Weekendens partimøder: De sejrende, de søgende og de sårede mødes

Analyse: Tre partileder møder denne weekend baglandet – men de gør med tre helt forskellige udgangspunkter.
Tre partiledere skal i weekenden mødes med baglandet. Socialdemokratiets Mette Frederiksen, De Radikales Morten Østergaard og Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl.

Men stemningen og situation i de tre partier, er vidt forskellig.

Det er lidt stilhed før storm, for næste weekend forventes al medieopmærksomhed at rette sig mod Venstres ekstraordinære landsmøde og ikke mindst kampvalget om næstformandsposten mellem Inger Støjberg (V) og Ellen Trane Nørby (V).


Sejrende Mette vender hjem

Statsminister Mette Frederiksen kan forvente en stormende modtagelse af partifællerne på den socialdemokratiske partikongres i hendes hjemby Aalborg.

Hun har endnu ikke leveret partiet den ønskede fremgang, men for en socialdemokratisk partileder har hun i første omgang genvundet det vigtigste – statsministerposten. Hun står tilmed i spidsen for en socialdemokratisk mindretalsregering, som ikke på forhånd er blevet bundet på hænder og fødder af et besværligt regeringsgrundlag.

Derfor er der lagt op til den helt store klappe-kage fest, hvor de delegerede fra talerstolen vil bruge taletiden på at rose alt det, som den nye regering allerede har gjort, eller det, som den forventes at kommer til at gøre.

Regeringen er kommet helt ualmindelig godt fra start. Der er langt hen ad vejen blevet leveret på velfærdsløfterne og løftebruds-diskussionen, som martrede Thorning-regeringen, har slet ikke fået fæste. Det må selv Berlingskes Thomas Larsen anerkende.

”I modsætning til forgængeren har Mette Frederiksen hurtigt fået greb om den svære rolle som regeringschef, ingen ministre har for alvor dummet sig, de første store økonomiaftaler er på plads, og snart vil forslaget til finanslov for 2020 blive lagt frem,” skriver den politiske redaktør i en analyse.

Bliver de gode tider ved?

Begejstringen er derfor stor blandt de menige socialdemokrater, men mange af dem spørger selvfølgelig sig selv om, hvor længe ”de gode tider ” egentlig kan fortsætte. Hvornår kommer den modgang, som alle regeringer på et tidspunkt oplever?

Hos Socialdemokraterne venter man også i spænding om nyt fra Venstre. I de seneste uger har oppositionen ligget underdrejet, men hvad sker der, når Jakob Ellemann-Jensen bliver formand? Vil det give blå blok en ny dynamik eller vil der fortsat være fløjkampe?

Meget af Mette Frederiksens projekt har handlet om at lægge afstand til forgængeren, men de delegerede får muligheden for at kort gensyn med Helle Thorning-Schmidt, som er programsat til at holde en hilsningstale. Måske for at sikre sig en god fortælling om sammenhold, i modsætning til Venstre, hvis Lars Løkke Rasmussen ikke dukker op til Venstres ekstraordinære landsmøde i næste uge.

 

Radikale søger indflydelse og selvstændighed

En anden af folketingsvalgets store vindere skal også mødes med sine partifæller. Morten Østergaard, som står i spidsen for et parti, der fordoblede antallet af mandater ved valget, og særligt i de store byer fik mange nye vælgere, kan derfor også forvente at blive modtaget som en sejrherre af partifællerne.

De Radikale har fået sat markante aftryk på det såkaldte forståelsespapir, og skaffet nogle store symbolske sejre blandt andet i forhold til udlændingepolitikken. Lindholm er blevet droppet, ydelserne sat op og Danmark skal igen tage kvoteflygtninge.

Der er igen blevet cool at være radikal. Men i modsætning til Mette Frederiksen, så er Morten Østergaards fremtidige rolle i dansk politik ikke helt så klar som hendes. Det er nogle ting, som skal gå op i en højere enhed.

Han skal søge at finde balancen mellem at være et loyalt støtteparti for Socialdemokratiet og samtidig være regeringens dårlige samvittighed på spørgsmål som klima, udlændinge og økonomi. Bliver han for meget det ene, så mister han relevans. Bliver han for meget af det andet, så risikerer han at skubbe regeringen i armene på andre partier, som står klar til at søge indflydelse.

Præsenterer partifæller for søkort

Til det formål har Morten Østergaard udarbejdet en 15 punkts-plan – et søkort af politiske ambitioner – som skal være de principper, som de radikale møder op med til forhandlinger med regeringen.

De fleste af målene bør kunne få bred opbakning fra de yderste venstre til det yderste højre: Flere børn skal trives, færre skal leve i fattigdom og flere skal i job og bedre beskyttelse af vores grundvand, kan de fleste nok blive enige om.

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad 15-punktsplanen i realiteten dækker over. Hvad det er for konkrete instrumenter, som de radikale ønsker at tage i brug for at nå dem?

Handler det om flere udlændinge og skattelettelser, så bliver forhandlingerne enten korte eller lange og besværlige?

Morten Østergaard selv mener, at hans plan er brugbar.

”Det er for selv at lægge hånden på kogepladen og sige, at nu har vi fået magten, som vi ønskede os det – nu skal den også bruges til noget,” siger han til DR.

Partifællerne vil sikkert ikke være uenige i den vurdering.

 

Thulesen Dahl rydder op efter sig selv

Det sidste parti som skal mødes, er det sårede dyr, Dansk Folkeparti. Partiet som ved det seneste valg fik et af de største valgnederlag i dansk politisk historie og som har måtte sige farvel til størstedelen af partiets mandater i Folketinget.

Et DF, der er gået fra at være omdrejningspunktet i enhver politisk debat på Christiansborg, til blot at være et mindre/mellemstort parti ud af en voksende flok af borgerlige partier.

Og som i valgkamp hvor partiet mistede sit monopol på at være dem, der har den strammeste udlændingepolitik. Og hvor man var de sidste til at opdage, hvilken betydning klimapolitikken havde for en hel masse vælgere.

En valgkamp hvor Kristian Thulesen Dahl lod til at være fanget i det taktiske spil på Christiansborg mellem Socialdemokratiet, Venstre og ham selv, som han selv havde sat i gang. Men som gjorde vælgerne helt ude af stand til at forklare, hvilken statsminister man fik, hvis man stemte på Dansk Folkeparti.

Skæver til Støjberg

Kristian Thulesen Dahl har derfor sat sig i spidsen for et oprydningsarbejde, som i sidste ende skal munde ud i, at partiet genfinder den forbindelse til deres kernevælgere, som i årtier virkede ubrydelig. Han har inden årsmødet været på rundtur i baglandet og fået skrevet noter i en lille rød bog.

Hos DF’erne har der ikke været snak om udskiftninger på formandsposten, men også her skæves der kraftigt til landsmødet i Venstre.

For hvad sker der, hvis favoritten Inger Støjberg bliver fravalgt – ligesom hun blev det til posten som gruppenæstformand - åbner det så op for, at DF kan gøre indhug blandt de mest indvandrerkritiske V-vælgere, som stemmeslugeren Støjberg hidtil har appelleret til?

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook