Annonce

Wall Street vælter sig stadig i milliardbonusser

Wall Street-spekulanterne tjente sidste år det dobbelte i bonus af hvad alle amerikanerne på mindsteløn fik i årsløn. Ny undersøgelse stiller skarpt på finanssektorens generøse bonusser.
Hvis du nogensinde har været i tvivl om, hvilket job, som du skulle ønske for dine børn, så er den finansielle sektor måske et rigtig godt bud. I hvert fald, hvis du alene går op i pengene.

En ny undersøgelse ’The Wall Street Bonus Pool and Low-Wage Workers’ fra den Washington-baserede tænketank Institute For Policy Studies bekræfter hvor ufatteligt mange penge, som man kan hive hjem som spekulant eller investor på Wall Street.

Hvis man fraregner de skyhøje månedslønninger og alene kigger bonus-udbetalingerne på Wall Street i 2015, så sikrede finansfolket sig en ekstra indtjening, der svarer til det dobbelte af hvad de 895.000 fuldtidsansatte amerikanere på den føderale minimumsløn tjente samme år.

Det svarer også til det beløb som alle 2,6 millioner amerikanere ansat inden for forberedelse og salg af fastfood fik i løn det år. Og endelig svarer det også til den indtægt, som alle landets 2,6 millioner bartendere og tjenere til sammen fik trukket hjem.

Wall Street bonus

Wall Street bonus svarer til 170 finanslove i Danmark
Det svimlende beløb på 25 milliarder dollars udgør omregnet til danske kroner og ører til 170 milliarder. For at sætte det i perspektiv, så svarer det til omkring tre gange de samlede udgifter til den danske folkeskole eller otte Storebæltsbroer.

Hvis en eneste amerikaner nogensinde skulle stå med valget mellem den risikofyldte profitjagt på Wall Street eller jobbet som burger-flipper på McDonalds, så skriv dig lige bag øret, at din løn i bedste fald kommer til at matche det, man høster i bonus på Wall Street

Og selvom der er tale om skyhøje bonusser på Wall Street, så viser analysen fra Institute for Policy Studies samtidig at den samlede bonus er faldet med hele ni procent fra 2014 til 2015.

Det betyder dog stadig at den samlede bonussum på Wall Street er fire procent højere end den var i kriseåret 2009, hvilket var sidste gang den amerikanske kongres hævede den lovfastsatte minimumsløn til $7,25 i timen. Det svarer til 49 kroner i timen.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet