Vrede og manipulation har sejret over fakta i politik - men forfatter snubler med løsningen

Der er bøger, der ændrer ens holdninger, og så er der bøger, der gør konturerne skarpere, så man til sidst ser rovdyrets tænder.

Giuliano da Empolis ‘Kaosingeniørerne’, der i dag udkommer på dansk, hører til i den sidste kategori. 

Italiensk-Schweiziske da Empoli, der tidligere har været rådgiver for Matteo Renzi, slog for alvor igennem med romanen Troldmanden fra Kreml i 2023. Da Empoli trækker på sin politiske erfaring og skriver med et blik for magtens teknik snarere end dens selvbillede, og det er en af bogens styrker.

Clickbait og ragebait vækker større engagement end nuancerede holdninger til komplekse politiske problemstillinger

Da Empoli beskriver en vestlig politik, der ikke bare er under pres, men i stigende grad forrået. 

‘Kaosingeniørerne’ er en bog om de bagmænd, eksemplificeret ved blandt andre Gianroberto Casaleggio, en af bagmændene bag det italienske populistparti, Femstjernepartiet, Steve Bannon, tidligere rådgiver for Donald Trump og Arthur J. Finkelstein, politisk rådgiver for blandt andre Viktor Orbán og Benjamin Netanyahu, der ved hjælp af datahøst, big tech, algoritmer og sociale medier har mobiliseret vrede vælgere og ændret de politiske spilleregler. 

Politik handler ikke længere om at overbevise, men om at antænde

Clickbait og ragebait vækker større engagement end nuancerede holdninger til komplekse politiske problemstillinger. 

Da Empoli kortlægger den digitale offentlighed, der belønner det mest konfliktbårne, mest nedrige og mest simplificerende.

Diagnosen af den vestlige verdens politiske klima er ikke ny: splittelse, vrede, nationalkonservatisme og mistillid til demokratiske institutioner. 

Og den politiske midte har forstået det alt for sent

Politik handler ikke længere om at overbevise, men om at antænde og få politik til at handle mindre om konkrete løsninger og mere om identitet, raseri og fjendebilleder.

Det interessante ved ´Kaosingeniørerne´ er, at da Empoli ikke fremstiller denne udvikling som et sammenbrud i anstændighed, men som en ny politisk logik. Og den politiske midte har forstået det alt for sent.

Læs også:Den nationalkonservative fremgang er farlig for Danmark

Latent vrede i fuldt flor

Sociale medier og big tech har ikke skabt befolkningernes vrede ud af det blå. Men de har givet den en hidtil uset infrastruktur. 

De har gjort det muligt at opspore frustrationer, fodre dem, målrette dem og skalere dem politisk. Bogen brillerer, når den viser, at de følelser, populisterne arbejder med, allerede findes i befolkningerne. 

Vreden, mistilliden og følelsen af at stå uden reel indflydelse er reel nok. Teknologien gør det bare lettere at mobilisere, forstærke og udnytte.

Det er ikke længere vores holdning til fakta, der deler os, men fakta selv

Da Empoli peger på, at politik nu er indrettet sådan, at det mest impulsive og konfliktbårne sejrer over det nuancerede og eftertænksomme. Slagord, fornærmelser og stærke følelsesudbrud har en strukturel fordel over den, der insisterer på nuancer. 

Politik er blevet underholdning, provokation og konstant mobilisering. Sandheden har fået ringere konkurrencevilkår. Det er ikke længere vores holdning til fakta, der deler os, men fakta selv.

For hvad siger det om demokratiet, hvis så meget vrede har ligget under overfladen

Da Empoli understreger, at populismens fremmarch ikke kun kan reduceres til teknologi. Der ligger også politiske og sociale erfaringer under. 

For hvad siger det om demokratiet, hvis så meget vrede har ligget under overfladen, klar til at eksplodere, så snart nogen strøg en tændstik?

Læs også:Ny bog om venstrefløjen er yderst relevant læsning

Følelser har sejret over realpolitik

Han peger også på, hvor svært det er at mobilisere omkring nuancer, kompromis og positive budskaber, når modstanderen vinder på forargelse, simplificering og konstant eskalation. 

Den pointe er ikke ny, men den er præcist formuleret og stadig svær at afvise. Selv de ledere, der har forsøgt at bekæmpe populismen ved at låne dens tempo og stil, virker mest af alt som nogen, der løber efter en modstander, som allerede har ændret reglerne.

Men når han til sidst peger fremad, bliver det mere famlende

Alligevel er der også noget lidt utilfredsstillende ved ‘Kaosingeniørerne’. Ikke fordi analysen er forkert, men fordi modgiften er så svag i forhold til diagnosen. 

Da Empoli skriver skarpt og overbevisende om forfaldet i den fælles offentlighed, om parallelle virkeligheder og om de algoritmiske ekkokamre, der gør vores verdener usynlige for hinanden. 

Men når han til sidst peger fremad, bliver det mere famlende. 

Læs også:Fra fallit til comeback: DF-toppen afslører vendepunktet

Demokratiet er sygt, kuren synes utilstrækkelig

Appellen til ikke at opgive sandheden er smuk nok, men også lidt tyndbenet. Når man først har brugt en hel bog på at vise, hvor effektivt vrede, løgn og forråelse cirkulerer, virker det næsten for letbenet at svare igen med en moralsk opstramning.

Da Empoli gør sin læser bedre til at genkende de teknikker, der præger en stor del af den moderne politiske kommunikation: gentagelsen, smædekampagnen, den strategiske normopløsning, foragten for kompleksitet og dyrkelsen af konflikten som mål i sig selv. 

Pandemi, krig og politisk vold har kun gjort spørgsmålet om den fælles virkelighed mere akut

Men man lukker ikke bogen med en følelse af forløsning, snarere med mismod.

Der er løbet meget vand under broen siden bogens første udgivelse i 2019. Pandemi, krig og politisk vold har kun gjort spørgsmålet om den fælles virkelighed mere akut. 

Det gør ikke ‘Kaosingeniørerne’ forældet, for den beskriver en mekanik, som stadig er virksom. 

Det er en ildevarslende bog. Også fordi den insisterer på, at problemet ikke kun er dem, der manipulerer. 

Problemet er også et demokratisk system, som alt for længe har taget for givet, at saglighed, institutioner og fakta af sig selv ville sejre.

Giuliano da Empoli, ‘Kaosingeniørerne’, 256 sider, 2019, Politikens Forlag