Annonce

Wammen vil gøre Finansministeriet til ”grøn hovedmotor”

Finansministeriet skal være hovedmotor i den grønne omstilling, siger Wammen, der opretter ny enhed i ministeriet og afsætter penge til grøn regnemodel.
Skal Danmark nå regeringens grønne mål om at reducere CO2-udslippet markant, vil det kræve en af de største omlægninger af vores samfund og økonomi i generationer.

Det mener finansminister Nicolai Wammen (S), som derfor nu foretager, hvad han selv kalder en ”større omrokering” af Finansministeriet.

Vi skal være en grøn hovedmotor i samfundet

”Den klimaambition, regeringen har sat, betyder, at vi står foran en af de største ændringer af vores samfundsøkonomi, siden vi udvidede velfærdsstaten i begyndelsen af 1960erne. Derfor er vi nødt til at tænke den grønne omstilling ind som en integreret del af den økonomiske politik,” siger Nicolai Wammen i et interview til Berlingske.

”Finansministeriet skal spille en langt stærkere rolle, når det gælder klimakampen, og både ministeriet og finansministeren skal kunne mere, end vi kan nu. Vi skal være en grøn hovedmotor i samfundet, så den grønne omstilling ikke kun er noget, der lever i de traditionelt grønne ministerier. Ellers kommer vi ikke i mål.”

Konkret betyder det, at der bliver oprettet et nyt center for grøn økonomi, klima og EU i Finansministeriet, som får ansvaret for at tænke spørgsmål om miljø og klima ind i ministeriets øvrige arbejde.

Fyret klimarådsformand skal lave grøn regnemodel

Samtidig med oprettelsen af det grønne center i Finansministeriet vil regeringen ligeledes udvikle en helt ny grøn model til brug for styringen af dansk økonomi.

Inden for to år skal modellen være klar til brug i landets ministerier, og derefter skal det med denne i hånden være muligt at vurdere klima- og miljøeffekten af den danske finanslov og af samtlige politiske tiltag og reformer derudover.

Modellen – kaldet ”Grøn reform” – skal udvikles af den såkaldte DREAM-gruppe, der er en uafhængig offentlig institution finansieret primært af Finansministeriet, sammen med en række forskere på Københavns Universitet. Regeringen vil afsætte 55 millioner kroner på finansloven for næste år til at udvikle nye regnemodeller.

Arbejdet med at udvikle modellen, skal ledes af økonomiprofessor, tidligere overvismand samt tidligere formand for Klimarådet Peter Birch Sørensen, der som forsker har arbejdet med netop grønne økonomiske modeller.

Peter Birch Sørensen blev sidste år fjernet som formand for Klimarådet af daværende energiminister Lars Chr. Lilleholt (V), kort efter at Klimarådet har udsendt en kritisk rapport, der i en analyse kaldte den daværende regerings klimapolitik for 'urealitisk' og 'uambitiøs'. En fyring som af både de radikale og Socialdemokratiet, blev udlagt som en bevidst politisk handling.

 

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce