En skandale for den sociale mobilitet
Hver eneste gang en VUC-skole lukker, er det en skandale for den sociale mobilitet.
VUC uddanner 10 procent af befolkningen. Det er vel og mærke 10 procent, som ikke går den lige vej i uddannelsessystemet. Halvdelen af kursisterne har børn – hver femte er enlig forældre. Hovedparten kommer fra uddannelsesfremmede hjem, hvor forældrene ikke har en videregående uddannelse.
Kun 4 procent af kursisterne på VUC havde som 12-årig en far eller en mor med en lang videregående uddannelse
Kun 4 procent af kursisterne på VUC havde som 12-årig en far eller en mor med en lang videregående uddannelse. 6 procent havde en far med en mellemlang videregående uddannelse, mens 15 procent havde en mor med en mellemlang videregående uddannelse.
En stor del har afbrudt en påbegyndt ungdomsuddannelse. Mange har ikke færdiggjort folkeskolen. En stor gruppe har anden etnisk baggrund end dansk. Altså kan det slet ikke diskuteres, hvor vigtig en rolle VUC spiller i forhold til at løfte folk ud af den sociale arv.
Indtil nu har regeringen og DF mest af alt brugt tid på at bortforklare lukningerne af de mange VUCere. Det er ærgerligt. For enhver ansvarlig politiker, der brænder for uddannelsespolitik, må nødvendigvis ønske løsningerne for at sikre overlevelse for VUC.
Først og fremmest kræver det, at omprioriteringsbidraget annulleres
Netop løsningerne er, hvad jeg som socialdemokrat er optaget af. Først og fremmest kræver det, at omprioriteringsbidraget annulleres. Det vil give skolerne ro på økonomien. Dernæst skal vi have lavet en tilskudsordning til skolerne i yderområderne. De kan ikke fungere på samme økonomiske præmisser som skolerne i de tæt befolkede områder.
Sidst men ikke mindst skal vi have en klar plan for rekruttering til skolerne. Vi ved, at mange voksne har brug for uddannelse de kommende år; det er ordblindeundervisning, folkeskolefag og HF-fag. Det er alt fra digitale kompetencer til matematik og sprogfag.
Det der sker lige nu på VUC-området er en katastrofe
Det der sker lige nu på VUC-området er en katastrofe. I Socialdemokratiet har vi råbt højt længe. Nu gælder det løsningerne.