Woke - men drejet 180 grader til højre

Freddy Hagen anmelder det konservative ægte- og debattørpar Selsings bog: ‘Den borgerlige orden. Om angrebet på det almindelige menneske’.
Foto: Privatfoto
Ægteparret Rune og Eva Selsing står bag bogen 'Den borgerlige orden'
Slangen i paradiset

Det var i året 1888. Kulturradikalismens fader, Georg Brandes, stod bag katederet på Københavns Universitet og introducerede sine følgere til den tyske tænker Friedrich Nietzsche.

Det var blot få år før Nietzsche ramtes af et knusende sammenbrud, som han aldrig kom sig over. Han havde agiteret for Eneren, geniet, der evnede at overskride samtidens normer og værdier, for at skabe nogle nye perspektiver på tilværelsen.

Det var honning for Georg Brandes, der på daværende tidspunkt var blevet træt af kampen på markedspladsen, hvor demokratiets værdier i stigende grad vandt indpas.

Han havde spenderet hele sin karriere på et massivt opgør med tidens teologer og præster, der med deres sædelighed og himmelvendte øjne hæmmede den frie videnskabelige tanke, den kødelige lyst og det internationale udsyn.

Nu var tiden kommet til at erklære Guds absolutte død, en gang for alle, for at bane en mere farbar vej for den “aristokratiske radikalisme”. Demokratiet var et udtryk for pøbelvælde, og flertallets moralisme og fattige værdier hæmmede de store tænkere og kunstneres kreative kræfter, i en sådan grad, at udviklingen næsten var gået i stå.

Hadet til det normale menneske var ikke til overse. Det stod skrevet i Nietzsches bøger, som var det bøjet i neon. Og det er her, at det konservative par, Rune og Eva Selsing, i deres nye bog 'Den borgerlige orden. Om angrebet på det almindelige menneske' begynder deres genealogiske undersøgelse af de kulturkristne værdiers sammenbrud, for at oplyse deres frænder om den “sivende gift”, der har spredt sig som en virus i samfundet, så alle institutioner og mennesker i dag er inficeret af den, og som følge deraf har mistet sit fodfæste og demoraliseret det fundament, som det borgerlige samfund er støbt på.

Eksistentialismen værdinihilisme

I et let og pædagogisk sprog forsøger Eva og Rune Selsing at redegøre for hvorledes denne gudsfornægtende tanke har præget vores livssyn og ødelagt vores sjæl. Nietzsches systemnedbrydende tænkning er det første anti-kristne led i deres forfaldshistorie.

Det er første led, i det som selsingerne kalder for “hadets filosofi”. Det andet led i forrådnelsesprocessen er eksistentialisterne.

De skriver udførligt om den tyske tænker Martin Heidegger, og det franske filosof-par, Jean-Paul Sartre og Simone de Beauvoir. Sidstnævnte er en af feminismens helt store ikoner.

De forsøger at anskueliggøre, hvorledes disse tænkere bedrev et intenderet had imod det almindelige menneske og deres opfattelse af kønnene, som de nedgjorde og forsøgte at udslette.  

Selsingerne agiterer for, at eksistentialismens værdinihilisme, grundet fraværet af en guddommelig orden, beredte vejen for nazismen (Heidegger var nazist), og åbnede en breche for amoralsk og pervers livsførelse (Sartre og de Beauvoir havde seksuelle eskapader med helt unge piger).

Helt firkantet argumenterer selsingerne for at disse eksistentialisters største skade opstod som følge af opgøret med det normale menneske, der har baseret sine værdier på familien, på den borgerlige orden og det guddommelige.

Flyver aldrig højere, end vingerne bærer

Det er også her, at Eva og Rune Selsing blotter sig mest i bogen. Som enhver, der har taget et kursus i filosofihistorie ved, så var det filosoffen Søren Kierkegaard, der længe før Nietzsche, Sartre og de Beauvoir, stod fader til eksistentialismen.

Det var ham, der første gang frembragte ideen om, at det småborgerlige menneske, spidsborgeren, kun i attitude fremstod som et ordentligt og anstændigt menneske, men faktisk var gudsfornægtende og blottet for inderlig tro.

Det var manden i mængden, der aldrig bevægede sig ud på de 70.000 favne vand og lod sjælen rystes af gudsvældet og det mægtige, hinsides hverdagens hykleriske konformisme.

Det er udelukkende Søren Kierkegaards gennemgang af pligtetikken, Etikerens position, som Eva og Rune Selsing tager i brug for deres borgerlige ærinde. De siger som den etiske ægtemand i Kierkegaards Enten-Eller: “Jeg er ægtemand af profession!”.

Nydelse som pejlemærke gennem livet, betragtes som systemnedbrydende, set fra denne borgerlige synsvinkel.

Selsingerne kaster sig ikke ud på de 70.000 favne vand, men tager snarere det lidt mindre spring, gennem valget af ægteskabet, og derfor bliver det mest af alt til lidt skumsprøjt, sikkert på afstand fra forlis.

De skriver intet om hykleriet, der kan være grundlaget for spidsborgeren, der tilpasser sig et samfund, der måske viser sig at være gudløst i sit væsen og bestanddele. De flyver aldrig højere, end vingerne bærer.

Spidsborgeren

Der er noget grundlæggende manipulerende ved at Eva og Rune Selsing lader deres forfaldshistorie bero på dybe, filosofiske grundtanker, samtidig med at de ignorerer disses tidligere rødder.

Det er manipulerende, fordi de derved kan snyde deres læsere for al den forvirring, alt det systemnedbrydende og demoraliserende, som kristendommens historie er fyldt til randen med. I stedet fremstiller de dette kulturkristne selvbillede som om, at der er tale om et stabilt fundament, hvor troen er det anker, der sørger for at det pæne, det anstændige og det opbyggelige bevares uforandret.

For eksempel taler de varmt om renæssancen som den periode, hvor ideerne om skønhed blev grundlagt og stadfæstet, og som først blev væltet af de kunstnere, der lod sig inspirere af Nietzsche og eksistentialisterne.

De undlader behændigt at tale om “forfængelighedens bål”, der dengang blussede op på Firenzes torve, fordi en vækkelsespræst agiterede for at disse “det skønnes” kunstnere og rigmændene havde vendt Gud ryggen, og i stedet tilbad guldkalven.

Eva og Rune Selsing beskæftiger sig overhovedet ikke med teologiske kvababbelser af den art, selvom de også kritiserer tom materialisme, og de ejer hverken tvivlens nådegave eller troens skælvende rystelse af sjælelivet. For dem er det guddommelige indskrevet i den konservative orden, i familien, i nationalstaten og i det konstitutionelle monarki. De er grundlæggende spidsborgere, og de agiterer for, at den borgerlige orden - i sig selv - bevarer sjælens, moralens, troens og eksistensens sundhed og renhed.

De skriver for eksempel direkte, at nazismens brutalitet og menneskefjendske krigsførelse var et direkte resultat af troens fravær, og undlader samtidig at tale om de mange krige, som de kristne har stået bag, og som bestemt ikke lader nogen anden krigsførende nation, religion eller bevægelse noget efter.

Kritik af klatmaleri

Den råddenskab og den giftige gasart, som selsingerne skriver om, blev videregivet af tidens kunstnere og ideologer, så den i dag er blevet internaliseret i de fleste af os. De ser denne gift på uddannelsesinstitutionerne, i identitetspolitikken, i ghettoerne og hos eliten. Også lidt i den brede middelklasse, men ikke i nær så voldsom grad. Det normale menneske befinder sig hovedsagelig der, i selsingernes historie, der handler om hvordan kultureliten og underklassen har mistet troen på det gode samfunds kristne værdier.

For selsingerne er den moderne, abstrakte kunst som at blive spyttet i ansigtet af menneskefjendske typer

De ser nedbrydningstendenserne i damebladende, når de hylder et mandeideal, hvor beklædningen ikke består af skjorte og slips, og de ser den i tatoveringerne og pircingerne, som de mener er en dyrkelse af det grimme og det hadefulde.

Og selvfølgelig ser de det også i den moderne kunst. Helt ufrivillig morsomt er det, når Eva og Rune Selsing tager på feltarbejde, og besøger museer for at besigtige kunsten, for eksempel Asger Jorns berømte, abstrakte maleri, Stalingrad, som de har hørt nogle hævde indeholder konturerne af nogle skikkelser, men må konstatere blot består af rene klatter.

