Det sker med et opslag på hendes Facebook-profil:
"Så er dansk politik et afsluttet kapitel i mit liv. Vælgerne synes simpelthen bare ikke, at sådan et menneske som jeg skal til Bruxelles."
Meldingen kommer, efter at Liberal Alliance ikke opnåede et mandat ved valget til Europa-Parlamentet søndag. Tværtimod gik Liberal Alliance svagt tilbage i forhold til 2014, hvor Liberal Alliance heller ikke opnåede et mandat.
I 2014 opnåede LA 2,9 procent af stemmerne, men ved søndagens valg opnåede Liberal Alliance kun 2,2 procent af stemmerne.
Mette Bock blev valgt som Liberal Alliances spidskandidat i september sidste år. Hun har siddet i Folketinget for Liberal Alliance siden 2011. Siden Liberal Alliances indtræden i regeringen 28. november 2016 har Mette Bock været kultur- og kirkeminister i VLAK-regeringen:
nu vender jeg så tilbage til civilsamfundet som et frit menneske
"Jeg er dybt taknemmelig for mine otte år som folketingsmedlem, medlem af Præsidiet og som kirkeminister og kulturminister. Som repræsentant for et fantastisk parti! Det har været et enormt privilegium – og nu vender jeg så tilbage til civilsamfundet som et frit menneske," skriver Mette Bock i sit Facebook-opslag.
LA-minister Simon-Emil Ammitzbøll ærgrer sig:
”Det er selvfølgelig ærgerligt, men det er ikke overraskende. Der har ikke været en eneste meningsmåling, der har vist, at vi ville komme ind. På den måde har vi været mentalt forberedte på, at det var den vej det ville gå,” sagde økonomi- og indenrigsminister Simon-Emil Ammitzbøll til Netavisen Pio kort før det endelige valgresultat foreslå søndag aften.
I stiller med en højtprofileret kulturminister som spidskandidat, burde det ikke have givet et bedre valg til Liberal Alliance?
”Det kan man have mange holdninger til. Jeg havde selvfølgelig håbet på, at vi fik Mette valgt. Det synes jeg hun havde fortjent. Hun er en god kandidat, hun ville have været en god repræsentant for Danmark. Det har så ikke været muligt for os at trænge igennem lydmuren på det europapolitiske. Det må man bare lære af, kaste nederlaget over skulderen og så kaste os ud i folketingsvalget,” tilføjer Ammitzbøll.