Derfor er Vredens Børn med i Netavisen Pios fællesskabskanon
Vredens Børn er en realistisk, næsten dokumentarisk skildring af livet for fattige tjenestefolk på landet omkring århundredeskiftet. Men Vredens Børn er ikke blot en historisk beretning om fattige landarbejdere. Den er – ligesom Pontoppidans Ørneflugt – et opgør med tidens udviklingstro om den naturlige udvælgelse.

Udviklingen er ifølge Aakjær ikke dårlig, men den er heller ikke ubetinget god. Hvis udviklingen ikke reguleres, og der ikke gribes ind i samfundet, bliver samfundet et individualistisk ragnarok. ”Vi lever allerede i anarki”, siger en af karakterne i bogen.

Jeppe Aakjær skildrer i bogen, hvordan den individuelle frigørelse for ét individ bliver på bekostning af andre individer. Ifølge Aakjær kan kun sammenhold løse den triste vej mod armod, som ligger foran tyendet på landet.

Derudover fremviser Aakjær det store ressourcespild, der er i, at ethvert menneske ikke får lov til at udleve sit potentiale, fordi det er overladt til sig selv. Den gode muld går tabt, fordi bogens store herremand ikke længere magter at dyrke den. Imens er de små husmænd overladt til at forsøge at opdyrke heden med alt andet end frugtbare resultater. Samtidig bliver nogle af de klogeste hoveder hevet ud af skolen, fordi de skal hjælpe til på gårdene.

En anden vigtig pointe fra Aakjær er, at han opsætter en sammenhæng mellem økonomisk og åndelig fattigdom. Den økonomiske fattigdom, de elendige levevilkår, den dårlige kost sløver sindet hos landarbejderne, der derfor har vanskeligt ved at organisere sig og bryde ud af klassesamfundets trykkende rammer.

Det handler Vredens Børn om
Vredens Børn handler om det uægte barn Per, der vokser op i en fattig familie på landet.

Som 11-årig bliver han fæstet som hyrdedreng hos den pengegriske storbonde Bertel Nørgaard, og han bliver indlogeret i et uhumsk karlekammer, hvor han deler seng med forkarlen, der har fnat, som Per bliver smittet med.

Per lever en omflakken tilværelse rundt omkring på egnens forskellige gårde, hvor bøndernes personlige frigørelse bliver på bekostning af tyendet, der får det ringere og ringere og i alle henseender bliver behandlet som en handelsvare. Flere gange oplever vi, hvordan selv dyrene har mere værdi end tjenestefolkene.

Per hungrer efter viden, og igennem bøger og aviser orienterer han sig om verden udenfor. Hans viden og udsyn giver os momentvist et håb om, at Per kan ændre tilværelsen for det fattige tyende.

Til sidst bliver Per dog nødt til at opgive kampen mod uretfærdigheden og rejse til Amerika. Kampen mod uretfærdigheden skal vise sig forgæves, blandt andet fordi tyendet er så fastlåst i deres åndelige fattigdom, at de ikke magter at gøre modstand mod storbøndernes grove udnyttelse af dem. ”Vi træder hverandre i Dyndet ned”, synger af bogens bipersoner ved flere lejligheder.

Hvis du ikke fik læst første om første værk i kanonen, Ørneflugt af Henrik Pontoppidan, kan du læse beskrivelsen her.

Foto: "Udslidt" af L.A. Brendekilde.

Mads Havskov Hansen er kulturredaktør på Netavisen Pio.