VU: Sundhedspolitik minder om DDR-tiden

Højrefløjen lever i et ideologisk parallelunivers uden jordkontakt til virkeligheden, når ambitionen om en højere levealder benævnes som ’sundhedsfascisme’.
VU-formanden afslører, at han lever i et ideologisk parallelunivers uden jordkontakt til almindelige menneskers hverdag – i dette tilfælde helt konkret ved, at han ikke mener, at de danske borgere skal have flere hverdage at leve i.

Dagens Citat. Lad os begynde med et lille tankeeksperiment. Forestil dig, at formanden for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) havde skrevet et blogindlæg med følgende indledning:

De seneste mange år har dansk politik været præget af en mærkværdig konsensus, når det kommer til økonomi. Fra stort set alle politikere har der været enslydende toner: Alle danskere skal være rigere. Vi så det i 2009, da Lars Løkke fremlagde sine 10 målbare bud frem mod 2020. Nummer 1 var nemlig, at Danmark skal være blandt de 10 rigeste lande målt ved BNP pr. indbygger. (..) Ingen har sagt dem imod. Ingen har turdet stille spørgsmålet: Hvornår har vi valgt politikerne til at sætte mål for vores personlige økonomi?

Der vil næppe gå mange timer før højrefløjen ville gå til modangreb: Der vil blive skrevet utallige blogindlæg om, at selvfølgelig skal danskerne være rigere og Asger Aamund vil givetvis bruge indlægget som anledning til at skrive endnu en tam kronik om, hvordan DSU hermed har afsløret venstrefløjens fattigdomsstrategi. Og de ville have ret! For selvfølgelig vil vi gerne have mere af noget, der indiskutabelt er positivt.

Ikke desto mindre er ovenstående tekst faktisk blevet skrevet omend emnet ikke var økonomi, men sundhed, og forfatteren ikke var formanden for DSU, men derimod Morten Dahlin, formanden for Venstres Ungdom. På sin blog skrev han forleden følgende under overskriften ”Sundhedsfascismen sniger sig frem overalt”:

Ærligt talt: Selvfølgelig er der en konsensus om, at danskerne skal leve længere. Hvad pokker havde man ellers forestillet sig! At vi skulle levere kortere? At politikkerne skulle slå ud med armene og sige, at ’den nuværende middellevetid er okay.

De seneste mange år har dansk politik været præget af en mærkværdig konsensus, når det kommer til sundhed. Fra stort set alle politikere har der været enslydende toner: Alle danskere skal leve sundere og længere. Vi så det i 2009, da Lars Løkke fremlagde sine 10 målbare bud frem mod 2020. Nummer 6 var nemlig, at den danske middellevetid skulle være blandt de 10 højeste i verden. (..) Ingen har sagt dem imod. Ingen har turdet stille spørgsmålet: Hvornår har vi valgt politikerne til at sætte mål for vores personlige sundhed?

Morten Dahlin kaster sig derefter ud i en sammenligning mellem Danmark og DDR, da ”den politiske elite” angiveligt anvender deres ”abstrakte ideologi” til at ”undertrykke befolkningens personlige frihed”. Dermed afslører VU-formanden, at han lever i et ideologisk parallelunivers uden jordkontakt til almindelige menneskers hverdag – i dette tilfælde helt konkret ved, at han ikke mener, at de danske borgere skal have flere hverdage at leve i.

Men ærligt talt: Selvfølgelig er der en konsensus om, at danskerne skal leve længere. Hvad pokker havde man ellers forestillet sig! At vi skulle levere kortere? At politikkerne skulle slå ud med armene og sige, at ’den nuværende middellevetid er okay – vi har ikke ambitioner om mere’? Jeg tvivler stærkt på, at befolkningen ville gøre oprør over, at politikkerne ønsker dem et længere liv.

Hvis toppen af samfundet lever tyve år længere, mens bunden pludseligt døde ti år tidligere, ville middellevetiden stige og alle ville – uden grund – klappe i hænderne. Men hvad godt er der ved en voksende levetid, hvis det kun kommer en lille gruppe af befolkningen til gode?

I sin næsten religiøse optagethed af ’frihed’ kickstarter Morten Dahlin endnu en symbolkrig i stedet for at tage fat på de vigtige spørgsmål. Det virkelige problem i sundhedspolitikken er ikke den herskende konsensus om, at danskerne skal leve længere, men derimod at man udelukkende fokuserer på middellevetid og individuelle livsstilssygdomme.

I alt for mange år har middellevetiden været det primære mål for sundhedspolitikken, eksemplificeret ved Lars Løkkes 10 drømme fra 2009. Men som ethvert andet gennemsnitstal dækker begrebet over enorme forskelle. Hvis toppen af samfundet lever tyve år længere, mens bunden pludseligt døde ti år tidligere, ville middellevetiden stige og alle ville – uden grund – klappe i hænderne.

I modsætning til kampråb om ’frihed’, ’sundhedsfascisme’ og ’DDR’ vil en sådan social politik faktisk være til gavn for den halvdel af befolkningen, der lever kortere.

Denne type mål ville centrum-venstre aldrig acceptere inden for andre områder som økonomi eller uddannelse. For hvad godt er der ved en voksende levetid, hvis det kun kommer en lille gruppe af befolkningen til gode? Som Astrid Krag rigtigt skrev for noget tid siden er der ”intet rimeligt i, at vejarbejderen har ti år mindre med sine børnebørn end kontorchefen”.

Derudover lider såvel debatten som den førte politik under en individualisering af sundhedsproblemerne, hvor rygning, kost og motion anses som årsagerne til, at de kortest uddannede og lavestlønnede dør tidligere. Den naturlige følge heraf er, at problemerne skal bekæmpes med kostråd, oplysningskampagner og forbud. Denne politik svarer til, at arbejdsløshed ikke skulle løses gennem fælles indsats og konjunkturpolitik, men gennem karrierevejledning og jobsamtaletræning.

I stedet skal vi tage fat i de sociale forhold og samfundsmæssige forhold, der skaber uligheden. I stedet for at pålægge forbrugerne flere regler, forbud og løftede pegefingre, kunne man i stedet flytte dette over på producenterne - og i stedet for at lade de svageste kæmpe alene med sundhedsproblemerne, kunne man sætte ind på arbejdspladserne.

I modsætning til kampråb om ’frihed’, ’sundhedsfascisme’ og ’DDR’ vil en sådan social politik faktisk være til gavn for den halvdel af befolkningen, der lever kortere.


Flere artikler om emnet

Annonce