For selsingerne er den moderne, abstrakte kunst som at blive spyttet i ansigtet af menneskefjendske typer, der udelukkende vil ødelægge den borgerlige orden, og de mener i ramme alvor, at denne kunsts udbredelse i det offentlige rum er baseret på en afmagt og forblændelse, hvor ellers sobre mennesker skammer sig og samtidig gerne vil tilhøre kulturelitens anti-æstetiske etablissement. Det er derfor at ellers pæne, borgerlige institutioner også fremviser moderne kunst på deres vægge.

De skriver, at selvom udbredelsen af de nedbrydende tendenser nok ikke bevidst forstås som havende rødder i den hadske filosofi, så er det faktisk det, der er tilfældet. Det sker blot på et uoplyst grundlag. Det er derfor, at de har skrevet bogen: De vil bremse denne forrådnelsesproces, og forklare deres samtidige, at når folk farver deres hår blåt, så er det fordi de hader det samfund, de er rundet af.

Demokratiets fravær

Dengang hvor Georg Brandes introducerede Friedrich Nietzsche til den københavnske elite og resten af verden, blev han også mødt med modstand, fordi denne hyldede Eneren og den aristokratiske radikalisme.

Filosoffen og teologen, Harald Høffding, modsagde Brandes og Nietzsche, fordi han mente, at deres idé om, at selve historiens mening var at skabe og berede vejen for disse genier, grundlæggende var falsk. Han skrev sin replik, “Demokratisk radikalisme”, og det satte gang i den debat, der siden er blevet kaldt for “Nietzsche-fejden”.

Ifølge Høffding, kan geniernes værker i lige så høj grad forstås som noget, der er til det bedste for hele menneskeheden, dvs flertallet, og forstås som demokratiets grundlæggende mening, der i højere grad handler om at tilgodese flertallet, fremfor Eneren.

Året 1888 var et særegent år i Danmarkshistorien. Samtidig med at Brandes holdt sine forelæsninger på Københavns Universitet, blev Danmarkshistoriens største, internationale begivenhed, Den Nordiske Industri-, Kunst- og Landbrugsudstilling afholdt i København.

Det var en begivenhed, hvor høj og lav forsøgte at vise de tilstrømmende gæster fra udlandet, at Danmark var et land, en nation, hvor folket levede i vækst, i fordragelighed, og hvor de producerede kvalitetsprodukter og skabte stor, samfundsrelevant kunst.

Kort efter indledtes det, man siden har kaldt for “Det sjælelige gennembrud”, og lidt senere kom det “Det folkelige gennembrud”, efter Systemskiftet i 1901. Brandes, Nietzsche og alle de andre, systemnedbrydende tænkere fik selvfølgelig vind i sejlene dengang, og står også i dag ret stærkt i den kulturelle forståelse og kontekst.

Men de var, og er, ikke alene om at vinde sejre. De er blot brikker i et meget mere broget tæppe af divergerende værdisæt, der vedbliver med at bekæmpe hinanden.  

Grunden til at det bør nævnes her er, at fraværet af ideen om demokratiet er så iøjnefaldende i Eva og Rune Selsings bog. Intet sted taler de om demokratiet som værende bærende for det samfund, vi lever i.

Dette er helt og aldeles et glansbillede og faktuelt et falsum.

De skriver heller intet om de mange teologiske fejder, om Grundtvigianismen, om klassekampe og lignende. For selsingerne er "Det Borgerlige Samfund" skrevet med stort, og det fremstår som om, at det altid har været stabilt og har forenet nationens borgere og skabt harmoni og moralsk ansvarlighed.

Dette er helt og aldeles et glansbillede og faktuelt et falsum. Det er helt klart selsingernes absolutte svaghed, at de ikke har disse facetter med, og det er samtidig også det, der gør deres bog til et identitetspolitisk kampskrift, og hypermoderne i dens fremstillingsform, fordi den mimer den woke-kultur, som de selv kritiserer, når den kommer fra den venstre side af det politiske spektrum.

Samtidig, og ganske bekymrende faktisk, er der noget ironisk i, at de betegner følgevirkningerne af “hadets filosofi” som “giftige gasarter”, “forrådnelse”, “dyriskhed” og sådan noget. Især når de taler om den moderne kunst. Det har andre gjort før dem.

