. Hvis samfundet var et stort fundament til en stabil bygning, hvilket jeg ser det som, kunne ingen mursten mangle. Dem i kulissen, dem der gør rent, når andre er taget hjem, skraldemændene, der henter vores skrald, og alle de andre, hvis hårde arbejde ikke bliver set. Og så kan man sidde som mellemleder hos en stor virksomhed og tjene op til et par millioner, men dem, der er mørtel i hele det store fundament, vores samfund er, dem er der mere end nogensinde brug for.

Regeringen vil have flere ind på de håndværksfaglige uddannelser ved at sætte karakterkravet op på gymnasierne. Min holdning er, at ingen skal presses ind på nogen uddannelse, bare fordi de ikke lige lever op til kravene på nuværende tidspunkt. Man kan jo sagtens udvikle sig gennem gymnasietiden, og måske endda blive bedre end mange af sine skolekammerater. Marie Krarup fra Dansk Folkeparti, har endvidere udtalt, at dem der er bogligt dygtige på gymnasiet, og dem der ikke er bogligt dygtige på en håndværksfaglig uddannelse. Ingen skal tvinges ind på en uddannelse, når vi lever i et land hvor vi frit selv kan vælge hvilken uddannelse vi vil tage.

Magten
Mange siger, at dét en socialdemokratisk formand skal, er at være statsminister. Det er et alt for fastlåst syn på tingene. Det kan godt være, at de fleste socialdemokratiske formænd har været det, men hvor mange gange har det ikke lige været, ligesom nu, en regering med en leder fra et andet parti end socialdemokratiet? Selvfølgelig har jeg, som enhver anden socialdemokrat, også ambitionen om det, at vores formand bliver statsminister, men måske skal vi også til at se os selv som andet end den selvfølgelige leder af regeringen. Vi skal være mere ydmyge overfor det store ansvar, der gives til vores folkevalgte.

Vi skal ikke miste vores rolle som Danmarks arbejderparti, og som det parti der rigtigt tager hånd om de svage. Dansk Folkeparti bliver større og større, og de bliver det på et grundlag, der ikke er berettiget. Deres skræmmekampagner og mærkesager, der på overfladen er enkle at forstå, men når man går tingene efter i sømmene, ikke stemmer overens, er ikke en troværdig måde at drive politik på. Grobunden for vores velfærdssamfund de næste år, skal være ærlighed  og ordentlighed.

Den måde, hvorpå Dansk Folkeparti skræmmer befolkningen med EU, er også et eksempel på deres overfladiske måde at drive politik på. Jeg synes, at oplysning om EU er vejen frem, ikke skræmmekampagner om, at EU vil overtage styringen af vores flygtningepolitik. Det er jo nonsens! Samarbejdet i EU er en vigtig nøglefaktor i vores fremtid. Vi skal ikke bare smide det ud til højre.

Loyalitet
Socialdemokratiet har haft sine problemer. Vi har været et parti opdelt i fløje. Jeg synes at vi er kommet godt ud af problemerne. De fløje vi sidst var delt i opstod, da Svend Auken og Poul Nyrup Rasmussen stod i et opgør om formandsposten.

Dette kom til syne igen, da Helle Thorning Schmidt og Frank Jensen, i 2005 kæmpede om formandsposten. Ingen af de fire er på borgen i dag. En trådte ud da han ikke blev valgt som formand, to trådte ud efter de ikke var blevet genvalgt som statsministre, og fik senere internationale poster, og den sidste Svend Auken, holdt ud og blev på Christiansborg, indtil han døde i 2009.

I dag er skellet mellem de to fløje svagt, for ikke at sige udslettet. For ikke at komme ud i en sådan situation igen, må vi stå bag vores formand med den største loyalitet. Jeg har lært noget om loyalitet: Da jeg startede i elevrådet på min skole  og da jeg så udsendelsen “24 timer vi aldrig glemmer: Auken og Nyrup”. Det der dengang skete var en katastrofe. Auken havde skaffet et af de bedste valg i historien, men alligevel skete det. Det må ikke ske igen. Med mindre vi allesammen kan sige os selv: “Den mand eller kvinde ville ikke have en chance for at skaffe flertal og at blive statsminister.” så skal vi stå bag vores leder, med en stor loyalitet, så vi ikke oplever en så ubehagelig situation, som dengang i Vejle igen.

Det jeg har beskrevet, er mine følelser og mine tanker om vores parti. Og må det for Guds skyld blive ved med at blive vores ALLES parti. Det håber jeg, at vi alle vil være enige om om 20, 30 og 40 år.

Jeppe Lindstrøm Christiansen er 13 år gammel, kommer fra Tranum i Jammerbugt kommune og meldte sig ind i DSU i forbindelse med folketingsvalget sidste år.

---

Dette er det seneste bidrag i Netavisen Pio og Socialdemokratiets essay-konkurrence ‘fremtidens socialdemokrati’ i forbindelse med udarbejdelse af partiets nye principprogram.

Du kan læse mere om konkurrencen her. Vil du selv bidrage med en kronik kan du kontakte Netavisen Pio på redaktion@piopio.dk.

Følgende essays er hidtil offentliggjort:
Charlotte Holtermann: Et princip om en værdig død
Charlotte S.H. Jensen: … for at fri vor bundne ånd
Ellen Marie Andreasen: Unge har brug for successer – ikke mere pres
Filip Sebastian: Socialdemokratiet i fortid og fremtid
Hans Stavnsager: Frigørelse og fællesskab
Henning Tjørnehøj: Louis Pio kæmpede for ligeberettigelse
Jesper Knudsen: Socialdemokratiet må tilbage til rødderne
Kasper Fogh: Socialdemokratiet må se fremad
Kurt Kirkedal Jensen: Det skulle have været så godt
Morgan Krüger: Uddannelsespolitikken skal ud af overfløjens hænder
Inger-Lise Nedergaard Carstensen og Vivian Nedergaard T. Brodthagen: Visioner og virkelighed
Ole Lund Petersen: Det står vi for
Rasmus Stoklund: Det gode liv og globaliseringen
Tommy J. Johnsen: Sundhed er en socialdemokratisk mærkesag


Kommentarer fra Facebook