Sidst, men ikke mindst, agiterer selsingerne for, at disse mange hadefulde positioner, som de mener spytter dem i ansigtet, alene ernærer sig gennem et indædt had til andres holdninger og positioner.

Islam er fraværende

I bogen omtaler selsingerne kun muslimerne ganske få gange, som nogle der kulturelt set er essentielt uforenelige med den vestlige, kulturkristne del af verden. Det er ellers et tema, der fylder væsentligt mere i begges mange debatindlæg i aviserne.

Nogle vil måske mene, at denne fremstilling af henholdsvis den muslimske kultur, samt kritikken af den nuværende vestlige forfaldskultur, med dens utallige, uopbyggelige udtryk, faktisk også er en hadefuld måde at anskue andre positioner på.

Måske det almindelige, borgerlige menneske savner en opbyggelig og selvbekræftende platform at anskue verden ud fra. Det får disse mennesker til overmål i selsingernes bog. At de så har klippet en hæl, og hakket en tå, for at få det hele til at passe og gå op i en højere enhed, ja, det tager man jo gerne med, når blot det er i den værdipolitiske sags tjeneste

 

Rune og Eva Selsing: ‘Den borgerlige orden. Om angrebet på det almindelige menneske’. 282 sider. Er udkommet på Forlaget Eksistensen. Pris: 219,95.

Freddy Hagen er uddannet cand.mag. i Moderne Kunst- og Kulturformidling fra Københavns Universitetet og arbejder som fiskehandler.


placeholder

Kommentarer

Med Eva og Rune Selsings bog om retro borgerlighed, om dem og os, de rigtige og forkerte, når kvalme niveauet nye højder.

Sjovt som de gammelkonservative altid vil have kristendommen ind som noget helt centralt og det, der skal redde os fra det store forfald. Man skulle mene, at det bedste argument for at tilbede gud ville være, hvis han er virkelig, og blander sig i vores verden. Men det betyder åbenbart ikke så meget for dem, for det er jo aldrig den fortælling, de fører sig frem med, det er altid noget med, at troen i sig selv er godt for os, og gør os til bedre mennesker.

For de konservative eller borgerlige er alt, hvad der cementerer den gældende samfundsorden og privilegiestruktur et gode i sig selv, og noget der skal redde os fra forfald. Taler vi om troen, er den kun værdifuld, hvis den udfolder sig i et kirkeregi og på den måde som et opdragende organ opretholder den gældende samfundsorden, ikke fordi individets tro har nogen selvstændig værdi.
Taler vi om indkomstfordelingen er den et gode for alle, fordi det er den, der i den borgerlige propaganda, skaber rigdom for "alle", og til hvis ære alle på de nederste hylder til stadighed forholdsvis skal forarmes, medens overklassen ydmygt og værdigt finder sig i at blive forgyldt.
Den borgerlige løgn kan kort beskrives med skiltet på væggen: I dag arbejde i morgen nyde; hagen er bare, at det til stadighed også hænger der i morgen. Den er Papes politik kort fortale.
kongehuset er tillige et vildt anakronisk symbol på en totalt absurd institutionaliseret samfundsorden fra tiden med adelsvælde og arvede privilegier, som er en central yndlingstanke hos den industrielle elite. Det er med den idé i tankerne, at man kan argumentere for, at den eneste beskattede udveksling af formue mellem to juridiske personer, der lovligt kan foregå, er ved arv, således at uligheden ubeskåret føres videre til næste generation i samme familie (kapitaladel) - bortset fra skattely uvæsenet, naturligvis.
Kongehuset stritter ud i alle retninger fra vore demokratiske værdier om lige rettigheder og lige pligt for loven. Tænk at det kan stå i grundloven, at landets øverste position for går i arv i en udnævnt familie, at de ikke er underlagt loven, og at de ikke skal betale skat af den personlige indkomst. Her er der virkelig noget inkonsistent kalvekrøs at tage fat. Hvem kan dog argumentere for sådant øllebrød i 2022.

Forstå politik på få ord

de røde til venstre siger hele tiden OS.
midten (soc) siger hele tiden VI.
de borgerlige siger hele tiden JEG, MIN, MIG, MIN LOMME

:-)

For den hadefulde er alting had.

Annonce